Når uventet kærlighed blomstrer

Denne novelle handler om Amy som har mistet sin bedste og eneste veninde. Hendes liv er mørkt og trist, men det skal ændrer sig, da hun en dag løber ind i personen som er grund til Anna ville forlade jorden. Pludselig begynder en uventet kærlighed at blomstrer.

12Likes
89Kommentarer
4612Visninger
AA

8. Kapitel 8

’Men skat jeg har sagt, at du kommer med hen til naboen i aften?’ Jeg kunne sagtens høre på min mors stemme, at hun ikke havde tænkt sig at give op. ’Men’ Jeg stoppede da jeg så hendes bedende blik. ’Okay jeg tager med’ sagde jeg opgivende. Hun blev tydeligvis glad. Hvad skulle jeg sige til Shay? Jeg havde faktisk glædet mig til i aften. Pyt skidt. Jeg traskede hårdt op af den lange trappe. Synet af mit smukke værelse, var god medicin til hvert et problem. Mine øjne flakkede hurtigt mellem alt tøjet. Hvad tog man på hen til naboen? Mine øjne faldt på det sæt tøj, jeg havde gjort klar til i aften. Øv, hvor ville jeg gerne have været af sted. Jeg tog en stram trekvartærmet trøje frem. Den var nedringet på ryggen, og sad flot. Jeg beholdte mine slidte shorts på, men tog en strik cardigan med mig. Jeg lagde et lag mascara, da jeg ikke havde haft noget på i dag. Jeg lod mit lange brune hår hænge bølgende ned over min ene skulder.

Vi gik side om side op af den lange indkørsel, mig og min mor. Der holdt en fed bil. En range rover tror jeg. De mange garage døre tyede dog på, at der var flere. ’Bor hun her alene?’ spurgte jeg nysgerrig efter jeg havde set bilen. ’Jeg ved faktisk ikke om hun har nogle børn. Hun er i hvert fald skilt’ Hendes stemme lød lidt tvivlene. Min finger trykkede den stramme ringklokke ind. Lyden af klokken var høj og prægtig. Det gav et lille sæt mig. Jeg flyttede hurtigt fingeren. Der var en der trak i håndtaget. Det blev stille hevet ned. Jeg ved ikke hvorfor, men mit åndedrat blev hurtigt. Min mor kiggede uforstående på mig.

’Velkommen’ Hendes stemme var blød og indbydende. Der bredte sig et stort smil på hendes læber. Det fyldte meget af hendes ansigt. Hun havde små øjne. Hendes hår var mørkt og kort. Jeg så hendes hånd hænge dalredne i luften foran mig. Jeg tog mig selv i at glo, igen. ’Øh… Hej jeg hedder Amy’ Sagde jeg lidt halv forvirret. Jeg synes jeg havde set hende før. Der var noget bekendt over hendes store smil. ’Ja det ved jeg, din mor har fortalt meget om dig’ Jeg kiggede med et ’hvad-har-du-nu-sagt’ blik hen på min mor. De grinede begge 2. Min mor rakte hende den grønne buket, hun havde plukket fra haven. Hendes hus var stort. Der var højt til loftet, men aller højest oppe hang en smuk lysekrone. Gulvet var glat. Det var marmor, tror jeg. Min mor snakkede, hendes stemme var ivrig. De kiggede begge 2 spørgende hen på mig. Jeg havde ikke fulgt med i deres samtale. ’Er du faldet godt til Amy?’ spurgte kvinden mig, tydeligvis for anden gang. ’Ja, eller jeg har ikke rigtig haft tid til at komme ud endnu’ Sagde jeg med min tydeligste stemme, jeg smilede til hende. ’Det var godt. Der er ikke mange på din alder, der ville gå med til at flytte så langt væk fra alle sine venner. Du må være en stærk pige’ Hun smilede, men hendes stemme lød en smule bekymret. ’Jeg havde ikke så meget at blive for’ min stemme blev en smule skrøbelig. Jeg kunne mærke følelserne komme med et sus. Jeg kiggede ned, væk fra alle de spørgerende øjne. Hendes stemme skar stilheden op ’Justin er jo også blevet… ’ Hun stoppede. ’Der har vi ham jo!’ Hun lød glad. Jeg kunne mærke øjnene der hvilede på mig forsvandt. Der kom en. Jeg kunne høre nogle lette trin.

’Hi’ den hæse drengede stemme lød bekendt. Det kunne ikke være, det var umuligt, det måtte ikke være ham. Mit blik kørte stille op af drengen. Jeg mødte de dybe brune øjne, som var rettet mod min mor. Jeg kunne høre hende sige noget om, om det ikke var Justin Bieber. Det kunne bare ikke ske! Det måtte ikke ske! Bekymringen steg i mig, jeg overvejede, om jeg kunne nå at flygte. Mine øjne flaksede febrilsk rundt efter hjælp. De stoppede da de brune øjne mødte mine. Smilet blegnede fra hans ansigt. Hans øjne blev mørke. ’DIG?!’ Han råbte. Jeg kunne mærke jeg panikkede. Hans blik var stift. Han så overrasket ud. ’Kender i hinanden?’ Spurgte hans mor. ’Nej, jeg tror du må have forvekslet mig’ Jeg prøvede at lyde rolig og voksen. Mine øjne kiggede bedende på ham. Jeg grinte lidt nervøst hen til min mor. Jeg kunne se Justins øjne blive lidt forvirret, men også en smule mere afslappet. ’Ja..’ hans stemme var hård. Jeg kunne mærke jeg slappede lidt mere af. Jeg orkede ikke min mor, skulle finde ud af det med centret. Jeg rakte min hånd frem mod Justin. Han kiggede på den som om det var noget afskyende, men han tog den. Han trykkede min hånd kort. ’Jeg hedder Amy’ ’Justin’ han sagde det kort, koldt og uden et smil på læben. ’Amy er en meget stor fan’ Min mors kommentar fik mig til at gyse. Jeg kiggede vredt på hende. ’Nå så det er du?’ Han stemme var lidt ironisk. Han grinede et tydeligvis falsk grin til min mor, som bare grinede med.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...