Jeg vil bare have en normal storebror!(JDB)

Det er en historie om Justin Drew Bieber.
Jeg opdigter lige en lillesøster til ham, hun hedder Carina og er 13 år gammel. Hun ligner Justin ret meget!

16Likes
170Kommentarer
4513Visninger
AA

9. Sidste tur..

Jeg vågnede i et helt hvidt rum, alt var hvidt. Jeg vil dreje mit hoved, men det gjorde alt for ondt. Jeg kiggede op i luften, jeg løftede min ene arm op, bare lidt. Der kom igen smerter.
"HUN ER VÅGEN!", råbte Justin.
En masse mennesker kommer hen til mig. Jeg kunne huske dem, men ikke hvad der var sket? Hvorfor jeg var her?
"Hva... hvad er.. der sket?", fik jeg sagt med besvær.
En sygeplejeske kom hen til mig.
"Du styrtede på din pony, du er ikke kommet alvorligt til skade. Du besvimede ud på springbanen. Det eneste der er sket er at du har forstuvet venstre fod voldsomt. Du skal holde dig i ro i 2-3 dage. Du må ikke bevæge dig fysik. Du bliver måske udskrevet imorgen.", sagde hun og gik igen.
Jeg lå bare og kiggede op i luften, og prøvede at huske hvad der var sket. Men jeg kunne simpelhen ikke. Hvordan kunne jeg huske alt andet, men ikke hvad der var sket?
"Hvad .. er der .. sket med Zantos?", spurgte jeg.
"Han er desværre ..", sagde min mor imens hun kiggede rundt på alle andre.
"Han er blevet kraftig halt på højre forben, dyrlægen sagde det ville være bedst hvis han blev aflivet. Men det valg, synes vi selv du skulle tage. Han vil aldrig blive ridehest igen.", sagde hun med tårer i øjne.
"Aldrig ridehest igen?", sagde jeg imens tårene begyndte at rende ned ad mine kinder.
Caitlin stod med et tomt blik, det lignede hun havde skyldfølelse. Men hvorfor gjorde hun det?
Jeg vendte mit hoved, selvom det gjorde mega ondt. Jeg lå og kiggede ud af vinduet imens tårene bare rendte ned ad mine kinder.
Jeg faldt i søvn.
Jeg blev vækket næste morgen af Christian. Han kyssede mig på kinden.
"Søde, du bliver udskrevet om lidt.", sagde han og kyssede mig igen.
Jeg satte mig op i sengen, jeg havde ikke smerter andre steder end i min venstre fod. Jeg gik ned af sengen, min mor kom hen og krammede mig. Jeg gik selv ind og skiftede tøj, bag sådan en ting ting.
Vi gik ned og fik mig udskrevet, jeg gik og støttede mig op ad Christian som holdt om mig.
Vi kom hjem til Christians hus, jeg mødte Justin der stod og ventede udenfor. Men ham var jeg ret så ligeglad med, jeg vil se Zantos!

Jeg gik så hurtigt jeg kunne over imod stalden, hen til hans boks.
Der stod han.
Hovedet sunket, støttede ikke på højre forben. Hans øjne så, så triste ud.
"Zantos..", hviskede jeg stille til ham.
Han løftede straks hovedet op og vrinskede. Hans øre rejste sig med det samme, hans blik gik fra trist, til at få en livsglæde.
Jeg åbnede boksen, gik hen og krammede ham så hårdt jeg kunne. Imens tårene bare begyndte at rende ned ad mine kinder.
Jeg satte mig ned. Jeg sad lidt og kiggede på ham. Zantos lagde sig ned, ved siden af mig. Han lagde hovedet på mine lår, selvom det gjorde ondt. Fik han lov alligevel. Det lå han, med næsten lukkede øjne. Han lå og kiggede på mig med det blik, kærligheds fuldt, tillid, en ægte ven. Jeg sad og aede ham, en tåre ramte hans bløde pels. Hvor vil jeg bare ikke miste min bedste ven, hvor vil jeg bare ikke miste min livsglæde, mit lys, mit liv. Tårene rendte ned af mine kinder, jeg kunne høre en komme. Jeg kiggede op, det var Caitlin.
"Må jeg komme ind?", spurgte hun stille.
"Ja..", sagde jeg stille.
"Han er sød var?", sagde hun stille, vist bare for at starte en samtale.
"Ja, han er ihvertfald rolig", sagde jeg og smilede til hende.
"Det er så kun overfor dig.", sagde hun.
"Hvad mener du?", spurgte jeg.
"Da jeg red på ham, imens du ikke var her. Var han helt umulig. Han stejlede og bukkede. Opførte sig som en sindsyg hingst. Men jeg blev ved med at ride på ham, og det skulle jeg ikke have gjort. For det gav bare dårlige ture for begge. Jeg tro bare han blev så glad for at se dig igen, så han endelig kunne være sammen med den han virkelig hørte sammen med. Da I styrtede havde i for meget fart på, Zantos havde problemer med at finde afstanden, og håbede på du fandt den. Men da han havde så meget fart på, ville der være umuligt for dig at kunne finde den. Det viste Zantos selvfølgelig ikke, han var bare glad. Glæden smittede af på dig, og det hele blev til en leg. Jeg siger ikke det er din skyld. Det kunne have været sket for selv den bedste, det sker for mange. Men denne gang, skete det bare meget voldsomt. Før du tager et valg. Så tænk på om, din bedste ven er vigtigere end en roset til stævner.", sagde hun og gik.
Jeg sad og kiggede fortabt ned på Zantos. Han betyder virkelig meget for mig, meget mere end noget andet. Jeg sad flettede hans pandelok, imens han trak vejret dybt. Meget dybt. Jeg sad og snakkede beroligene til ham, men blev afbrudt af min mor der sagde der var mad.
"Jeg er ikke sulten", sagde jeg uden at kigge op.
Tanken om at forlade Zantos her helt alene, ville jeg ikke.
Hun sagde ikke noget, men gik bare igen.
Jeg rejste mig op, Zantos blev liggende. Jeg lagde mig hen, så jeg lå og brugte hans hals som en "hovedpude". Jeg faldt i søvn efter lidt tid.

Jeg kunne høre en masse stemmer stå ude foran boksen. De snakkede om mig og Zantos.
"Nuurh, hvor er det bare sødt."
"De er så søde sammen!"
"Der er da virkelig ikke noget der kan skille dem ad!"
"De passer perfekt sammen!"
"Det er virkelig det sødeste jeg nogensinde har set!"
"De ligger bare og sover sammen!"
Der gik ikke særlig lang tid for de begyndte at gå igen.
"Du ved bedst selv, Carina!", hørte jeg Caitlin sige. Det lød som om hun tog et billede.
Der gik ikke særlig lang tid, før min mor, Justin og alle de andre stod og så på.
"Det er synd at skille dem ad!", hørte jeg Caitlins mor sige.
Jeg lå med lukkede øjne, men var vågen. Zantos trak stadig vejret tungt. Så han sov.
"Det var synd det lige skulle ske, for dem.", sagde Caitlin. "De er som .. det er ubeskriveligt. Det er som om de lever i hinanden. Man kan simpelhen ikke beskrive det."

Da de var gået lå jeg med åbnede øjne, og tænkte på alt det mig og Zantos havde været igennem. Alt det vi havde klaret sammen, alle de minder. Jeg begyndte igen at græde. Zantos vågnede vist.
"Jeg elsker dig, mit alt!", sagde jeg til ham og kyssede ham på mulen.
Jeg gik stille op imod huset. Jeg gik ind på mit værelse, uden at sige noget til andre. Jeg loggede på MSN. Caitlin sendte straks et billede til mig, hvor mig og Zantos lå i boksen.
Jeg skyndte mig på FaceBook og ændre profil billede, jeg skrev i billedeteksten 'Mig og Zantos efter vores styrt, lige kommet hjem efter hospitalet. Zantos er blevet kraftig halt, og bliver aldrig ridehest igen. Siger dyrlægen. Jeg elsker dig dreng!(':<3'
Der kom hurtige en masse kommentar, om at der var et super sødt billede, og de håbede vi begge havde det godt.
Jeg loggede af og gik i seng, jeg lå længe og tænkte på Zantos. Men jeg kunne simpelhen ikke falde i søvn. Så jeg gik på PC'en, gik ind og kiggede alle de klip med mig Zantos. Der var satme mange, jeg begyndte at græde, ved videoen om vores udvikling. Vi havde virkelig rykket os sammen, og han fortjente at leve videre...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...