Livets mange veje

Denne historie af skrevet af Laura og Josefine, og den handler om pigen Cecilia og drengen Noah.
Laura vil skrive kapitlerne set fra Noahs synsvinkel og Josefine vil skrive dem der er set fra Cecilias.
Novellen handler om de to unge mennesker der efter sommerferien skal starte i niende klasse. Deres skoler bliver slået sammen fordi de er for små og Noah og Cecilia ender i samme niende klasse.
Den handler om de mange veje livet fører en ad, om kærlighed, utroskab og valg som skal tages.

10Likes
27Kommentarer
3333Visninger
AA

3. Noah - 'Et smil koster intet, men giver meget'

Jeg lå i min seng en ret så speciel mandag aften. Jeg var startet på den samme skole, men i en ny klasse. Jeg huskede svagt, at det var noget med at en anden skole i området, havde været nødt til at lukke. Derfor havde vi jo fået en masse elever på vores skole, og dertil hørte en ny klasse, hvor over halvdelen var helt nye for mig. Jeg var egentlig ret glad, da jeg hørte nyheder. Mest fordi i min gamle klasse, var der ingen som synes om mig - Det var rent sagt et helvede nogen gange. Jeg havde haft en god ven, men han var flyttet for deromkring tre år siden. Det havde såret mig dybt dengang, men jeg havde vænnet mig til, at han ikke var her mere. Pige venner havde jeg aldrig haft noget af, i min gamle klasse var det sådan: At man kunne ikke være venner med pigerne, det ville være ligesom at man var dreng og kunne lide en pigefarve. Jeg havde aldrig forstået det, men pigerne i min gamle klasse, havde heller ikke interesseret mig. De havde alle gået op i make-up og den slags. Heldigvis var det kun Patricia og Michaela som var kommet i denne klasse, de var heldigvis ikke de mest dullede typer. Til gengæld var mange af de nye piger dullede og brugte ret meget make-up. Der var så godt nok få af dem, som nærmest ikke havde make-up på.
Dagen havde gået ret så hurtigt, med en hel normal afslapning. Det eneste vi havde skulle var, at snakke med hinanden. Jeg var kommet på bord med Olivia, Samson, Gabriella og en til, som jeg havde glemt navnet på. Jeg kunne godt nok huske at det var en dreng, men ikke mere. Det var lidt pinligt fra min side, ikke at kunne huske hans navn. Men når jeg tænkte efter kunne jeg egentlig kun de få navne også de få fra min gamle klasse. Der havde heller ikke været så lang tid til at lære de andre, som man ikke sad på bord med at kende. Men det ville jeg prøve på i morgen.

Jeg vågnede som en hel normal anden person og kunne mærke trætheden presse på. Jeg havde ikke fået nok søvn, så jeg var virkelig træt. Mine forældre var taget på arbejde, så jeg var alene hjemme, som altid. Jeg var enebarn og havde derfor aldrig søskende rendende om mine ben. Det var egentlig fint nok, for jeg havde det fint alene, uden larm fra andre. Som altid tog jeg den normale potion cornflakes med mælk. Det var efterhånden blevet lidt kedeligt, men det var det eneste jeg kunne lide og oven i købet få ned.
Jeg hadede når jeg ikke kunne finde mine ting. Især når det galt at pakke skoletaske. Jeg havde valgt den smarte løsning, som jeg havde fået som vane, at pakke min skoletaske om morgenen. Det skete så få gange, at jeg aldrig kunne finde mine ting og jeg ville nødig komme i skole anden dag, uden mine ting i orden. Heldigvis havde vi ikke fået nogen bøger i går, så dem skulle jeg ikke tænke på, men alligevel havde jeg både kladehæfter, penalhus og andre små ting som skulle ordnes.
Klokken havde placeret 'kvart i otte' så jeg vidste, at jeg ligemeget hvad ville komme forsent. Det tog mig mindst fjorten minutter at tage i skole og jeg var kun lige ved at binde mine langtagende converse. Jeg elskede dem over alt på jorden, men det tog altid så lang tid at snørre snørrebåndene. Jeg blev endelig færdig og fik fat i min taske. Hurtigt var jeg oppe på cyklen og trådte i pedalerne så hurtigt som jeg kunne. Det ville være så flabet at komme anden skoledag, alt for lang tid efter. Jeg håbede så at der ville være flere, som kom efter mig eller på samme tid.
Jeg nåede skolegården som var helt øde. Hurtigt løb jeg mod klasseværelset, men klokken havde passeret otte, så forsent ville jeg komme. Jeg så straks at jeg ikke var den eneste, for en pige, som jeg havde set i går, sad på en stol foran døren;
"Forsent?" spurgte jeg hende og hun nikkede sagte. Jeg huskede noget om at hun hed Cecilia, men jeg var ikke sikker. Jeg smilede til hende, for jeg ville ikke virke ond mod hende.
Det endte med at vi havde snakket lidt, så læren til sidst blev nødt til at hente os ind, fordi vi havde grinet ret højt. Jeg nåede lige at smile til hende en sidste gang, inden vi gik ind til de stirrende øjne.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...