Længslens skjulte sider

Hvordan kan man overleve i 1700 tallet, når man ikke kan få den man elsker? Det spørgsmål har længe plaget Rose. Hun skal snart loves bort, og det plager hende fra vid og sans. Hun ved ikke hvordan hun kan overleve. Den eneste hun vil have, er en simpel mand, som har levet i skjul fra resten af civilisationen. En som slet ikke er til hendes standarder. Men man kan ikke styre kærligheden. Den går sine egne veje. Rose finder Nat meget interessant, og utroligt tiltrækkende. Og hvad er det med hans øjne? Mon hun på nogen måde kan få ham?

2Likes
12Kommentarer
572Visninger
AA

1. Ulidelige tanker

Jeg sidder ved det lange bord, og prikker til maden. Mine forældre sidder overfor mig, og kigger formanende på mig. Jeg lader som ingenting. De er så lede! tænkte jeg. Jeg sidder og tænker over det store skænderi vi lige havde haft. De havde sagt, at de ville holde en 17 års fødselsdag for mig, hvor alle de fornemme fra sognet ville komme, og længere væk. De sagde også at til den lejlighed, ville udse en til mig, også love mig bort! Jeg gider altså ikke en af dem! De er for kedelige, og virkelig fornemme! Jeg vil selv vælge en, men DET ville mine forældre ikke høre tale om.. Jeg hader virkelig, at man ikke selv må vælge. Det må ingen. Jeg håber virkelig, at det bliver ændret en dag.. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, da jeg rejser mig brat op fra min stol, og styrter hen mod døren. ”Rose, hvor skal De hen? Kan De så komme tilbage!” Jeg løber bare videre, ud af døren, ud gennem porten, også hen ad grusstien som man bare skulle følge, hvis man ville til landsbyen alt imens tårerne strømmer ned ad mine kinder. Jeg følger grusstien lidt, indtil jeg kan se skoven på højre side. Jeg drejer hen over græsset, og hen mod skoven, stadig i løb. Jeg bliver efterhånden mere og mere forpustet, og stopper så op, for at få lidt luft. Det slider og river, i mine lunger! Jeg koncentrerer mig om at trække vejret dybt, og roligt. Stille og roligt Rose, tænker jeg for mig selv. Da jeg langsomt får pusten igen, begynder jeg at se mig omkring. Jeg er vist lidt langt inde i skoven, for så langt har jeg da aldrig været inde før! Jeg kigger mig nysgerrigt omkring. Så, ser jeg noget, lidt længere inde. Er det ikke et lille hus? Ej Rose, nu er du blevet lidt for skør. Et hus midt inde i en stor skov? Jeg begynder langsomt at gå længere ind i skoven. Hvad sker der med mig, kære gud?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...