legenden om rosen

det er en stil jeg skrev i skolen. håber i kan lide den.

0Likes
0Kommentarer
1011Visninger
AA

1. Hele stilen er skrevet i et kapitel.

Gud skulle til at skabe planterne. Han skabte en flot høj blomst med torne på. Stilken var brun-sort og havde fine krøllede blade på. Han satte den ned til jorden. Han sagde til den at dens navn var rose. Rosen ledte efter et hul, så den kunne slå rødder. Der gik ikke lang tid før der kom en anden blomst hen til rosen og sagde: ,, Hvorfor er dine blade hvide når din stilk er brun?” Rosen skyndte sig hen til en lille sø. Den kiggede i dens spejlbillede og så det passede hvad blomsten sagde. Rosen gav sig til at græde. Gud så at rosen græd og spurgte den hvad der var galt. Rosen fortalte Gud hvad der var galt, Gud sagde efter han havde hør dette at rosen selv skulle skaffe dens farve og gøre sig smuk. Rosen kiggede desperat på Gud og spurgte hvordan den skulle skaffe dens farve.
Der gik lang tid før blomsten forstod hvad Gud mente. Den prøvede at gnide sig op af et træ, men det hjalp ikke. Den prøvede at vaske den hvide farve væk, men det hjalp heller ikke. En dag da rosen hoppede rundt og ledte efter farve så den en mand med en masse dyr rundt om sig. Rosen hoppede hen til ham og spurgte hvad han skulle med alle dyrene og planterne. Manden svarede hurtigt at vandet gik over sine bredder og ville drukne os alle sammen. Rosen gik i panik, men så sagde manden at hvis den kunne nå at finde farve inden der var gået syv dage og syv nætter så ville han tage rosen med. Rosen skyldte sig videre og lede efter dens farve. Den så en okse komme styrtende mod rosen og rosen flygtede. Rosen faldt midt i flugten og kunne ikke nå at rejse sig, så den bad om at blive frelst. Oksen spurgte hvad den skulle siden den ville frelses. Rosen fortalte hele dens historie og oksen lyttede efter. Oksen sagde den ville hjælpe. Rosen blev glad for at høre dette. Rosen og oksen blev hurtigt gode venner. Rosen kiggede i sit spejlbillede og så at den stadig havde hvide blade. Oksen fortalte rosen sin historie om at den skulle gøre sig fortjent til sine horn. De sørgede begge over deres tab. Rosen var altid ked af at den ingen farve havde på sine blade, og oksen var ked af det på grund af at den manglede sine horn. Senere kom der en fugl hen til dem og spurgte hvorfor de græd. Oksen svarede at de hverken havde horn eller farve på bladene. Fuglen sagde at den manglede sine lange halefjer. De gik rundt lidt og ledte efter noget de kunne spise, da de så en tiger springe frem for en busk. Oksen gik foran rosen og fuglen. Tigeren ville æde dem. Oksen sagde de skulle flygte når den havde talt til tre. De begyndte at løbe da oksen havde talt til tre. Der gik ikke særlig lang tid før de stoppede op. De ventede lidt for at se om oksen kom, men den kom aldrig. De gik tilbage for at se hvor oksen var, og så at oksen lå død på jorden. Rosen blev gal for tigeren havde dræbt oksen. Rosen humpede rundt og så blod overalt. Fuglen fandt en visen blomst der lå tæt ved og lagde den ovenpå oksens bryst. De fandt en flad sten og prøvede at skubbe den hen til oksen, men opgav hurtigt. Senere fandt de en masse små sten de godt kunne skubbe hen til oksen. Både fuglen og rosen ville blive hos oksen. Da det blev mørkt kunne de høre nogle tigere brøle. Brølene kom nærmere og de skyndte sig om bag en busk. To tigere kom hen til oksen og begynde at skære huden op med de spidse klør. Da tigerne var gået var der endnu mere blod. Rosen og fuglen gik hen til oksen og kiggede på alt blodet og alle rifterne. Der var helt stille lige indtil et skrig langt væk brød stilheden. Rosen dyppede sine blade i det røde blod. Og gik hen til en sø og vaskede det væk i håb om det ville blive. Den røde farve røg ned i vandet og forsvandt. Da rosen kom tilbage til fuglen og oksen, lagde den mærke til der var kommet horn i panden på oksen. De gik væk fra oksen og hen til nogle træer og så en fugl der lignede den anden på en prik og fuglene skyndte sig hen til hinanden. De kiggede i lang tid på hinanden og der var ikke noget den anden ikke havde. Rosen kiggede forvirret på de to fugle. En meget stor hånd kom ned fra himlen og der blev råbt der oppe fra at de nu skulle hedde ”fasaner”. De to fasaner blev i godt humør, da det vidste sig at de bare havde glemt at de skulle have et navn og at de ikke skulle finde nye halefjer. Rosen gik og tænkte på at den nu var alene igen. Den gik i lang tid da den nået til en lille flod. Rosen begyndte at gå derhen og kigge på sit spejlbillede, og så at dens blade var begyndt at visne. Rosen dyppede sine rødder i vandet. Da rosen kiggede efter igen så den en lille orange fisk. Rosen kiggede længe på fisken. Da svømmede fisken væk. Rosen tænkte at den måske kunne svømme ligesom fisken. Rosen gik ud i vandet. Rosen vidste ikke hvordan fisken gjorde så den opgav det hurtigt. Den gik op af vandet. Rosen begyndte at føle sig ensom og gik hen til en lille mus. Musen havde en grå farve og en lang hale. Musen blev bange og flygtede ned i et lille hul i jorden. Rosen gik videre. Det var begyndt at blive mørkt, da rosen nåede til en bue i jorden der gik nedad. Rosen hoppede derned. Da rosen vågnede, var græsset blevet fugtigt. Rosen tænkte på om den nogensinde ville få sine blade farvet. Den tænkte på hvad Gud havde sagt til den. Rosen ville finde Noah igen og spøger om han ville hjælpe den. Da rosen nåede Noah henne ved en strand, så den at vandet var blevet højere. Rosen spurgte Noah. Noah ville gerne hjælpe, men vidste ikke hvordan. Rosen gik videre. Rosen tænkte på hvordan det ville være at være en fugl, så skulle den ikke lede efter noget.
Der gik ikke særlig længe før rosen fandt en der lignede den fuldstændigt bortset fra farven. Da fandt rosen ud af at det var meningen at den skulle være hvid.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...