Love in U.S.A. {JB}

“Sometimes you don’t miss the person, you miss the memories you shared with them.........” (år 2011 - 2012)
Sofie er en helt almindelig teenager, der kommer fra Danmark. Hun skal til U.S.A i et år, for at være udvekslingsstudent. Alt går perfekt - hun elsker hendes ''nye'' familie, og hun har de mest fantastiske venner.
Men en dag ændres hendes liv totalt...

Hun skal med til en familie-fødselsdag, som hun ikke regner for det helt store. Men det viser sig, at denne fødselsdag ændre hele hendes fremtid og liv. Hun møder den dejligste dreng i hele verden, som hun med det samme forelsker sig i.
Hendes liv er som en drøm... Men kommer alt til at gå som forventet? Og ender det med den store kærlighed?

23Likes
203Kommentarer
9057Visninger
AA

2. Rejsen

Jeg havde siddet i det tog i snart 4 timer! Det var ikke til at holde ud. Jeg kedede mig frygteligt. Det eneste jeg kunne lave, var at høre musik og glo på andre mennesker, der havde det sjovt. ’’Så er vi i København-lufthavn om 5 min.’’, blev der sagt i højtalerne. Yes! Så manglede jeg bare en 8 timers lang flyvetur til New York, og der efter en flyvetur fra New York til Atlanta, som så tog 2 timer, og så til sidst en køretur i bil, fra lufthavnen i Atlanta og hjem til den familie jeg skulle bo ved. Det ville blive hårdt. Jeg begyndte at pakke mine ting, og gøre mig klar. ’’Så er vi i København-lufthavn’’. Jeg steg ud af toget, gik hen af perronen og gik usikkert op af rulletrapperne. Der var en masse mennesker i lufthavnen, og det var ikke til at finde ud af. Så til sidst gav jeg op, og spurte en af de ansatte .’’Du skal bare gå ligeud, også til højre. Der er et sted hvor du kan tjekke ind, og aflevere din bagage’’ smilede han. ’’Tak skal du have.’’ Jeg gjorde som han sagde, fik tjekket ind, afleverede min bagage, og der efter gik jeg hen mod det sted, hvor flyet var. Jeg sad og ventede, og ventede, og ventede, og endelig kunne jeg komme om bord. ’’Hej, velkommen om bord’’ smilede en stewardesse, ’’Tak’’ smilede jeg. Jeg gik hen af en smal gang. Selve flyet var gigantisk. Det var tre række, en til højre, en i midten og en til venstre. Jeg skulle sidde i højre side, helt henne ved vinduet. Jeg satte mig, med min kæmpe taske mellem mine ben. Jeg kiggede ud af vinduet, og lige pludselig havde jeg ikke lyst til at tage af sted... Men det blev jeg jo nødt til. Jeg kunne jo ikke aflyse det hele nu…vel? ’’Hej’’ sagde en sød, og venlig stemme bag mig. Jeg vendte mig og så en pige, på alder med mig. Hun havde lange lyst hår, som gik hende midt på ryggen – ligesom mit – hun havde flotte brune, men halv korte øjenvipper. ’’Hej’’ sagde jeg og smilede. Hun satte sig ved siden af mig, med et lille smil. ’’ Hvor skal du hen?’’ ’’Jeg skal til Atlanta, for at gå på high school. Hvad med dig?’’ ’’ Jeg skal til New York, og besøge min far’’ svarede hun glad. Hun virkede sød, og jeg fandt ud af at hun hed Josefine. Men vi blev afbrudt af en stemme fra højtalerne: ’’Velkomme om bord, jeg er jeres kaptajn…Husk og spænd sikkerhedsselerne for nu letter vi’’ ’’Så er du nu’’ hviskede hun stille. ’’Er du bange?’’ spurte jeg hende forsigtigt. ’’Ja….lidt måske’’ svarede hun med en rystende stemme. ’’ Det er ikke så galt, du skal nok overleve’’ smilede jeg. ’’Her tag mig hånd’’ sagde jeg og rakte den ud. Hun tog den lige så stille og smilede. Vi begyndte at køre, hurtigere, og hurtigere, jeg så over på Josefine, som sad og lukkede øjnene, og hun begyndte at klemme min hånd mere, og mere. Så lettede vi og Josefine klemte min hånd, så meget, så jeg råbte ’’Av!’’. Hun kiggede forskrækkede på mig, ’’hvad er det galt?’’ spurte hun forvirret. ’’Min hånd!’’ gispede jeg. ’’Nårrh… Undskyld’’ hviskede hun og smilede. ’’Det gør ikke noget’’. ’’ Er det så slemt?’’ spurte jeg, da vi var kommet helt op.’’Næh… Man kan jo ikke mærke at vi flyver’’ sagde hun stolt, og vi begyndt at snakke igen. Tiden gik og gik, og efter hånden blev jeg træt, tog et tæppe, og lænede mit sæde på meget tilbage som muligt. Jeg lukkede øjnene, og det blev mørkere, og mørkere. ’’Sofie?’’ var der en der spurte forsigtigt, og ruskede let i mig. ’’Ja…hvad er det?’’ mumlede jeg søvnig. ’’Vi skal til at lande. Vågn op!’’ ’’Jaja…jeg er vågen’’ sagde jeg og satte mig hurtigt op. ’’Du sov godt nok i lang tid’’ fniste Josefine. ’’Gjorde jeg?’’ spurte jeg søvnigt. ’’Ja! Du har sovet i flere timer! Faktisk har du sovet i 6 timer!’’ grinede hun. Wow, det lignede ikke mig, at sove i 6 timer i et fly. ’’Men vi skal altså til at lande, så du skal spænde din sikkerhedssele’’ mindede hun mig om. ’’Nårh, ja…Skal jeg holde dig i hånden igen?’’ spurgte jeg om smilede jeg. ’’Ja… Det kunne være rart. Og jeg skal nok prøve på at lade vær med at knuse den, denne her gang’’ grinede hun. ’’Tak’’ smilede jeg. ’’Farvel Sofie. Det var hyggeligt. Håber at jeg møder dig igen en dag’’ smilede hun, og krammede mig. ’’I lige måde’’ smilede jeg og krammede igen. Vi gik fra hinanden og vinkende. Så skulle jeg bare have fundet mit bagage og så finde det næste fly. *2 timer senere* Jeg satte mig ned, denne gang i et lidt minere fly, men det var alligevel ret stort. Denne gang kom jeg til at sidde ved siden af en dreng, omkring 1 år ældre end mig, der også skulle til Atlanta for at gå på high school. Det var en lang og kedelig flyvetur. ’’Så skal i spænde sikkerhedsselerne, og gøre jeg klar, for vi lander om 5 min.’’ Blev der sagt fra højtalerne. Pludselig kom sommerfuglene. Det sværmede ind i mig, fløj rundt og rundt, og jeg kunne slet i finde ud af det. Jeg begyndte at ryste, af bare spænding, jeg kunne slet ikke lade vær med at sidde og sprælle med benene, drengen kiggede underligt på mig, og begyndte at grine. ’’Hva’. Har du fået for meget sukker eller skal du på toilet?’’ grinede han. ’’Nej... sommerfugle’’ grinede jeg. Da vi landede gav det et lille bump og jeg blev helt forskrækket og hoppede op fra sædet. Han grinede bare, og jeg rakte tunge af han. Vi fulgtes ad, for at finde hver vores ’familier’. Det eneste jeg havde snakkede med dem om , var at de ville lave et kæmpe skilt, og gå rundt med det, indtil vi fandt hinanden. Cirka 15 min. efter fandt han sin ’familie’, og jeg måtte selv gå rundt og lede efter dem. ½ timer efter havde jeg stadig ikke fundet dem, og jeg var ved at blive nervøs for de havde glemt mig, men pludselig, så jeg et kæmpe skilt hvor der stod ’’WELCOME SOFIE’’ jeg begyndt at gå i mod det. Og da jeg kom nærmere så jeg en familie, stå med danske flag i hånden, og smilede. Jeg smilede, og begyndte at gå hen mod dem.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...