En indiansk kærlighedshistorie

Til dem af jer har læst Eclipse i Stephanie Meyers successerie 'the Twilight saga', så kender I sikkert til ordet 'prægning' i Quileute verdenen. Og jeg er nu kommet på spørgsmålet; hvad hvis to mænd blev præget i den samme pige? Jeg har prøvet at søge om det, men det siger historien intet om, hvis sådan noget skulle ske. Man kan selvfølgelig tænke logisk, men jeg har valgt at få en lidt mere kreativ afgørelse ud af det; jeg har skrevet en historie til emnet. Og I vil kalde det fanfiction, ja, det kan vi da godt kalde det, da min historie indeholder ting som Stephanie også har skrevet om.
Så historien handler om denne pige der bliver "offer" for to mænds prægning.

OBS!
Historien er endnu ikke færdig. Jeg vil løbende opdatere, som jeg skriver videre.

8Likes
18Kommentarer
4798Visninger
AA

2. Kapitel 1

Det var en smuk dag. Solen glimtede mellem fyrtræernes grenen og brisen løftede op i røgsøjlerne fra bålene omkring på pladsen. Den unge og yndige indianerpige Rayen strakte sig i varmen fra den gryende sol. Hendes lange sorte hår bølgede ned langs hendes ryg og hun nød de beundrende blikke der rettedes mod hende. Rayen havde aldrig villet indrømme hendes skønhed, da hendes bedstemor altid havde lært hende at være ydmyg og taknemlig over for livet og dets gaver, men alligevel gav det altid et sug af fryd når folk omkring hende viste deres beundring af hende. Af og til gav det hende lidt dårlig samvittighed at fryde sig over sig selv, men en så smuk dag som i dag var ikke rigtig for samvittighedsnag. I dag var noget særligt, for i dag blev hun myndig. I dag var hendes attende leveår og i dag var for hende. Hendes glade humør dansede i takt med solstrålerne, og fremkaldte en følelse af at være en odder der leger i floden.
Mens hun gik ned langs rækken af telte blev hun mødt med glade vink og varme lykønskninger. Børnene lo til hende og krammede hendes skirt, og de ældre kvinder nikkede opmuntrende til hende med varme smil og glinsende øjne. Rayen var i sandhed centrum i dag. Hun lagde mærke til det hos de andre piger på hendes alder, der enten vinkede smilende til hende, eller skulede mut, men Rayen trak bare på skuldrene af det. I sit atten år lange liv havde jalousi været en kendsgerning for hende. Hun bemærkede det som barn, når de andre piger ikke gad lege med hende, eller prøvede at dominere hende, og som det var tilfældet med kønne piger, havde Rayen kun få veninder.
- Godmorgen lille blomst.
Rayen smilede til sin bedstemor, der kom hende i møde med stolte skridt. Skønt hun var en aldrende kvinde, var hun alligevel den smukkeste og mest ærefulde kvinde som Rayen nogensinde havde kendt. I sine unge dage havde hun været lejrens smukkeste, ligesom Rayen, men et langt liv med tragedier og mysterier havde sat sine spor, og nu var det Rayens tur til at bærer æren videre.
Makawee betragtede sit barnebarn som hun kom gående med en hjorts yndefulde skridt. Det ravnesorte hår, der gik hede til lænden, dansede om hendes smukke ansigt of de mørke øjne strålede. Makawee genkendte sine egne træk i Rayens ansigt. Den samme lige næseryg, de samme fremtrædende kindben, den høje pande og de samme fyldige læber og mandelformede øjne. Som altid følte hun en varm fryd når hun så Rayen. Hun var hendes eneste barnebarn, og eneste minde efter sin ulykkessaglige datter, der døde under fødslen af Rayen. Hendes sidste ønske var at de skulle rede barnet, og at hun skulle vokse op hos sin mormor. Hun nåede lige at få spæde Rayen i sin favn, og sang en mild sang for hende, inden hendes øjne lukkedes.
Rayen havde kun få minder efter sin mor. Den mest dyrebare var hendes stemme, der var let som en brise og klang lige så smukt fløjtespil. Hendes mors stemme! Når Rayen sang kunne genkalde sig helt klarer billeder af sin mor. Stammens shaman hævdede at det var moderens ånd der levede videre i Rayen selv, og den tanke kunne Rayen godt lide. Hun vidste hendes mor havde været noget særligt, både for stammen, men også for Rayen selv, så at hun levede videre i Rayen, var en betryggende tanke.

Lootah gik langs klippekanten. Hans potter var ømme af at gå på de skarpe klippekanter. Han havde løbet hele natten, og dagen med, men på denne skrænt måtte han sætte farten ned til skridtgang. Det var ikke fordi han var træt, tværtigmod! I ulveskikkelse kunne han løbe lige så længe han ville, uden at blive træt. Men på denne skrænt, med en masse løse sten og smalle passager, var det nok klogere at gå, selvom hans balance var go. Tanken om at skifte til menneske var fristende, da der knap var noget plads til en kæmpeulv, men på den anden side ville det være at overgive sig, og den tanke foragtede Lootah.
Der gik ikke længe før han var kommet sikkert igennem det smalle pas og igen var tilbage i skoven. Han havde længe haft færten af lejren, men nu var den slet ikke til at tage fejl af. Han kunne lugte det hele. Røgen far 14 bål der blev holdt i skak af kvinderne. Et par store bukke der hang og ventede på at blive parteret og tilberedt. Bådebyggerne nede ved floden der hyggede friske cedertræer op. Også lydene fra lejren nåede ham, selvom han stadig var mile væk fra lejren. Han hørte børnelatter, hundeglam, knitren fra ild, teltene der blafrede i brisen, den bankende lyd af økse mod træ, og så en lyd der ikke var til at tage fejl af. En lyd som Lootah kunne hører og genkende gennem alle verdens lyde. Sang! En mild sang, så let som en hviskende brise, og så klar som falkens klang over floden. Han kunne også lugte hende nu. Den friske og forførende duft af kvinde, moskus og liljer. Rayens egen duft. I alle de år Lootah havde været væk, havde hun ikke forladt hans tanker et eneste sekund. Han havde mange gange smuglyttet efter lejren, for at se om han kunne opfange den mindste lyd der tilhørte Rayen. Mændene hjemme i lejren var ved at være træt af ham, når de skulle dele tanker, for Rayen var et populært emne. Selvfølgelig havde alle mændene i lejren tanker om hende, men ingen havde så specielle og stærke følelser for hende, som Lootah.
Lootah var en stærk mand. Stærk og tapper, og intelligent. Han opdagede sin hidtil skjulte ulveidentitet da han var i en alder af 15 år. I starten blev han omgående taget væk fra de andre i stammen. Han blev isoleret og havde kun kontakt til stammens ældre mænd og shamanen. De fortalte ham om hans skæbne og hans ukendte ulveside, og han blev stillet over for et valg, om at tage på det berømte ’ulvequest’ og finde sin åndelige balance, eller at blive og finde sig sit præg, sin ’sjælemage’. Som nævnt var Lootah klog og tapper, og han valgte at tage på den ærefulde ånderejse; ulvegangen. Han rejste næsten med det samme, men ikke uden en afsked med stammens mest betydningsfulde. Det gjaldt shamanen, de ældste og selvfølgelig stammehøvdingen, og hans datter. Det var første gang Lootah mødte Rayen efter sin transformation, og han mærkede for første gang sin prægning tage form, og skønt det ikke var en fuldendt prægning, var det dog begyndelsen, og Lootah vidste at når han kom tilbage, ville prægningen blive fuldendt og Rayen ville blive hans. Men først når han havde opnået visdom og ære nok til at kunne ægte høvdingens datter, for ingen ville selvfølgelig fortænke høvdingen i af hans datter ikke skulle ægtes til hvem som helst!
Det var nu 10 år siden, og Lootah var atter på sin vej hjem. På sin rejste havde han opnået en masse. Han havde kæmpet og vundet med andre krigere, nedlagt dyr det næsten var utænkeligt at en ene mand ville kunne klarer sig imod, han havde opnået en masse visdom og endda lært en masse om sjælevandring. Han vidste at høvdingen ikke ville kunne afslå et frieri til sin datter, afgivet af en så mægtig kriger og vismand som Lootah.
Tanken vækkede liv i hans tanker, og han mærkede adrenalinen pumpe i sine muskler, og han skød af sted som et lyn, med Rayens fært som et lysende pejlemærke for sit mål.

Hjemme i lejren forberedte kvinderne et festmåltid til aftenen. Rayens myndighed skulle fejres med en festlig ceremoni. Rayens lemmer kriblede og hun havde sommerfugle i maven. Det var spændende, sådan at få en dag til ære for én selv. Hun stod i Makawees telt og var ved at blive klædt på til aftenen. Man havde vævet et særligt skørt til hende, af ceder der tålte vand. Det var glat og fint og faldt flot om Rayens flotte krop. Hendes hår blev børstet og vasket til det skinnede og faldt glansfuldt ned af hendes ryg. Makawee nynnede fornøjet mens hun flettede Rayens prægtige manke, og Rayens nød bedstemoderens milde sang, da et pludseligt spektakel lød uden for. Makawee holdte straks inde med at nynne og Rayen blev revet ud af sin dagdrøm. Først blev hun bekymret, men da Makawee bevægede sig hen til teltåbningen, og kiggede ud, smilede hun. Der lød en tilfreds hylen fra ulve uden for, og Rayen genkendte stemmerne som ulvekrigernes. Noget godt var sket. Makawee kom smillende hen til sit barnebarn og forsatte soigneringen. Rayen så op på sin bedstemor.
- Hvad er det, bedstemor? Spurgte hun med en spændt sitren.
Makawee smilede.
- En ulvekriger er vendt hjem fra sin rejse, smilede hun.
Rayen sagde ikke mere. Hun vidste godt hvad disse såkaldte ’ulvegange’ gik ud på. Unge mænd blev stillet over for valget mellem visdom og ære eller en familie, og langt de fleste valgte selvfølgelig ulvegangen, men det var ikke alle der vendte tilbage. Rayen vidste ikke hvad hun skulle mene om disse rejser, men én ting var sikkert; når en mand vendte hjem fra en sådan rejse, var han ikke længere en mand, men en vismand og fuldbyrdet ulvekriger, eller næsten, indtil prægningen havde fundet sted. Rayen funderede lidt over hvem det kunne være der var vendt hjem, men tanken forlod hende hurtigt igen.

Lootah kom gående ind i lejren med stolte målrettede skridt. Han havde kort inden ankomsten til lejren sendt besked om sin hjemkomst til vogterne, en samling ældre ulvekrigere der patruljerede rundt om lejren, og kunne forsvarer stammen mod angreb og kommunikere med evt. ulvekrigere der var ude at jage, eller hjemvendende fra ulvegang, hvorefter han skiftede til menneske og kunne annoncere sin hjemkomst.
Kvinder og børn kom løbende til for at ønske den tapre åndekriger velkommen hjem, og for at være de første til at hører om hans eventyrlige beretninger om sin tur. Stammens ældste og shamanen og høvdingen kom ham i møde for at gratulere, og gøre ham klar til aftenens begivenheder; når en ulvekriger vendte hjem fra sin ulvegang skulle de igennem den officielle manddomsprøve; stammens ulvedans, hvorefter de var en fuldbyrdet åndekriger.
Lootah hilste ærbødigt og højtideligt på høvding Paytah, og de ældste, inden han fulgte med dem over til deres telt. En spændt hvisken brød ud blandt børnene, og kvinderne nynnede fornøjede da de gik tilbage til deres arbejde. Og mens Lootah blev fulgt til forberedelsen på ceremonien, så han spændt efter Rayen. I aften ville hun blive hans.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...