Livets mange veje

Denne historie af skrevet af Laura og Josefine, og den handler om pigen Cecilia og drengen Noah.
Laura vil skrive kapitlerne set fra Noahs synsvinkel og Josefine vil skrive dem der er set fra Cecilias.
Novellen handler om de to unge mennesker der efter sommerferien skal starte i niende klasse. Deres skoler bliver slået sammen fordi de er for små og Noah og Cecilia ender i samme niende klasse.
Den handler om de mange veje livet fører en ad, om kærlighed, utroskab og valg som skal tages.

10Likes
27Kommentarer
3327Visninger
AA

12. Cecilia - 'Har ingen forventninger, men masser af håb'

I dag havde jeg sørget for at skynde mig. Jeg gad ikke være sekunder fra at komme for sent igen, det var virkelig en dårlig vane at få. Til gengæld var jeg så kommet ALT for tideligt denne torsdag morgen. Tyve minutter i ringetid var der stadig ikke kommet andre end mig, så jeg tog et stykke papir frem, en blyant og nogle farver. Når jeg kedede mig kunne jeg godt lide at tegne, jeg synes det var en nem måde at udtrykke sine følelser på. Jeg var ikke altid så god til at sætte ord på mine følelser, men til gengæld viste jeg det meget tydeligt igennem mine tegninger. Jeg lod tankerne flyve i mens blyanten strøg hen over papiret, ført af min hånd. Da jeg havde tegnet lidt begyndte jeg at koncentrere mig om tegningen og så at det var en stor blomst jeg havde tegnet. Den fyldte hele papiret som lå lodret. En lang elegant stilk, hvor der for enden udbredte sig en kæmpe stor blomst med interessante og fantasifulde blade. Jeg smilede, det beskrev jo præcist mit humør lige nu. Blomstrende. I morgen var der klassefest og jeg skulle følges med William! Jeg var så spændt. Samtidig tænkte jeg på Nanna, Alec og den nyest tilkomne i vores lille gruppe, Noah. Det havde været enormt hyggeligt i går aftes. Jeg havde snakket godt med Noah selv da vi var alene, og da vi skulle spise med hans forældre snakkede jeg super godt med dem. Det var utroligt så godt jeg havde haft det i den families selvskab. Jeg havde aldrig rigtig troet på skæbnen, men måske var nu et godt tidspunkt at begynde. Jeg fandt en lysegrøn og mørkegrøn farve frem, samt en masse forskellige nuancer af gul, orange og rød. Først farvede jeg stilken mest lysegrøn, men brugte den mørkere farve til skygger. Næstefter gik jeg i gang med selve blomsten. Midten blev glødende rød, men stadig med skygger og nuancer, og bladene fik orange-gule farver. Jeg havde slet ikke opdaget at der var begyndt at komme andre før jeg hørte en stemme sige: ”hej!” Jeg kiggede forskrækket op, men genkendte så Noahs ansigt, og smilte forsigtigt. ”Tegner du?” Spurgte han. Jeg nikkede forsigtigt, lettere genert, og fjernede så mine arme fra den næsten færdige blomst. Jeg ledte nysgerrigt og en lille smule nervøst efter en reaktion i hans ansigt. Jeg syntes han så lidt overrasket ud, men på en god måde. ”Den er virkelig flot.” Jeg smilede og skulle til at svare ham, da drengene kaldte hans navn. Jeg så ham tøve for et kort øjeblik, hvorefter han vendte sig og gik over til dem. Mod min vilje mærkede jeg en lille følelse af skuffelse poppe op inden i mig. Det burde ikke skuffe mig at han ikke ville blive og snakke med mig når de andre drenge også ville snakke med ham. Selvom det havde føltes så fantastisk i går, havde vi trods alt kun været ’venner’ i en dag. ”Hva’ så dagdrømmer?” Nanna krammede mig og jeg smilede til hende. ”Jeg har bare meget at tænke på for tiden, for pokker hvor er der mange nye indtryk!” Jeg grinede. ”Klar til i morgen?” Hun kiggede spændt på mig og hendes øjne strålede. Jeg nikkede ivrigt.

Alec, Nanna, Noah og jeg besluttede at arbejde videre med vores opgave i dag. Denne gang tog vi hjem til Alec. Vi arbejdede hele eftermiddagen, og kom et godt stykke videre. Det klingede virkelig godt i mellem os alle sammen, og jeg lagde mærke til at også Alec og Nanna blev bedre venner med Noah. Jeg følte lidt vi var en gruppe nu, os fire. Det var vildt så stærkt det var gået, med at finde et sted hvor jeg passede ind. Jeg var startet i mandags, og her torsdag eftermiddag, sad jeg allerede sammen med tre andre som jeg bare klingede super godt med. I morgen ville jeg måske finde en mere. Jeg smilede forventningsfuldt ved tanken om William. Om fireogtyve timer ville han stå foran min dør for at følge mig til klassefest. Glæden boblede i mig og jeg kunne simpelthen ikke lade vær med at grine. De andre kiggede uforstående på mig, men jeg trak bare på skulderene, for jeg orkede ikke at forklare dem det. De ville alligevel ikke kunne forstå hvorfor jeg grinede af det. ”Glæder i jer til festen i morgen?” Min kæbe faldt ned på gulvet, sådan føltes det i hvert fald. Det var som om Noah havde kunnet læse mine tanker. Jeg havde ikke tænkt på festen før nu, og så spurgte han ind til den. Vi svarede alle at vi glædede os rigtig meget, jeg selv nok lidt for ivrigt. ”Cecilia skal følges med William,” forklarede Nanna. Jeg mærkede rødmen stige op i mine kinder mens et lille smil krusede over mine læber.
Da klokken var ved at være syv gik vi alle hver til sit, for at spise hjemme. Da vi alle fire sad ved bordet i færd med at spise tog jeg mig sammen. ”Hvornår er i hjemme i morgen?” Jeg kiggede rundt, først på min mor, så min far og til sidst på Mads min bror. ”Jeg tror mor og jeg er hjemme omkring klokken halv otte,” svarede min far. Jeg kiggede på min bror, ”og dig?” Jeg tog en pasta i munden og tyggede den grundigt i mens jeg ventede på svar. ”Tjah, jeg tror jeg er hjemme halv tre, og så tager jeg nok ud en gang om aftenen.” Typisk! Jeg sukkede. Hvorfor skulle han absolut være hjemme, han ville sikkert være helt vildt nysgerrig. ”Hvorfor?” Han kiggede smilende på mig, selvfølgelig havde han opfattet at jeg ikke var særlig meget for det! ”Jeg skal jo til klassefest, og så kommer der bare en og henter mig så vi kan følges.” Det var lykkedes nogenlunde for mig ikke at afsløre for meget men stadig ikke lyde for hemmelighedsfuld, men selvfølgelig var det ikke nok for Mads. ”Én?” Jeg sendte ham et irriteret blik inden jeg svarede. ”Ja én!” Han grinede, ”hvorfor må vi ikke vide hvem denne én er?” Jeg begyndte virkelig at blive irriteret på ham, kunne jeg da ikke få lov at lave en aftale med en dreng, uden han skulle vide alt? Jeg valgte bare at tage den helt cool, som om jeg slet ikke havde noget i mod situationen. ”Hvem har sagt I ikke må vide det? I kunne da bare have spurgt! Nå men, jeg regner med det betyder i godt vil vide hvem det er? Det er en dreng fra min nye klasse der hedder William.” Min bror smilede. ”Mere?” Jeg fik virkelig lyst til at kaste noget efter ham. Man kunne da heller aldrig have noget i fred! ”Nej der er ikke mere! Og jeg gider ikke have du skal rende rundt og irritere og drille! Og når han kommer skal du være inde på dit værelse med lukket dør, ellers dræber jeg dig!” Min far lagde en beroligende hånd på min skulder, imens jeg sendte de giftigste blikke mod Mads. ”Rolig Cecilia, jeg er sikker på Mads nok skal holde sig i baggrunden når William kommer.” Jeg smilede sarkastisk. ”Ja helt sikkert, tro på det! Nå, tak for mad, jeg går op og ser tv.”
Resten af aftenen stenede jeg bare en masse tv, selvom jeg slet ikke koncentrerede mig om det. Mine tanker var et helt andet sted. Til sidst gik jeg i seng og faldt i en dyb drømmeløs søvn.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...