Kærlighed er den bedste medicin (JDB)

Stella Smith er en 16 årige pige, der har anoreksi. Hun mistede sin far da hun var 13 år og hendes mor arbejder hele tiden. Hun er bedsteveninder med Caitlin Beadles og rigtig gode venner med Justin Bieber, Payton Rae Burrows og Christian beadles.
Kan Stella klare sig selv, eller når hun grænsen, hvor hun er blevet for svag?
Finder folk ud af at hun har anoreksi?

25Likes
161Kommentarer
5495Visninger
AA

4. Simon Smith

Jeg kiggede rundt i huset. Her var tomt! Jeg havde nu heller ikke regnet med at min mor ville være hjemme! Min mor hedder Mandy og er 34 år, hvilke vil sige hun fik mig da hun var 18 år.
Hun arbejder i et meget populært firma, som direktør. Hun går på arbejde klokken 7 om morgnen og kommer hjem klokken 8 om aftenen. Når hun endelig kommer hjem, er hun vildt træt og går i seng.
I weekenden er der hele tiden folk, der ringer til hende og vil spørge om noget med arbejdet!!
Det er vildt irriterende. Min mor har heller ikke lagt mærke til, at jeg ikke spiser.
Jeg vil vædde med, at Sandie kender mig bedre end min egen mor!

Jeg gik op på mit værelse og satte min Dunlop på sengen. Jeg orkede ikke at pakke ud, jeg orkede ingenting!! Jeg gik ud til døren igen og kiggede efter om jeg havde låst den. Hvis min mor skulle komme hjem skulle det lige passe, at det var når jeg skulle til at stikke fingeren i halsen.
Der var helt mørkt i huset, det er nu, at skyggerne tager over i huset!! Jeg kiggede mig usikkert omkring og listede ud på toilettet. Jeg satte mig ned på knæ på det kolde stengulv og løftede toiletbrættet. Jeg kiggede ned i kummen og lyttede til skyggernes larm.

Jeg tog min hånd op til mit ansigt og begyndte at få tåre i øjende. Stop det Stella!! Nu gør du det.
Jeg tog min pegefinger og min langfinger og stak dem så langt jeg kunne ned i min hals.
Der skete ikke noget. Jeg prøvede igen og tog hurtig min hånd væk, da det kom op. Min mave snurrede rundt som normalt, og jeg kunne ikke få vejret. Ubehagelig følelse, men godt bagefter.
Efter jeg havde kastet op, sad jeg lænet op af væggen og lyttede til mine tanker. Tankerne fløj rundt i mit hoved, var det nu klogt, det jeg lige havde gjort? Hvad ville Caitlin sige? Hvordan har Payton det? Hvad vil hun sige? Kan Justin lide mig? Hvad vil han sige, hvis han vidste det?
Elsker min mor mig, og hvad ville hun sige?

Efter 10 minutter med spørgsmål flyvende rundt i hovedet, tog jeg mig sammen og rejste mig stille op. Det sortnede lidt for mit øjende, men jeg blev hurtig normal igen. Jeg gik ud til gangen og tog min mors bilnøgler og gik ud til hendes bil. Min mor cykler eller tager toget, når hun skal på arbejde, da hun er blevet lidt bange for at køre bil efter min fars død. Jeg startede bilen og kørte hen til kirkegården, hvor min far ligger begravet. Det begyndte at regne voldsomt og vinduesviskerne bevægede sig hurtigere og hurtigere. Jeg drejede ned på parkeringspladsen til kirkegården og parkerede hurtigt bilen og gik ud. Regnen styrtede ned og jeg tog hurtigt min hætte på og hænderne i lommerne. Jeg gik forbi mange grave og fik det dårligere og dårligere, jo tættere jeg kom på min fars grav. Skyggerne overtager kirkegården, når vi andre ikke er der! Det er deres sted, og de vil ikke gøre os fortræd, men de kan heller ikke lide, at der kommer ”nye” mennesker gående på deres sted. Jeg har været her mange gange og skyggerne er vant til mig, og jeg er vant til dem.

Det prikkede i mine øjne og tårerne overtog mine øjne. Jeg blinkede hårdt og bed mig i læben.
Der lå han, min far Simon Smith 29/4- 1977 – 12/11- 2008. At se mit fars navn, og den dag han døde, får mig altid til at græde. Tårerne trillede ned af mine kolde kinder, og jeg tørrede dem hurtigt væk, så ingen kunne se, at jeg havde grædt. Jeg bukkede mig ned og mine fingrespidser strejfede hen over min fars gravsten. Det gav et sug i mig, men jeg lod mine fingre være på gravstenen.
Jeg tog min hånd til mig igen, og bad til min far. Jeg gav gravstenen et luftkys og kunne mærke endnu et sug. Jeg kiggede mig omkring og gik hen mod min bil. Jeg tændte bilen og sukkede dybt.
Det regnede stadig meget, så da bilen startede satte jeg straks vinduesviskerne igang.

Tårerne oversvømmede mine øjne og vejen blev utydelig. Jeg knep øjende sammen, og der trillede utallige tåre ned af mine kolde kinder. Jeg tørrede dem ikke væk, men lod dem bare løbe.
Varmen var begyndt at komme tilbage i min lille krop, og inden jeg fik set mig om, var jeg kommet hjem til et tomt og mørkt hus…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...