Livets mange veje

Denne historie af skrevet af Laura og Josefine, og den handler om pigen Cecilia og drengen Noah.
Laura vil skrive kapitlerne set fra Noahs synsvinkel og Josefine vil skrive dem der er set fra Cecilias.
Novellen handler om de to unge mennesker der efter sommerferien skal starte i niende klasse. Deres skoler bliver slået sammen fordi de er for små og Noah og Cecilia ender i samme niende klasse.
Den handler om de mange veje livet fører en ad, om kærlighed, utroskab og valg som skal tages.

10Likes
27Kommentarer
3328Visninger
AA

10. Cecilia - 'Vi er alle engle med en vinge. Kun ved at omfavne hinanden kan vi flyve'

Jeg fulgte med Noah op ad trappen til hans værelse, og fandt derefter frem til hans værelse. Jeg kiggede undersøgende rundt, og følte mig af en eller anden mærkelig grund meget nysgerrig. "Fedt værelse," sagde jeg høfligt efter lidt tid. Jeg gik over til en sovesofa og satte mig ned, uden bekymringer for jeg følte mig virkelig hjemme. Underligt. Jeg satte mig i min yndlings sidde-stilling, med det ene ben over det andet. Stilheden begyndte at blive lidt akavet, men heldigvis blev jeg reddet af dørklokken som bimlede, og Noah sprang ned for at åbne, muligvis ligeså glad for at blive reddet som jeg. Jeg besluttede at finde mine bøger og papirer frem i mens jeg ventede. Jeg var i gang med at læse opgaverne igennem da Noah trådte ind på værelset efterfulgt af Alec og Nanna. De satte sig hurtigt på gulvet og fandt deres bøger frem. Jeg lænede mig op ad væggen i den ene ende af sovesofaen og trak mine ben op, så jeg kunne have min bog liggende i skødet. Noah kiggede lidt rundt i mens vi andre gik i gang, og fik til sidst sat sig i den anden ende af sofaen med sine ting. Jeg kiggede op, da jeg var færdig med at læse opgaverne i gennem, og spekulerede lidt på hvordan vi skulle gribe opgaverne an. Mit blik landede på hans kongeblå væk. Det var underligt at den var kongeblå, syntes jeg, fordi man for det meste bare havde en hvid væg. Mine tanker snoede sig videre og jeg overvejede om det mon var hans yndlingsfarve. Det var faktisk en ret flot farve når man kiggede nærmere på den. Jeg kunne godt lide blandingen af den dybe, bløde farve og det lille lettere skjulte strejf af lysere mere skrigende blå farve. Sidstnævnte var næsten ikke til at se, men alligevel var det med til at fuldende farven. Kongeblå ville ikke være rigtig kongeblå, hvis det ikke var blandet i. Pludselig lagde jeg mærke til at de alle kiggede smilende på mig, og jeg rødmede. "Øh, er i færdige med at læse opgaverne igennem?" Min stemme dirrede let, men ellers var det ikke til at høre flovheden i min stemme. Heldigvis! De nikkede alle tre, og så begyndte vi pludselig alle sammen at grine højt, over det. Efter et par minutter tonede grineflippet langsomt ud, og jeg prøvede at få mit ansigt til at virke mere seriøst. De næste tre timer arbejdede vi hårdt og seriøst, dog ikke uden at hygge os samtidig. Vi kom langt i vores projekt og samtidig kom vi alle fire tættere ind på hinanden. Jeg lærte for eksempel en hel masse om Noah, og han vidste sig at være en sød, spændende dreng som var nem og afslappende at være sammen med.
Ved syv-tiden kom hans mor ind og spurgte om der var nogle af os der kunne spise med. "Jeg kan godt," smilede jeg. Hans mor var også sød og rar, og jeg følte mig allerede velkommen hos dem. Alec rystede trist på hovedet. "Desværre, jeg skal passe min lillebror her fra klokken halv otte, og jeg er på cykel hjem." Nanna bed sig i læben. "Jeg kan faktisk heller ikke i dag, jeg skal mødes med mine forældre på en restaurant her halv otte, fordi min mor har fødselsdag." Der gik lidt tid før det gik op for mig at jeg var den eneste der kunne blive. Til min store overraskelse kom den forventede følelse ikke frem. Jeg havde forventet at jeg ville blive nervøs for at skulle være her så lang tid alene med Noah, og sådan ville jeg nok også havde følt, hvis alt det der var sket i eftermiddags ikke var sket. Men nu kendte jeg Noah så meget bedre, og det gik op for mig, at han egentlig nu var ligesom meget min ven som Nanna og Alec. Jeg smilede over mine nye opdagelse. Nanna og Alec pakkede sammen, og jeg gik med Noah ned og sagde farvel til dem.
Bagefter var vi alene på hans værelse, og snakken gik indtil hans mor råbte at der var mad. Jeg smilede, grinede og hyggede mig under hele måltidet. Det var utroligt så nemt det var for mig at føle mig hjemme hos Noah og hans familie. Da jeg gik hjem til mig selv, klokken halv elleve samme aften, smilede jeg glad, i mens jeg tænkte på hvordan dagen var forløbet. Jeg havde virkelig hygget mig sammen med Alec, Nanna og Noah, og senere da Noah og jeg havde været alene, havde det heller ikke været et problem at holde snakken i gang.
Jeg glædede mig allerede voldsomt til næste dag, da jeg lukkede øjnene i og lod søvnen overmande mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...