Molly Malone

Den her ide har været i mit hoved i flere år nu.
Molly er en 6 årig pige der bor i 1800 tallets London, hendes mor er død af en sygdom hun ikke ved hvad hedder, og hun bor med sin far der er købmand, han finder en ny kæreste og alt ser ud til at gå godt men så lægger mørket sig over Molly, resten må i selv læse.

1Likes
2Kommentarer
1117Visninger
AA

2. Tiden læger alle sår.

(Dunk) Sagde det da jeg sparkede til bænken foran mig, (dunk) blev jeg ved i en rytme, der gentog sig gang på gang, men efter et par minutter, eller det føltes som et par minutter, vendte manden foran mig sig om og sagde: ”Sir, vil være så elskværdig at få den lille pige til at stoppe?” ”Ja selvfølgelig” Sagde min far til manden og henvendte sig til mig og sagde: ”Molly, der er ikke så langt igen, så kan du ikke vente lidt endnu?” Han kiggede ned på mig med blide øjne, som der tydelig var sorg i, det er ikke fordi jeg ikke forstår det der sker omkring mig… Jeg kan bare ikke finde en sammenhæng. Det ene øjeblik sad vi i en uforglemmelig familieidyl, alt var lykkeligt, varmt og glæde var der rigtigt meget af, de dage blev der færre af, mor begyndte at blive syg og hun blev svagere og svagere og så det her nu. Min fars øjne var fyldt med tårer og jeg kunne virkelig ikke tage når min far græd, det havde han gjort så meget siden mor døde. Hans øjne mødte mine og igen fyldtes jeg af sorg, uønsket sorg, den var så uudholdelig, at jeg begyndte at kigge ned på min vinrøde kjole og nikkede stille, nu græd jeg også, mindet om min mor var stadig helt frisk i mit hoved, jeg kunne huske hendes duft, der duftede af roser og honning, hendes smukke blonde hår, man skulle tro hun var en gudinde, men det var hun jo også for mig. Jeg mærkede en let berøring på min hånd flade, den aede mig op og ned af min hånds ryg, og endte ved at tage mig i hånden og klemme min hånd lidt. Min far prøvede at berolig mig og det hjalp mig til at få modet til at kigge rundt i gudshus. Hele kirken var fyldt op, mændene i den ene side og kvinderne i den anden, men jeg havde fået lov at sidde med min far, fordi jeg var så lille som jeg var. Oppe i loftet hang der en smuk lysekrone, med lys i, det var så smukt og havde en glans af guld, den må have været dyr. Nu hørte jeg en irriterende summen i mine øre, jeg kiggede rundt i lokalet, for at finde lydens ejer, det var præsten, han snakkede et sprog jeg ikke kunne forstå og det hjalp i hvert fald ikke på min fortvivlelse. Jeg begyndte at forestille mig han fortalte et eventyr, et eventyr med sang i og det var derfor vi skulle synge en gang i mellem.



Mere får i senere ^^)
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...