If I die young. (JB)

Det omhandlede en pige, som lige er fyldt 17 år, har fået af vide, at hun har cancer, og der er stor sandsynlighed for hun ikke overlever det medicin. Hun mister alle sine tideliger venner, da de ikke kan håndtere at hun har cancer. Men måske gør en dreng noget ved hende? Nick kommer ind i hendes liv, uden af vide at hun har cancer, de får et tæt forhold til hinanden. Men hun er for bange til at fortælle at hun har det, men en dag kommer hun på hospitalet, da hun er tæt på døden. Og måske bliver de kærester? men hvad gør man hvis en man holder af dør? :D

2Likes
0Kommentarer
1641Visninger
AA

1. Svaret er ikke altid let...

Jeg sad helt stille inde på venteværelset, til lægen. Jeg ventede bare på svaret der ville komme når jeg mindst ville have det, dårlige nyheder. Lige inden jeg var gået ud af lægens kontor, havde jeg hørt at de mumlede noget utydelig til hinanden imens de sendte hinanden blikke. Men jeg viste tydelig godt hvad det var de talt om, mig og min undersøgelse.
Jeg faldt stille ind i mine drømme, uden af vide hvad jeg drømte om jeg overhoved drømte. Jeg lyttet til ingenting, kun lyden af min dybe åndedræt kunne høres på lang afstand. ”Kamilla Viola Beck, vil du være sød at gå med ind til mig igen?” jeg vendte stille mit hoved om, selv om jeg tydelig godt viste hvad det ville dreje sig om. Jeg kiggede lige op på en mandlig læge i starten af 50’erne.
Jeg nikkede kort, og fik stablede mine ben op. Selv om de følelse helt livløse, jeg sukkede en enkle gang. Men det svære hørte han det, for han stoppede op, og kiggede hen på mig.
Men han kunne tydelig se at jeg ikke ville tale om det, mit suk. Så han lod vær med at spørge, og det var jeg virkelig glad for han ikke gjorde.

Vi var noget helt hen til kontoret, han åbnede døren og vi gik ind. Mig først og ham sidst.
Jeg fik mig kastede ned i stolen overfor ham, jeg stirret bare trist, koldt, vredt på ham. Så mange følelser men intet sted at gøre af dem. ”Kamilla, du har desværre fået en stor kræft celle, der er godt i udbrud. Så vi ved ikke om du kommer til at overleve, men sandsynlighederne er måske store?” jeg kunne høre at han prøvede at bevare roen så godt han nu engang kunne.
Jeg nikkede svagt, da jeg ellers ikke viste hvad jeg skulle sige. Jeg rejste mig grædende op, da mine tåre bare ville have frit løb, så jeg lod dem gøre hvad de ville.
Tænkt at jeg Kamilla på knapt 17 år, lige havde fået cancer og var måske død om nogle måneder.

Jeg kom hjem, efter nogle timer hvor jeg bare havde gået og grædt. Jeg var gået hele vejen hjem, da jeg ikke ville have for meget opmærksomhed, jeg lignede jo noget der var løgn.
Jeg havde ikke flere tårer tilbage da jeg var nået inden for døren, selv hvis jeg prøvede. Jeg ville ønske jeg kunne, men ingen kom frem. ”jeg er hjemme nu” mumlede jeg kort, da jeg stadige kunne mærke hvor skrøbelig min stemme endelig var. Jeg satte mig op i sengen, da jeg endelig var kommet op på mit værelse. Jeg satte mig bare op, og endelig ikke gjorde mere den dag, jeg var for jeg var virkelig udmattet. Jeg lagde mig ned i sengen og faldt stille i søvn med en tanke om døden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...