'Et mareridt bliver til virkelighed'

15 årige Maria drømmer det samme mareridt igen og igen. Da mareridtet en dag bliver til virkelighed, ved hun ikke hvad hun skal gøre. Hun kan ikke længere skældne drøm og virkelighed fra hinanden.
Drømmen betyder noget helt specielt, noget uhyggeligt. Og da Maria prøver at finde ud af hvad det er, får hun store problemer.

0Likes
4Kommentarer
1521Visninger
AA

3. Kapitel 3

"Hallo? Maria, hører du efter?" Min veninde Camilla svinger sin skoletaske over skulderen og ser irreteret på mig. "mmh..?" Mumler jeg bare og gnider øjnene, og gaber. Jeg er forvirret over at jeg ikke kan huske drømmen sådan som jeg plejer. Faktisk kan jeg ikke huske noget som helst fra den. Hvordan er det nu den plejer at..?
"HALLO! Jeg sagde til dig at jeg ikke kan tage med dig hjem efter skole idag. Jeg skal med Jenny hjem og arbejde på fysik opgaven." Hun svinger sit kastanjebrune hår over skulderen og hæver det ene øjenbryn. "Nårh, øh, okay" Siger jeg og undrer mig over at min slettede hukommelse fylder så meget i hovedet på mig. Jeg prøver hele tiden at komme i tanker om drømmen. Men det er som at prøve at åbne en låst dør uden at have en nøgle. Jeg skubber mit halvlange sorte hår om bag øret, og kigger på hende med mine blå øjne. "Jamen, du må have det hyggeligt så" Siger jeg og kigger en smule træt på hende. Jeg føler mig smadret.
"Er du sikker på at du er okay?" Udbryder hun, og kigger undersøgende på mig. "Du ligner udskidt æblegrød, hvis jeg skal være helt ærlig." Hun skærer en grimasse. "Jeg er okay" Siger jeg og tager en dyb indånding. "Jeg er bare en smule træt. Jeg har ikke fået meget søvn i nat."

På vej hjem fra skole nyder jeg fuglenes sang, og tænker på hvor ærgeligt det er at skolen lige er begyndt igen. 9'ende klasse er hård.
Imens jeg går og tænker, fanger jeg bevægelse ud af øjenkrogen. Noget springer frem fra busken tæt på mig, og jeg går i panik. Jeg sætter i løb, og løber så hurtigt jeg kan. Jeg skyder genvej gennem skoven, i stedet for at tage vejen udenom som jeg plejer. Alt imens jeg løber dér, begynder min hukommelse at røre på sig. Jeg får en voldsom følelse af Déja-vu. Hvornår er det jeg har flygtet fra noget på denne måde? For at komme væk.. væk..
Med en voldsom lyd rammer jeg jorden hårdt, og skriger da jeg mærker at min fod stadig sidder fast i den rod jeg faldt over. Den blev forvredet i faldet. Mit skrig stiger da jeg mærker smerten fra den forstuende fod. Jeg drejer kroppen, og vender hovedet lidt for at se hvor slemt det står til. Og mærker aftensmaden fra igår bane sig vej gennem halsen, da jeg ser at foden sidder omvendt. Jeg brækker mig med en hæftig lyd, og min krop falder slapt sammen. Nu er fuglenes sang holdt op og alt bliver mørkt. Det sidste jeg husker er at jorden åbner sig neden under mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...