Kærlighed er den bedste medicin (JDB)

Stella Smith er en 16 årige pige, der har anoreksi. Hun mistede sin far da hun var 13 år og hendes mor arbejder hele tiden. Hun er bedsteveninder med Caitlin Beadles og rigtig gode venner med Justin Bieber, Payton Rae Burrows og Christian beadles.
Kan Stella klare sig selv, eller når hun grænsen, hvor hun er blevet for svag?
Finder folk ud af at hun har anoreksi?

25Likes
161Kommentarer
5525Visninger
AA

10. At vågne op til ens værste mareridt


----------------- STELLAS SYNSVINKEL ------------------------

”BIB BIB BIB BIB…..” Lyden irriterede mig vildt meget. Jeg vidste ikke rigtig hvor lyden kom fra, men jeg kunne høre det var tæt ved mig. Jeg kunne høre en masse snøfte og hviske til hinanden. ”Stella?” Kunne jeg høre Caitlins stemme sige. Jeg havde ingen kræfter til at åbne øjende og snakke med dem, så jeg lavede bare en lille lyd ”hm”. Caitlin kom og tog min hånd og nussede den. Hun snøftede lidt, og jeg kunne mærke en tåre lande på min kolde hånd.
Jeg samlede mine kræfter sammen og klemte hendes hånd, så meget som jeg nu kunne.
”Stella!” Sagde Caitlin glad. Jeg slap hendes hånd og lagde min egen hånd langs min krop.

”I kan godt komme ind igen, hun er ved at vågne!” Sagde den kvindelige læge til Caitlin, Payton, Christian, Jack, min mor og Sandie. De var blevet ’smidt’ ud for 10 minutter siden, da lægerne skulle veje mig og give mig noget sødmælk. Jeg lå og kiggede spændt på døren og så dem alle komme glade ind.
”Min lille skat!” Hvinede min mor og kom hen og krammede mig. Jeg smilede bare og kiggede hen på de andre, der stod med glæde tårer i øjende. Caitlin og Payton kom hen og krammede mig, og bagefter kom Christian og Sandie med Jack lige i hælende. ”Hvor har vi været bekymret for dig!” Sagde Sandie, efter hun havde givet mig et kram. Jeg kiggede flovt ned og fik hurtigt øje på alle de ledninger og nåle, der var i mine arme. Jeg strejfede mine arme med mine to fingre og kiggede op igen.

Den kvindelige læge fra før kom ind igen og sagde ”Vi har lige målt hende til at være 60 cm om maven, 16 cm armen og 32 cm lår” De andre fik et forskrækket ansigtsudtryk, men lægen forsatte
”Det er ikke de bedste mål. Kan du prøve at rejse dig op? Bare ignorer ledningerne.” Jeg kiggede underligt på damen, men rejste mig op og stillede mig op på vægten, som var få meter fra sengen.
Jeg turde ikke kigge ned på den, så jeg kiggede bare ind i den hvide væg. ”Ja, det ser jo overhovedet ikke godt ud!” Sagde lægen usikkert. ”Hvor meget vejer hun?” Spurgte min mor usikker og bed sig i sin tommelfinger. ”Ja altså hun vejer 39 kg.” Sagde lægen og skrev det ned i sine papirer, som hun stod med i hånden. Jeg kiggede tilbage for at se deres reaktion. De var tomme!! Intet i deres blikke. Deres sjæl var fløjet bort fra bygningen og kommet tilbage. ”Du må godt lægge dig op igen” Kommanderede lægen. Jeg gjorde som hun sagde og lagde mig under mit lilla tæppe.
”Ja Stella, det er jo ikke nogle vanvittige gode mål. Det var faktisk godt du kom herind!! Vi vil hjælpe dig med at kunne spise igen og ikke kaste op. Har du været ude for noget tragisk her indenfor de sidste 3-4 år?” Jeg kiggede ned på min venstre underarm. Skulle jeg fortælle, at jeg havde skåret i mig selv? Ville jeg have hjælp? Havde jeg brug for hjælp?

”Stellas far og min mand, døde for 3 år siden!” Svarede min mor for mig. Jeg kiggede op på hende og bagefter på lægen. Hun skrev ned og kiggede så op på mig ”Er det derfor du har skåret i dig selv?” Spurgte lægen og kiggede mistroisk på mig. Jeg kiggede hurtigt og bange hen på dem alle sammen. De kiggede alle sammen skræmt på mig, og Caitlin bed sig i læben. Det gjorde hun altid, når hun skulle til at græde. Jeg kiggede ned igen og pillede ved det lilla tæppe. ”Ja” mumlede jeg flovt. Lægen kiggede på mig og skrev så ned. Jeg kunne mærke en masse blikke fra enden af min seng, hvor min mor, Sandie, Caitlin, Payton, Christian og Jack stod. Jeg turde ikke at kigge op og blev bare ved med at pille ved mit tæppe. ”Okay, det var alt, jeg skulle vide for nu! Vi ses Stella.”
”Ja vi ses.” Mumlede jeg og kunne mærke tårerne i mine øjenkroge. ”Tusind tak for hjælpen Charlotte!” Sagde min mor og gav hånden til min læge. som åbenbart hedder Charlotte. ”Det var så lidt. Vi skal nok få hende rask! Det lover jeg” Svarede Charlotte og sendte mig et smil. Jeg kiggede hurtigt ned igen, og jeg kunne mærke en tåre løbe ned af min kind. Jeg tørrede den hurtigt væk og kiggede på min underarm. Hvorfor var jeg ikke stærk nok til selv at klare det? Hvorfor ser jeg en tyk pige, når andre ser et skellet? Hvor var Justin? Ville jeg nogensinde komme ud her fra? Tankerne fløj rundt i mit lille hoved, men de blev hurtigt afbrudt af Caitlin, der kom grædende hen og gav mig et kæmpe kram. Min mor og Sandie var gået ud på gangen for at snakke med lægen og for at græde færdigt, uden jeg skulle se på det. ”Undskyld” mumlede jeg fuld af gråd, mens Caitlin krammede mig ind til sig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...