Selv roser har torne.

Denne movella handler om en pige ved navn Stine Viktoria Hansen. Denne movella handler om hendes liv, med både op- og nedture. Jeg har skrevet den for noget tid, siden og synes det kunne være sjovt at udgive den.

4Likes
1Kommentarer
1386Visninger

1. Kapitel 1.

Mit navn er Stine Victoria Hansen, men bare kald mig Stine. Jeg er 15 år, og bor på landet sammen med min mor. Vi flyttede der til da min far døde af kræft og min mor ville starte på en frisk. Jeg har aldrig glemt min far eller hans historier om de mange liv der efter dette. Selvom jeg godt ved de ikke var sande vil der altid være håb derude, det er bare med at finde det. Min mor tror på ånder, og det tror jeg er grunden til hun ville have vi skulle flytte. Jeg har altid haft et meget tæt forhold til min far og har, kunne fortælle ham alt. Efter hans død følte jeg at ingen forstod min sorg. Det er 6 måneder siden nu præcist. Regnen trommede mod ruden. Jeg sad i min vindueskarm. Jeg var lige blevet færdig med at pakke mine ting ud. ”Stine, jeg køre ud for at, købe ind. Vil du med?” spurgte min mor som stod i døren. ”Ja jeg kommer nu” svarede jeg og hoppede ned fra vindues karmen, og gik hen til mit skab og tog en gennemsigtig paraply med blå dråber på. Jeg gik ud af min dør og ned af vores gang. Min mor stod for enden af trappen og ventede. Jeg gik ned af trappen og stod i gangen. Min mor tog sin hånd om mig. Mine tanker var et helt andet sted. Hos min far.”Stine skal du ikke have sko på?” spurgte min mor med et grin i stemmen. Jeg vågnede op fra min dagdrøm. ”Jo” sagde jeg, da det gik op for mig jeg, var på vej hen og åbne døren. Jeg vendte mig om og gik hen til vores knagerække og tog min regnjakke og gummistøvler på. Min mor begyndte at grine. Jeg kunne ikke lade vær med at grine med. Jeg tog mine gummistøvler på og så gik vi ud af døren, mens vi grinte. Jeg satte mig ind på passager sædet foran på vores firhjulstrækker. Vi kørte i stilhed hen til indkøbscenteret. Det tog cirka 15 minutter at køre derhen. Vi gik hen og tog en vogn. ”Mor?” Sagde jeg og kiggede trist ned i jorden. ”Ja min skat” sagde hun og gik hen mod indgangen. ”Hvornår skulle jeg begynde i skole?” Spurgte jeg. ”I overmorgen.” Svarede hun. ”Okay” sagde jeg. Vi nærmede os indgangen da jeg kom til at gå ind i en eller anden. Jeg kiggede op der stod en fyr med lyst hår og blå øjne. ”Undskyld” Sagde han og smilede. ”Nej det er mig der skal sige undskyld” svarede jeg smilende. ”Hej jeg hedder Markus.” Sagde han og rakte sin hånd hen imod min. Jeg kunne mærke varmen i mine kinder. Det her skulle bare hurtigt overstås.”Hej jeg hedder Stine” sagde og gav ham hånden. ”Hyggeligt at møde dig Stine” sagde han og grinte. Hvad var der grine af? ”I lige måde. Men jeg må hellere komme videre.” sagde jeg og skyndte mig at gå min vej. Jeg kunne mærke nogle kiggede efter mig, men jeg gik bare videre. Jeg kom hen til min mor. ”Hvem var det?” Spurgte hun. Typisk mor spørgsmål. ”Det ved jeg ikke en, eller anden der hed Markus.” Svarede jeg. ”Nårh okay” svarede min mor. Vi gik ind i butikken og handlede ind. Da vi var færdige gik vi ud til vores bil og pakkede det hele om i bagagerummet. ”Sådan. Skal vi ikke bare spise på en grillbar i aften?” Sagde min mor. ”Jo jo” sagde jeg og var faktisk lidt ligeglad. Vi satte os begge to ind i vores firhjulstrækker. Vi kørte hen ad landevejen. Regnen piskede mod forruden og vinduesviskerne kørte på højtryk.”Skat jeg skal arbejde i morgen så der skal du være alene hjemme. Er det okay?” Spurgte min mor og holdte stadig øjnene mod forruden. ”Ja selvfølgelig.” sagde jeg. ”Skat jeg kan godt forstå du savner ham. Det gør jeg også…” Jeg havde hørt det før, hendes latterlige mening om at jeg skulle begynde til psykolog og alt muligt andet. Jeg gad bare ikke gå til psykolog. ”Mor jeg skal ikke gå til psykolog! Hvornår forstår du det?” råbte jeg. Jeg var så rasende. Hun var altid så overbeskyttende! ”Det er jo for..” begyndte hun. ”Dit eget bedste. Som om!” sagde jeg og tog min mobil frem og begyndte at høre musik på den. Vi kørte bare vider i stilhed. Vi drejede ind af en lille grusvej. Da vi havde kørt i cirka fem minutter kom vi til en grillbar. Den var på højre side og lignede faktisk lidt en træ hytte. Der hang olie lamper på hver sin side hele vejen op af stien til træhytten. Der holdte nogle biler uden for, på parkeringspladsen. Inde fra grillbaren blev der grint, snakket og råbt ’SKÅL!’. Vi gik derop. Da vi trådte ind af døren, blev vi mødt af en masse råb. Det lød som et værtshus. Grillbaren var en hyggelig lille hytte. Der var træ borde rundt i hytten. Vi gik op for at bestille. ”Hej med jer. Hvad skal i have?” Spurgte en brunhårede dreng med grå øjne. Hans hår sad ned for hans ene øje. Det var vindblæst mod venstre. Han havde en sort T-shirt med deres logo på og nogle blå jeans. ”Hallo Stine hvad skal du have?” Spurgte min mor og viftede med sin hånd foran mit ansigt. ”Bare en pølsemix.” Sagde jeg og smilede til ekspedienten.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...