Galskaben

Selvom Saphire og Saffron var tvillinger havde de aldrig haft problemer med at være adskilte. Men da galskabens ramte dem, behøvede de hinanden mere end nogen sinde, men end ikke sammenhold og kærlighed kunne vinde denne kamp!

5Likes
13Kommentarer
2675Visninger
AA

7. Kapitel 7

Kommissær Andrews står og betragter den hærgede gyde, med galden siddende i halsen. De 15 massakrerede lig blev fundet samme morgen af et par teenagere, der fjollede rundt på vej til skole. Selvfølgelig var de stakkels børn fuldstændig ude af den, og en ung pige var blevet sendt på sygehuset, i en slem choktilstand. Andrews kan godt følge hende. Selv har han også lyst til at komme væk i en fart. Scenariet der havde udspillet sig her i gyden måtte have været frygteligt. De 15 lemlæstede drenge havde alle været bevæbnede, med enten knive, knojern eller hammere, og en enkelt, formegentlig lederen havde haft en pistol på sig. De var i aldrene 15 til 20 år, og var alle sammen klædt mere eller mindre ens. Bandeopgør, havde en af betjentene sagt, og Andrews er ikke langt fra at være enig med ham, men der er noget andet han ikke kan få til at passe ind. På flere af ligene, var der kradse- og bidemærker efter et sæt tænder der så højst unaturlige ud. Skarpere end mennesketænder, men alligevel for menneskelige til at kunne være et dyrs. Og det ser ikke ud som om at drengene er blevet dræbt med våben, men snarer med de barer næver, og fra så forskellige vinkler, at det kunne lignes Catwomans arbejde. Men det er selvfølgelig latterligt.
Politiets teknikere er lige gået i gang med at undersøge stedet, og lægge ligene i ligposer, da en af teknikerne vinker Andrews over til sig.
- Kommissær? Jeg tror hellere at du må kigge på det her.
Andrews går hen til gydens midtpunkt, til liget af den formodede leder, der ligger henslængt, som om han blev kastet op i luften, før han landede. Hans ene hånd er knyttet, og i den sidder en lille tot ildrødt hår. Det er for det første fantastisk nyt for efterforskningen, da en DNA test selvfølgelig vil hjælpe dem meget, men der er en anden ting som sidder og genere foruroligende, og det er at denne røde tot hår, næsten ser ud som om den gløder!?

Margaret Brown nynner let frem for sig. Skoven er så dejlig grøn på denne årstid, og fuglene synger energisk, selvom de denne aften ikke synes at være særlig aktive. Selv Margarets tykke beagle, Sofus, ser ud til at være sløvere end normalt, nærmest bange? Margaret kan også selv mærke det. Den kriblende kolde fornemmelse i nakken, der ofte opstår ved en følelse af at blive beluret, og den paniske lille impuls der sidder i baghovedet og styrer den lille mekanisme der har kontakt til flugtinstinktet, kan hun mærke fingererer ved sin fornuft, og hun begynder at gå lidt hurtigere. Skumringen er stadig en time væk, men alligevel ligger der en underlig unaturlig skygge hen over skoven, her ved skrænterne. Den føles omklamrende og forræderisk, og som om at den bærer på en hemmelighed, som om at den gemmer på noget eller nogen!?
Sofus giver af og til en klynkene knurren fra sig, men pludselig stiger den til en hidtil ukendt højde. Margaret farer sammen.
- Jamen Sofus, sådan har du da aldrig lydt før!
Hun mærker hjertet synke i hende, og hendes åndedræt blive besværet, da hendes øjne falder på den tykke Beagle, der står trykket helt op af sit ben, rystende af skræk. Den har ikke sagt en lyd. Den rallende knurren kommer ikke fra ham. Den kommer faktisk slet ikke fra nogen af dem, eller deres område. Den kommer fra inde mellem træerne, fra to par gnistrende syregrønne øjne omkranset af røde flammer af en art. Margaret ser ikke mere. Hendes åndedræt stopper og hendes hjerte sænker farten fra tophastighed til næsten ingen slag. Hun mærker svagt hundesnoren blive revet ud af hendes hånd, og en svag piven fra Sofus. Derefter mærker hun benene svigte under hende, og jorden kommer farende op imod hendes ansigt. Derefter bliver alt sort, på nær de gnistrende grønne øjne, der har brændt sig fast på hornhinden og i hendes hukommelse. De vil forfølge hende altid!

Politikommissær Victor Andrews har netop lukket døren efter sig, til sit kontor. Jakken hænger over hans trætte arm, og han har sin mappe dinglende fra sin løst lukkede hånd. Han gaber og trasker træt igennem politistationens foyer, da han hører stemmer fra et af politifolkenes kontorer. Han er for træt til at se efter, og styrer videre mod udgangen, da han pludselig hører politibetjent Jenny Sommers stemme bag sig.
- Godaften Kommissær. Jeg vidste ikke at De var her. Jeg troede at jeg var den sidste her.
Andrews giver hende et træt smil.
- Det er du også lige om lidt. Har du aftenvagten?
Hun nikker. Han skal lige til at vende sig og gå videre, da Jenny afbryder ham.
- Jeg skulle faktisk til at ringe til Dem. En kvinde er blevet fundet bevidstløs i en skov ude ved kysten. Hun er blevet meldt savnet en time før man fandt hende, og hun er nu blevet indlagt med hjerteproblemer.
Andrews gaber igen.
- Kan det ikke vente til i morgen?
Jenny rømmer sig.
- Jeg tænkte bare at det måske ville interesseret dig, for nær stedet hun blev fundet, fandt man også et lig af en teenagedreng, flydende rundt i brændingen. Han var temmelig maltrakteret da man fandt ham, og hans kvæstelser stemmer overens med massakren i gyden.
Andrews vender sig hurtigt om, og ser på sin unge kollega. Straks var alle idéer om søvn borte, og Andrews fulgte hastigt med betjent Sommers til retsmedicinernes kontorer.

Andrews har ikke sovet særlig godt eller længe, før han fik et opkald fra hospitalet om at Margaret Brown var kommet til bevidsthed igen. Han er hurtigt ude af sengen, og ikke længe efter er han på vej til hospitalet. Han bliver modtaget af en sygeplejerske i foyeren, og ført op på 3. Sal, afdelingen for sindssyge.
- en psykose? Gentager Andrews, efter en kort opsummering af Mrs. Browns tilstand.
Sygeplejersken nikker.
- Af en art. Hun ligger bare i sengen og stirrer ud i luften med et mærkelig blik, som om hun ser på noget der er der, men som kun hun kan se.
- ”noget der er der, men som kun hun kan se”? Gentager han.
Sygeplejersken tøver.
- Hun siger også usammenhængende ting, som ”de grønne øjne”, og ”skyggen”, og når vi spørger ind til hvad det er hun siger, siger hun bare ”knurren”, og så er hun også begyndt at knurre selv, på sådan en mærkelig rallende måde, som et kattedyr af en art.
Andrews rynker panden. Han ser skeptisk på sygeplejersken, men han finder ingen grund til at tvivle i hendes øjne.
I det samme ankommer en anden sygeplejerske og fortæller henvendt at Mrs. Browns mand er ankommet. Andrews nikker kort til begge sygeplejersker, og retter derefter opmærksomheden mod manden, der kommer gående nede fra elevatoren af. Han har mørkt hår, er middelhøj og slank. Hans ansigt ser trist og bekymret ud. Andrews hilser venligt, og manden nikker kort.
- Jonathan Brown, Margarets mand, præsentere han sig.
- Kommissær Victor Andrews. Jeg går ud fra at det var Dem der meldte Margaret savnet?
Manden nikker.
- Ja, i gåraftes. Hun fik en tur med Sofus, vores Beagle, ved 7 tiden, og skulle have været tilbage ved 8 tiden. Jeg ringede rundt til venner og familie for at hører om Margaret var dér, men ingen havde set hende, og da Sofus kom hjem alene, ude af sig selv og med snoren slæbende efter sig, blev jeg bekymret og meldte hende savnet.
Andrews nikker tankefuldt.
- Og så blev hun fundet en time efter, og bragt hertil?
Manden nikker igen.
- Havde Margaret nogen sinde nogle hjerteproblemer eller psykiske problemer?
Manden ser overrasket på Andrews.
- Nej. Hun var så frisk som man kunne være. Ingen psykiske problemer overhovedet, altid varm og hjertelig.
Hans stemme knækker over på den sidste sætning, og Andrews siger ikke mere. Han lægger mærke til en sygeplejerske komme gående inde fra rummet af, med kurs mod ham, og han takker kort manden for sin forklaring. Sygeplejersken kommer hen til ham, og fortæller at Margaret er vågen, og at han godt må gå derind. Han takker, og går ind i rummet.
Margaret Brown ligger i en enlig seng midt i rummet. Hun sidder halvt oprejst, med puder i ryggen og stirrer frem for sig. Andrews kan godt se hvad sygeplejersken mener. At se på Margarets tomme blik giver en følelse af selv at være blind. Hun stirre så oplagt, som om det hun stirre på virkelig er der, og er noget mere interessant end bare muren, men man kan bare ikke selv se hvad det er. Andrews rømmer sig forvirret. Det er en underlig følelse. Han kommer hen ved siden af sengen, og retter en henvendt hilsen mod hende.
- Mrs. Brown?
Hun flytter blikket kort op på hans ansigt. Hendes øjne hviler på ham, men igen er det som om noget andet fanger hendes blik, noget der slører hans ansigt for hende, som om han havde maske på. Han føler sig ubehageligt til mode, over denne bizarre følelse.
- Mrs. Brown?
Ingen reaktion. Han prøver igen.
- Margaret, kan du huske hvad der skete ude i skoven? Hvad fik dig til at besvime?
Stilhed.
- Margaret, du må hjælpe mig til at forstå hvad der er sket derude i…
- De grønne øjne! De er dér!
Andrews bliver forskrækket og forundret over denne pludselige drejning. Margaret Brown har nu sat sig ret op i sengen og peger frem for sig. Et par sygeplejersker og en læge kommer løbende ind i rummet. Margarets øjne er vidt opspærrede i rædsel, og hun bliver ved med at nævne de grønne øjne. Et par sygeplejersker gør en sprøjte klar, og Andrews rejser sig. Pludselig mærker han et hårdt greb om sin arm. Han stirre chokeret på Margaret, der desperat kigger ham ind i øjnene.
- De grønne øjne! Den knurren! De er ude i skoven! De må fange dem! De må fange De Grønne Øjne! De er galskab! Galskab!
Andrews vrister besværligt sin arm ud af kvindens greb, og bliver ledet ud af en sygeplejerske. Han bliver budt en kop beroligende kaffe, men afslår, og kører direkte til politistationen. Der er lige noget han må have kigget lidt på en ekstra gang.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...