København.. vores sted. (JDB)

Julie er lige landet hjemme i Danmark, fra en ferie til USA. - Justin Bieber skal tilfældigvis holde en koncert den samme dag, i Danmark, København. Julie har aldrig rigtigt været den store belieber, hun kan da god lide hans musik og han er da også meget cute.. men heller ikke mere.
Men derimod Julies to andre veninder, Nadia og Amalie er store beliebers. -.. hvad sker der derefter?
(Jeg ved godt, at Justin holdte sin koncert i Herning) - og jeg er blevet inspireret af mange af jeres movellas. Så I må meget undskylde, hvis I føler at jeg har taget noget fra jeres Movella. - Det er IKKE min mening. - Julie.

21Likes
302Kommentarer
8964Visninger
AA

30. 2606 er koden - "Altså" begyndte lægen.

Jeg lå med mit hoved på hans bryst, indtil jeg kunne høre sirenerne komme nærmere. Nadia stod ude på vejen, og prøvede på at vise vej til ambulancen. Men hun lignede altså en eller anden sindsforvirret tosse, der havde spasmer i armene. Hun mindede faktisk lidt om de der stewardesser i et fly, når de skal gennemgå sikkerheden. Men Justin lå stadig helt stille, men havde dog givet nogle små lyde fra sig hvert 20 sekund eller noget. "Det er okay, Justin" hviskede jeg grådkvalt, mens jeg lige så stille nussede ham på kinden. Nu vidste jeg hvordan han havde det, når han så at jeg havde et anfald.

Ambulancemændene fik taget alt deres grej, og skyndte sig over til Justin. "Hvad er der sket?" spurgte den ene mig, mens den anden undersøgte Justin. Nadia stod hele tiden ved siden af mig, og holdte mig i hånden. "Han faldt baglæns ned ad trappen, og stødte baghovedet direkte ned i asfalten" stammede jeg, men jeg strammede grebet om Nadias hånd. "Jeg prøvede virkelig at holde ham vågen, ved at slå ham på kinderne, og hele tiden snakke til ham. "Men han faldt hen og blev helt bleg" græd jeg. "Vi tager ham med på Rigshospitalet. Kørsel 1. Er han allergisk overfor noget.. er der noget vi burde vide?" spurgte han meget bekymret, mens han kærligt lagde hans hånd på min skulder. "Han er fra USA. Og kan kun snakke amerikansk" mumlede jeg og tørrede mine kinder, med bagsiden af hånden. De løftede hans smukke krop op på båren, og hjulede ham derind. "Skal du med?" spurgte han og gik hen mod ambulancen. "Ja!" sagde jeg og krammede Nadia. "Jeg tager en bus eller noget, Tuller. Du skal ikke være alene om det her, og bliv hele tiden ved din telefon okay?" sagde hun og puffede mig over mod ambulancen. "Han klarer den" sagde hun selvsikkert til mig, mens jeg løb over til ambulancen.

De havde anbragt en iltmaske henover hans ansigt.. så både hans smukke læber, og søde næse var dækket til. Hans gyldenbrune øjne var lukket helt i, og han trak vejret alt for tungt. "Jeg sætter lige et drop i. Så vi kan give ham den rigtige medicin" sagde behandleren blidt og stak en nål i Justins dejlige hånd. Den hånd jeg havde holdt i lige før.. for 30 minutter siden havde han grint og kysset mine læber. Jeg kunne stadig mærke dem mod mine, og af ren automatik tog jeg min hånd op til munden - og smilte lidt ved tanken.

Jeg kom i tanke om at jeg da også måtte ringe til Pattie (hans mor). I denne situation ville det nok ikke gøre noget, hvis jeg tog hans telefon og ringede til hende. Han havde en iPhone 4, med kode på. FUCK!? Hvad var hans kode!? Jeg prøvede *0103*. (Hans fødselsdags dato). Nej, det var ikke dén. Jeg prøvede "2606" - min fødselsdags dato. "Godkendt" viste skærmen. *AAAAWH! Han havde min fødselsdags dato som kode.

Pattie var 'kodet ind' som 'Mommy' og så et hjerte. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Mors lille dreng! - Jeg ringede op, og en stemme der mindede meget om Justins sagde "Det' Pattie". "Hej Pattie. Det er Julie. Jeg ringer fra Justins mobil. Det er nok en god idé at du skynder dig Rigshospitalet - Justin og jeg er i ambulancen. Han har hul i hovedet, og er bevidstløs.". Sagde jeg i én køre, og var helt forpustet. "OMG! Er han okay?" begyndte hun, mens man kunne høre nogle stilletter der løb henover gulvet. Hun var nok allerede på vej. "Altså; det ser ikke godt ud herfra. Men jeg forlader ham ikke. Jeg bliver hos ham hele tiden. Vi er ved at være her nu, men jeg ringer omkring hvilken stue og sådan. Vi ses derinde, Pattie" sagde jeg panikslagen da dørerne blev åbnet og Justin rullet ud. "JEG ER DER OM 15 MIN!" råbte hun i røret. Jeg skyndte mig efter Justin, som stadig var helt væk. De skulle undersøge ham.. og de 45 minutter var de værste i mit liv. "ER HAN OKAY!?" råbte jeg meget højt, mens jeg væltede stolen jeg havde siddet på. "Altså.." begyndte lægen.

*Mwuaha! Hvor er jeg ond! Klokken er 23.40 og jeg har skrevet med min iPhone. Jeg skal op klokken kvart i kvalme imorgen.. men I fortjente et kapitel. Undskyld hvis der er nogle fejl, de 2 sidste kapitler er fra min iPhone. Retter imorgen! ;-) Gooodnat!*
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...