Længslens skjulte sider

Hvordan kan man overleve i 1700 tallet, når man ikke kan få den man elsker? Det spørgsmål har længe plaget Rose. Hun skal snart loves bort, og det plager hende fra vid og sans. Hun ved ikke hvordan hun kan overleve. Den eneste hun vil have, er en simpel mand, som har levet i skjul fra resten af civilisationen. En som slet ikke er til hendes standarder. Men man kan ikke styre kærligheden. Den går sine egne veje. Rose finder Nat meget interessant, og utroligt tiltrækkende. Og hvad er det med hans øjne?
Mon hun på nogen måde kan få ham?

2Likes
12Kommentarer
580Visninger
AA

2. Mørke øjne

Fuglene pipper, og træerne svajer stille i takt til vindens susen. Solen kærtegner min kind, så jeg bliver helt varm indeni. Nu er jeg kommet tæt på huset. Det er da et lille hyggeligt hus, her midt i skoven. Men det ser dog lidt forfaldent ud! Jeg begynder lige så stille at gå lidt tættere på, og sætter mig så på hug, under vinduet. Jeg løfter hovedet, og kiggede lige så stille ind. Der er jo slet ikke nogen! Jeg rejser mig skuffet, og forvirret op, og vender mig om, for at studere stedet nærmere. Jeg står på et lille græs område, der er omringet af skoven. Rundt omkring, står der nogle æbletræer, som det ligner, er blevet plantet, for omkring tredive år siden. Der er også en lille bæk omringet af nogle træer. Hov vent, det ligner der er noget der bevæger sig derovre! Jeg går stille nærmere, for at se hvad det er. Da jeg er kun et par meter fra, kan jeg se hvad det er. Det er en mand, som sidder ved bækken, og fylder en spand op med vand. Jeg kommer pludselig til at træde over en kvist, og mit hjerte hopper op, og jeg gisper af forskrækkelse. Han vender sig om, og rejser sig, for at kigge nærmere på mig. Det første der slår mig, er hans meget mørkebrune øjne. Nærmest sorte! Han har kul sort hår, der går ned i hans øjne. Jeg kigger længere ned af ham. Han har ingen trøje på, og det er lidt af et syn! Jeg taber helt pusten når jeg så på ham. Han har brede skuldre, og jeg kan se hans muskler spænde hver gang han bevæger sig. Han er meget høj. Jeg går lige så stille nærmere ham, og siger med klar men forsigtig stemme: ”Goddag.”
Han kigger på mig, men siger intet. Jeg prøver igen, men kan mærke, hvor nervøs jeg er! ”Øhm, jeg hedder Rose, men De kan bare kalde mig Rue” Jeg smiler forsigtigt til ham. Et lille blidt smil. Han gengælder det efter noget tid.
”Goddag.” siger han, med en meget rusten stemme.
”Mit navn er Nat” Jeg spekulerer lidt over hvordan han kan hedde det?
”Nat?” spørger jeg undrende.
”Hvorfor hedder De dog det?”
”Jeg tror min øjenfarve spiller et lille pus..” Siger han med et lille smil på læben. Hvor er han bare flot! Gud,hvad skal jeg gøre? Jeg nikker stille, og spørger ham så:
”Skal jeg hjælpe Dem?” med et lille nik, i retning af spanden. Han skal til at svare, men jeg går derover, sætter mig på knæ, og fylder spanden op med vand. Han sætter sig ved siden af mig. Jeg kan se ud af øjenkrogen, at han studerer mig. Jeg begynder at rødme, og jeg tror han lægger mærke til det, for han begynder at trække på mundvigene. Da jeg har fyldt spanden, rejser jeg mig op, og rækker den til ham. Han tager imod den med et lille nik.
”Mange tak” mumler han.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...