Drengen der ændrede alt.

Sophie er en pige på 16 ½ hun har det rigtig svært fortiden hendes far er død , og Sophie skal bo hos hendes mor og papfar. Hendes pap-far er rigtig ond slår sparker og truer hende.Sophie er ikke som de andre piger, hun er den mere"normale" type de andre går i nedringet tøj, make-up, mærke vare. Der især en pige som hun ikke kan lide og det er Katty hun er skolens 'luder'.Sophie bliver mobbet af de andre..Sophie har det rigtig svært, da hun os har en papsøster som faktisk os er ret ond mod hende.. Sophies store drømme er: få et helt nyt liv. Sophie ender med at prøve at begå selvmord men, en hvis dreng som hun møder og bliver dybt forelsket i kan måske vende hendes verden op og ned på det hele?

7Likes
104Kommentarer
6353Visninger
AA

16. Blåt øje af Nicolai.

"For ellers..så tæver jeg dig" sagde jeg hårdt. "Tæve mig?" "du kan jo ikke engang sparke en sten uden du for ondt i foden" sagde han og lo, jeg var blevet sur nu for alvor sur, "Du skal fandeme ikke så og sig jeg er en slapsvans!!!!!!" Han grinede stadig "Kæft en lillesøster du har" sagde han til Sarah. Jeg sendte ham et par onde øjne. Jeg gik op af trappen og over mod ham/De jeg skubbede ham hårdt og gik så hen mod mit værelse. "Det gjord du bare ikke" sagde Nicolai "Når gjord jeg ikke?, jeg har da lige gjort det?" jeg lo falsk.. arh what jeg opførte mig som en ond dulle? Hvad fanden skete der? først skældte jeg min pap far og søster ud. Omg. Hvad fanden sker dig? jeg må ikke blive sådan her så jeg jo.. jo et dårligt menneske? En prikkede mig på skulderen og jeg vendte mig om... men det skulle jeg aldrig have gjort for en knytnæve ramte mit øje et skrig kom fra mig og mit øje gjord ondt. Fedt nu fik jeg et sæbeøje og et blåt øje og måske blev jeg blind. det svimmelheden steg mig til hoved og mit hoved føles tungt og jeg var lige ved at falde sammen. Jeg hostede svagt og var på trappen for at falde om... jeg blev mere svimmel.. "Nåre stakkels dig" sagde Nicolai. med et faldt jeg ned på gulvet der lød et højt bum. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne et billede dukkede op af mig og min far da jeg var lille. jeg begyndte at græde indvendig jeg kunne bare ikke, hvorfor skulle mit liv os være så helvedtes dårligt? "Sophie,...Sophie,...Sophie far er her" Jeg hørte en stemme kalde det var stensikkert min far for han sagde Far er her. jeg var blevet forvirrede, han kunne jo ikke bare dukke op i mine tanker? Eller måske var det bare min fantasi. Efter en halv time(Troede hun) i mine drømme? eller hvad man skal kalde det vågnede jeg svagt op, jeg kiggede rundt og tog mig til hoved, jeg var stadig forvirret."Okay seriøs hun er underlig hun sover i like fem. minutter og vågner igen?" sagde Nicolai "Jaja hun er underlig, når skat kom skal vi forsætte der vi kom til?" sagde Sarah på en fræk måde og trak Nicolai med ind på sit værelse. Jeg rejste mig og gik ned af trappen men det var svært for mine ben rystede. klokken var allerede 23:33 da jeg kiggede på vores ud. Tiden er gået hurtigt. "Moaar?" mine ben rystede "Mor er har ikke" Sagde John. Når ja hun var jo på nattevagt. Mit øje gjord stadig ondt. John kiggede på mig med sine sorte øjne og sit skæve smil. Holdkæft en nar han var, han ødelagde mit liv endnu mere end før. "Hvorfor?" sagde jeg lavmælt. "Hvorfor hvad?" sagde john og gik hen til mig.. mit hjerte hoppede afsted i en fart han skulle bare ikke slå mig!!! det ville jeg ikke finde mig i. han nærmede sig mig. jeg kiggede ned, men han løftede det op og kiggede mig i øjne og....
Rettter ikke fejl, har ikke tid skal se noget... tror heller ikke der er så mange fejl? Hvad tror i han gør? skriv det gerne i jeres kommentar: Mere
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...