Mere mellem himmel og jord (Engle og Dæmoner)

14 årige Marcus går i 8'ende klasse, og er en populær og sjov dreng. Men da den smukke og gådefulde Melissa en dag begynder i hans klasse, forandres hans liv for altid. Ikke nok med at han er vanvittigt forelsket i Melissa, føler han også at de to har noget mere tilfældes end han lige kan sætte fingeren på.
Men Melissa gemmer på en hemmelighed, og det er op til Marcus om han vil acceptere den, og om vil acceptere sig selv. Melissas hemmelighed gælder nemlig ikke kun sig selv.

3Likes
7Kommentarer
2456Visninger
AA

4. Et forbløffende syn

"Undskyld, hvad?!" råbte Marcus, og så sig vildt omkring. Han håbede ikke på at nogle havde hørt ham. "Jeg sagde at du er en engel" Sagde Melissa meget tålmodigt. Marcus følte det som om at hans øjne kunne hoppe ud af hovedet på ham hvert øjeblik det skulle være.
"Hvad? Nej! Jeg er ingen engel! Hvad fanden snakker du om?!" Nu følte han sig en lille smule vred. Melissa fortsat kiggede roligt på ham. "Vi har holdt øje med dig et stykke tid oppe fra himmelen. Du blev født på jorden, men som engel. Dine forældre er halvt engel. Du er helt engel." Marcus troede ikke sine egne ører. En ting var at Melissa var engel. Det troede han på. Han havde jo selv set hvordan hun svævede over jorden. Og de vinger der nogle gange viste sig næsten usynligt over skulderbladene. Men alligevel nok til at Marcus kunne se dem. Kunne de andre ikke se dem? Var det kun ham? var han virkelig en engel? Han var pludselig ikke så sikker på noget mere.
Han rystede på hovedet af sig selv, og stoppede de latterlige tanker. Selfølgelig var han ikke en engel.
"Hør, Melissa. Jeg ved ikke hvad det er for en idé du går rundt med i hovedet, men jeg er altså ikke en engel. Og skulle jeg så ikke have vinger hvis jeg var en engel?" Melissa afbrød ham. "Oh, jo. Du har skam vinger. Du har bare ikke lært at bruge dem endnu. Jeg var 50 år om at lære at bruge mine vinger. De udløses når man har brug for det. Når man hviler i sig selv. Nogle gange kan de selfølgelig godt vise sig i små glimt." Hun smilede opmundrende til ham.
"Undskyld," sagde han og sank noget, "Men hvor gammel er du?"
"Jeg er 205 år gammel" Sagde hun og afslørede hendes perfekte hvide tænder. "Men det er selfølgelig ikke så gammelt. Jeg er stadig ung engel. Jeg stoppede med at vokse da jeg var 14. Altså det var dér mine vinger viste sig i et glimt første gang. Så stopper man med at vokse derfra. Men der går nok heller ikke så lag tid før dine..." "Jaja, det er godt" Marcus stoppede hendes ordstrøm med håndbevægelse som tydeligt sagde at han ikke gad mere. Det hele var jo komplet latterligt og spild af tid.
"Jeg gider ikke høre mere om det dér, okay? Jeg er ikke en engel, og jeg bliver overhovedet ikke 205 år gammel. Jeg får ikke vinger, og har det ikke. Så nu vil tage hjem, selvom skoledagen ikke er slut. Jeg er træt, og har meget at tænke over. Jeg ved trodsalt at du er engel. Og det er nok for mig." Han hankede op i ryksækken som for at sige at han gik nu. Hun fattede ikke hentydningen.
"Men, Marcus..." "Hej. Hej." sagde han og vendte om på hælen og gik med lange skridt hen over skolegården. "Du skal først lære at acceptere sig selv. Jeg lyver ikke! Og kom til mig når du indser det." Råbter hun efter ham. Han vendte sig ikke for at se efter hende. På vej hjem gav 'Du er en engel' genlyd i hans ører.

Da han kom hjem stillede han sin taske, og gik ud på badeværelset for at vaske sig i ansigtet. Han tog sig ikke af sin mors råb om hvorfor han var hjemme så tidligt. Hun var blevet fyret for nylig og sad dagen lang og prøvede at finde et job i avisen eller på nettet. Han skar tænder.
Det kolde vand føles godt mod den varme hud. Han plaskede det lystigt i hovedet og nød det. Bag efter tørrede han ansigtet i håndklædet og rettede sig op. Han fik et glimt af sig selv i spejlet over vasken, og stivnede..
Han kunne ikke genkende hans ansigt. Det så varsomt ud, men også bange, og koldt.
Han mærkede noget brede sig langsomt over hans skulderblade, og videre op ad.
Et forbløffet gisp undslap hans læber, da glitrende vinger langsomt bredte sig ud over skulderbladene, hvorefter så at bliver mere og mere synlige...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...