Når uventet kærlighed blomstrer

Denne novelle handler om Amy som har mistet sin bedste og eneste veninde. Hendes liv er mørkt og trist, men det skal ændrer sig, da hun en dag løber ind i personen som er grund til Anna ville forlade jorden. Pludselig begynder en uventet kærlighed at blomstrer.

12Likes
89Kommentarer
4623Visninger
AA

11. Kapitel 11

Ordene kom bag på mig. Det føltes overraskende godt, at få sådan et kompliment. Det var første gang en dreng havde sagt det til mig. En underlig følelse spredte sig i min mave. Som om hundrede af små sommerfugle fyldte min mave. Jeg var faldet dybt ind i hans øjne igen. At sidde sådan her. At sidde sådan her med ham i hundreder af år. Det ville jeg gøre til hver en tid. Tiden stod stille, som om den aldrig havde eksisteret. Som om intet andet eksisterede. Jeg kunne se et smil sprede sig over hans ansigt. Måske havde han regnet med jeg svarede på hans spørgsmål. Jeg anede ikke hvor langt tid der var gået. Om det var for sent at svare. Jeg var ligeglad. ’Tak Justin’ De 2 ord hang i luften. Hans smil var ikke blegnet. Hans ansigt nærmede sig mit. Langsomt. Jeg hørte håndtaget gå ned. Vi vendte begge hurtigt hovedet. Hans hånd forsvandt fra min hage. Jeg blev hevet ud af hans brune øjne.

’Undskyld hvis jeg forstyrrer. Amy jeg ligger mig nu’ Hun rettede sit overraskede blik mod mig. Jeg havde lyst til at slå mig selv oven i hoved. Hvor var det pinligt. Man kunne se i hendes blik, at hun troede i havde gang i noget. Det havde vi altså ikke. Det tror jeg da ikke. ’Okay godnat’ Jeg prøvede at lyde naturlig. Jeg sendte hende et halvhjertet smil. Hun lukkede døren bag sig. Jeg kiggede hurtigt hen på Justin. Man kunne tydeligt se han holdte et grin tilbage. Jeg rystede på hovedet af ham. Hvad var det der lige var sket? Jeg troede han hadede mig? Jeg troede jeg hadede ham? Det var underligt, det hele var gået så stærkt, men han fik mig til at føle mig så… Så levende. Jeg hoppede hen i min seng og trak dynen op under næsen. ’Når, jeg må hellere komme hjem, så du kan få noget søvn’ Han sendte mig et skævt forstående smil. ’Det var hyggeligt at lære dig lidt bedre at kende Amy’.

Han havde sagt, han selv fandt ud. Jeg gad faktisk heller ikke rejse mig. Nu lå jeg bare og kiggede op i det tomme loft. Igen. Jeg kunne høre ham åbne døren ind til sig selv. Jeg tog mig selv i at løbe hen til vinduet, for at få det sidste glimt af ham. Af hans charmerende smil. Jeg lagde mig igen hen i den bløde seng. Mine øjne var svære at holde åbne. Jeg havde ikke tænkt mig at prøve at kæmpe imod. Jeg åbnede døren til det dejligste land. Drømmeland.

’Skat klokken er mange’ Hendes stemme ødelagde den fuldkomne og perfekte stilhed. Den vækkede mig på stedet. Jeg var den type, som kun gad stå ud af sengen, hvis der var noget at stå op får. Normalt skulle jeg hives ud af sengen, men i dag var anderledes. Fra det øjeblik jeg slog øjnene op, var jeg klar til en ny dag. Jeg hoppede op for at finde noget tøj. Min krop var ikke helt med i mit tempo. Jeg blev lidt svimmel. Jeg tog mig til hovedet. Det slog ikke mit gode humør ud. Jeg åbnede døren ind til det store skab. Der kom et sus af lykke fra skabets indre. Igen. Jeg valgte med omhu, en ternet skjorte. Jeg havde et par stykker , den her var rød og blå i bedste skovmands stil. Jeg fandt et par korte shorts, som så slidte ud. Jeg lod skjorten stå åben, så man kunne se den hvide top, jeg havde på indenunder. Jeg trak min mascara frem. Mine øjenvipper var lange. Jeg lagde et lille lag på de øverste vipper. Mit hår lod jeg igen hænge frit. Jeg lavede dog en lille fletning i højre side. Jeg hastede ud af døren til mit værelse. Jeg stoppede da jeg så en skikkelse i spejlet. Mine øjne så nysgerrigt på mit eget spejlbillede. Måske havde Justin ret? Måske var jeg køn? Det havde jeg aldrig overvejet før. Det havde aldrig været en mulighed.

Jeg miksede mig en hurtig morgenmad sammen. Jeg tog mig selv i at gå og nynne. Det var underligt. Mit humør havde taget en fuldkommen vending. Jeg tog min morgenmad i svinget på vejen ud i haven. Min mor sad og trak solen til sig. ’Godmorgen’ Hendes blik vendte sig hurtigt om mod mig. Hendes øjne var dækket af et par overdrevet store solbriller. Hun sendte mig et hemmelighedsfuldt smil. ’Der er hvis nogen der er morgenglad’ Jeg vidste at hun hentydede til i går. Hvor var det pinligt, at hun havde brast ind. Mig og min mor havde talt meget sammen før Anna dødede, men aldrig om drenge. Jo, dvs. ikke om drenge jeg rent faktisk havde en chance for at møde. ’Blev det sent i går?’ – ’Nej’ Hun troede vist ikke på mig. Hun løftede det ene øjenbryn op og ned. Hvor var hun bare irriterende! ’Mor, nej! Han gik lige efter du kom’ Jeg lød lidt halvsur, hvilket jeg også var. Jeg kiggede ned i min morgenmad. Jeg skiftede emne. ’Var det hyggeligt sammen med Pattie i går?’ Jeg lød interesseret. Jeg var interesseret. ’Ja, helt bestemt! Hun er en rigtig flink pige, og hendes søn er da heller ikke værst’ Hun gav mig et puf med skulderen, og smilede alt for meget. Det var for meget. Jeg gad ikke høre på hende mere. Jeg rejste mig og hoppede i mine sorte klipklappere på vej ud af døren.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...