Døden? (Jonas Brothers)

Hvad sker der efter døden? hvorfor skal livet være sådan? Hvorfor lige mig?
Nicole Camill Swift, er en pige som har haft en helt normal liv, indtil noget forandret hendes liv, vente op og ned på det hun kendte engang. Måske kan en dreng gøre forskel, måske kan man få følelser for drengen uden at man endelig vil have det.
Kærlighed har sin pris....

1Likes
36Kommentarer
2336Visninger
AA

5. -.-

Jeg sad bom stille, jeg viste ikke hvad jeg skulle sige. Skulle jeg sige at jeg havde cancer, nej han skal ikke gå rundt med det. Tænkt hvis jeg dør, så mister han jo mig, jeg kan da bare få dem til at sige jeg er flyttede til et andet land, med et andet navn?. "Nicole, jeg gider ikke mere!" jeg kiggede forskrækket op på ham. Jeg kunne tydelig mærke hvordan tårene kunne komme hvornår som helst. "undskyld Nick, men jeg kan ikke sige det" mumlede jeg kort, og rejste mig hurtig op. Jeg ville bare væk her fra, så jeg skyndte mig hen til stativet og hev min jakke frem.
Jeg kunne stille mærke tårene, der bare trillede ned at mine så spinkle kinder. De kinder der altid havde et smilehul i hver side.
"Nicole!" jeg vente mig hurtig om og kiggede på Nick som bare stod der, og gjorde ingenting. Jeg rystede kort på hoved, og skyndte mig ud af døren, hjem. Men jeg viste ikke hvor jeg var, hvordan skulle jeg så kunne komme hjem?. Jeg begyndte at traske en af de veje, hvad kunne der ske? jeg gik stille i mine egen tanker, tanker der bare køre rundt i hoved på mig uden nogle rigtig svar. Jeg sukkede kort, og hev mere op i jakken da der var begyndt at blive koldt.

Jeg havde gået der i flere timer, vil jeg gætte på. Men ingen steder af dem kendte jeg. Hvorfor skulle jeg også lige gå, jeg viste jo ikke hvilken vej der var hjem.
Jeg kiggede opgivne rundt, jeg satte mig stille ned og begyndte stille at fryse. "når hvad har vi her" jeg kiggede stille op, og lige ind i nogle vildt fremmede mænds øjne. "gå" sagde jeg køligt, og prøvede at holde mine tåre inde. "Kom her, og du skal aldrig svare mig igen" jeg rystede på hoved. Og prøvede at komme op, men faldt igen. Jeg mærkede hvordan tårene begyndte at trille ned af mine spinkle kinder. "kom!" de kastede mig op på ryggen af en af de mænd der stod der. Af det jeg kunne se var de omkring de 19-20 år. Jeg kunne mærke hvordan kvalmen stille begyndte at blive være og være. "sæt mig ned" græd jeg, jeg kunne mærke hvordan blodet stille overtog munden, stille og rolige, sekunder føltes som år. Og inden jeg havde nået at stoppe, mærkede jeg hvordan blodet bare kom løbene ud af munden, og ud på mine kolde hænder. "Fuck hvor klamt!" råbte en af drengen, og kastede mig ned på jorden. Og løb sin vej, med de andre ligebag sig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...