Livets mange veje

Denne historie af skrevet af Laura og Josefine, og den handler om pigen Cecilia og drengen Noah.
Laura vil skrive kapitlerne set fra Noahs synsvinkel og Josefine vil skrive dem der er set fra Cecilias.
Novellen handler om de to unge mennesker der efter sommerferien skal starte i niende klasse. Deres skoler bliver slået sammen fordi de er for små og Noah og Cecilia ender i samme niende klasse.
Den handler om de mange veje livet fører en ad, om kærlighed, utroskab og valg som skal tages.

10Likes
27Kommentarer
3308Visninger
AA

6. Cecilia - 'Nyd hvert øjeblik før det forsvinder - før det blivet til intet andet end blot minder'

Det så ud til at alle var kommet da Nanna og jeg ankom. Alec smilede og vinkede til os, så vi gik over for at sætte sig hos ham. Hans sorte hår hvirvlede rundt i den stille vind, i modsætning til de andre drenges hår. De var stortset alle sammen helt kort hårede, som om de bare skulle klippes når skolen startede. Jeg forstod det egentlig ikke helt, for Alec var klart den der havde det pæneste, måske lige bortset fra William. Det var sort og lidt halv langt. Ikke som i svensker hår der hang helt ned til skuldrene, men heller ikke helt maskine klippet. Det klædte ham godt, og gav ham et kækt drenget udtryk jeg ret godt kunne lide. Han lå kun i et par badeshorts og ikke andet. Jeg spekulerede lidt på om han mon lå og spændte eller hans mavemuskler bare var så flotte? Det var svært at sige, især fordi jeg ikke kunne se hans øjne for hans solbriller. "Du smiler rigtig smart hva'?" Jeg grinede, det var utroligt så hurtigt Alec og Nanna havde fået mig til at slappe af og være helt mig selv i deres selvskab! Normalt var jeg ret genert overfor fremmede men med dem var det noget andet. Det havde også været grunden til at jeg faktisk havde været ked af det med vores skole. Det var faktisk mærkeligt fordi jeg hadede min gamle klasse. Det var som om alting var gået i stå der, vi kom bare de samme tyve mennesker hver dag. Jeg havde ikke haft noget specielt godt forhold til nogen af dem, der var ingen af deres personligheder der havde interesseret mig. Ligesom alt andet var gået i stå der, var det også som om at jeg ikke kunne komme videre med mine valg omkring hvad jeg ville efter folkeskolen. Der var ingen nye mennesker til at inspirere mig, og der skete altid det samme, dag ud og dag ind! Derfor var det nok ret godt at jeg var blevet tvunget over i en ny klasse. Jeg følte allerede at mit sind var blevet lang mere åbnet for muligheder, og jeg var næsten sikker på at når skole året var omme havde jeg truffet mit valg. Endnu vidste jeg ikke hvad der ville skubbe mig i den retning jeg skulle, og hvilken retning jeg skulle i, men jeg var sikker på at det ville ske i en klasse fyldt med så mange personligheder.
Jeg var helt væk i mine tanker da Alecs stemme brat rev mig ud ad mine tankespind. "Jeg spiller da ikke smart, jeg er smart!" Nanna, Alec og jeg brød sammen af grin. Jeg så en dreng komme henimod vores gruppe, og jeg kiggede hurtigt rundt. Manglede vi nogen? Ikke så vidt jeg kunne se, men det var også svært når alle var så nye. Drengen kom tættere på og jeg opdagede at det var Noah. Nogle af drenge gik over til ham for at slå næverne sammen, men gik så tilbage. Han så lidt fortvivlet ud da han satte sig, men jeg havde ikke rigtig lyst til at gå over til ham ligenu. Heldigvis satte Kasper sig lidt efter hos ham.
Jeg snakkede lidt videre med de andre, indtil jeg pludselig kom til at grine. Noah havde det sjoveste udtryk i ansigtet i mens han bare sad over for Kasper og ny også Lucy, der havde kastet sig over Kasper. Selvfølgelig var det Lucy der først havde fundet sig en kæreste. Hun lagde ikke låg på sine følelser, og Kasper var ret hurtigt blevet opmærksom på de tegn hun åbent sendte ham. Pludselig sad Noah, ved os og Alec udvekslede nogle ord med ham. Som jeg havde gjort så mange gange i da allerede, blev jeg helt fraværende og gled over i mit eget lille tankespænd. Jeg kiggede på William og vurderede ham let. Han var pæn. Hans lyse hår var ligesom Alecs heller ikke klippet helt kort, og hans klare grønne øjne strålede om kap med solen. Hans mavemuskler var også meget flotte og aftegnede og jeg kunne tydeligt se på hans ansigtsudtryk at han ikke spændte. Jeg kiggede rundt. Det var nemt at se hvilke drenge der havde pigernes interesse. Enten kiggede de på William ellers på Alec. Nogle få stykker sendte også Noah nogle generte blikke, men det så ikke ud til han lagde mærke til noget. De fleste af pigerne havde t-shirt på udover deres bikini, og jeg spekulerede lidt på, om jeg burde være flov over ikke at have det. Jeg havde kun et par shorts på udover min bikini. Til sidst kom jeg frem til at jeg ikke behøvede at være flov over det. Jeg havde aldrig skammet mig over min krop. Jeg var hvergang tyk eller buttet, men heller ikke anoreksi tynd. Mine bryster havde der heller aldrig været problemer med, de var hverken for små eller for store. Jeg var heller ikke en af de slags piger som gik og beklagede sig over deres lår eller hofter. Jeg havde da lidt hoftere men det var vel naturligt for en pige på min alder, så det så jeg ikke noget slemt i. Mine lår var vel også hvad nogle ville kalde store, men de lignede alle andres og jeg lod mig ikke gå på af at nogle piger syntes at det var store lår, for enhver kunne jo se at de var helt normale. Jeg var ikke specielt brun, men heller ikke bleg. Bare lettere gylden og det passede nok også meget godt til mit helt lyse hår, at jeg ikke lignede en solarie dulle.
Lige pludselig lagde jeg mærke til at stortset alle var gået ud i vandet, i mens jeg havde siddet i min egen lille verden. Det var kun Noah og jeg tilbage, men jeg ænsede ham ikke rigtig. Jeg hørte ham sige noget, men nikkede bare let uden egentlig at vide hvad han sagde. Jeg burde nok finde tavsheden pinlig, men det gjorde jeg ikke, for jeg lagde nærmest ikke mærke til den. Det eneste jeg så lige i det øjeblik var William. Han var så utrolig smuk, da han dukkede op fra vandet efter en dukkert. De våde dråber ligner diamanter i hans hår, og på hans flotte gyldne, trænede krop. Det hele glimtede når solen ramte ham, og selv på den lange afstand kunne se hans grønne øjne stråle. Han smilte et pragtfuldt smil, og jeg forsvandt helt væk i det. Jeg lagde nærmest ikke mærke til alle de piger som han var omringet af, og som han grinede med. Jeg rystede bare på hovedet af de stemmer der kaldte mit navn, selvom jeg ikke vidste hvorfor de kaldte på mig. Mine øjne hvilede bare på William.
Pludselig så han i min retning og jeg fik et chok. Straks vågnede jeg op fra min lille dagdrøm, men kunne stadig ikke stå for hans uendelige skønhed. Han råbte mit navn og vinkede mig ud til sig. Jeg blev helt fortumlet da jeg hørte det, og skyndte mig at mumle: "Øh, jeg går ud i vandet til de andre," imens jeg trak mine shorts af og derefter løb ud til William. På vej ud til den dybde William var på, mærkede jeg pludselig nogle arme der greb mig om maven og kastede mig længere ud i vandet. Da jeg kom op igen så jeg Alec stå og grine, og for sjov kæmpede jeg for at løbe efter ham i det tunge vand. "Bare drop det, du kan alligevel ikke fange mig med den fart du har på!" Råbte han over skulderen. Jeg sendte ham et surmulende blik, men opgav også jagten. Pludselig stod jeg ved William. "Hej, du er William ikke? Vi har ikke rigtig fået talt endnu, men ja, mit navn er Cecilia." Jeg rakte min hånd frem og han tog den og klemte den let. "Jo jeg er William, jeg kan godt huske dig, du efterlader ligesom et tryg." Han grinede og jeg rødmede let. "Kommer du til den der velkomst fest, vi holder i klassen på fredag?" Han kiggede spørgende på mig. Jeg huskede svagt noget om en velkomst fest, min mor havde vidst nævnt det, men ellers havde jeg fuldstændig glemt det. "Det gør jeg vel, hvorfor?" Jeg smilede, og blev selv overrasket over min pludselige selvtillid. "Skal vi følges? Jeg kan hente dig klokken syv, hvis du vil." Han smilede et blændende smil, og jeg blev nødt til at vente med at svare for at være sikker på jeg ikke pludselig begyndte at stamme. "Det kan vi vel godt," fik jeg til sidst sagt. "Så er det en aftale!" Han vendte sig om og kastede sig ud i bølgerne. Tilbage stod jeg, helt lammet. Jeg måtte straks tale med Nanna!
Jeg så hende stå lidt længere henne, og skyndte mig at kalde på hende. Hun kom over til mig og spurgte hvad jeg ville. "William inviterede mig på en måde ud lige før!" Udbrød jeg før jeg kunne stoppe mig selv. "Det vil sige, han spurgte om vi skulle følges til klasse festen fredag, han kommer og henter mig klokken syv, du bliver nødt til at være der inden for at hjælpe mig med hvad jeg skal tage på, sig du kan!" Hun grinede. "Det kan jeg godt, vi kan tage hjem til dig efter skole og så ved seks tiden kan jeg bare tage over til Alec for at følges med ham." Hun smilede, krammede mig og hviskede hvor glad hun var på mine vegne. Sommerfulgene fløj rundt i min mave. Det ville blive så fedt!
Lidt efter gik vi ind igen, for at tørre os og tage hjem. Noah skulle samme vej som mig, så vi fulgtes. Jeg følte lidt dårlig samvittighed for jeg bare havde ladet ham i stikken, og skyndte mig at undskylde. Samtalen kørte derud af, og pludselig var vi ved mit hus. Jeg stoppede. "Nå men, jeg bor her, så vi ses." Jeg smilede til ham og gav ham et hurtigt kram. Han vinkede og gik så videre.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...