(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 7 ♥

7'eren er her!
Medina og Justin er gift, og der er gået et år! Orker ikke rigtigt at skrive mere her, men I får alt at vide i første kapitel:D

41Likes
501Kommentarer
10099Visninger
AA

2. "Det gjorde du bare ikke!"

Pizzaen kom, og Justin gik i gang med at skære den. Han tog to stykker, og satte dem på hver en tallerken. Jeg havde ikke appetit til noget som helst, så jeg sad med tallerknen i mit skød, imens Justin spiste. Han så på mig, og stønnede irriteret.
”Hvorfor spiser du ikke?!”, spurgte han surt. Jeg trak på skuldrene, og satte tallerknen på bordet.
”Du kan ikke sulte dig selv ihjel”, sagde han blidere end før.
”Det gør jeg heller ikke. Jeg sulter mig ikke ihjel bare, fordi jeg ikke har spist aftensmad én gang”, sagde jeg vredt. Jeg vippede med min fod, og så utålmodigt og vredt på den sorte fladskærm, som ikke var tændt.
Justin rejste sig, tog begge tallerkner, og gik ud i køkkenet. Jeg sukkede, og sank ned i sofaen.
Jeg havde vidst gjort ham en smule… vred.

LA? Ja… Det var okay. Faktisk mere end okay. Det var fantastisk! Der var gået en måned og to uger, siden vi kom tilbage fra bryllupsrejsen. Så vi havde været i LA i cirka 3½ uger. Jeg gik med hurtige skridt om i baghaven, og gemte mig for Justin. Med vilje havde jeg sprøjtet flødeskum på hans ansigt, imens han sov, fordi jeg kedede mig. Jeg tog endda billeder af ham, og brugte hans mobil til at sætte dem på Twitter, fordi han ikke havde logget ud. Da han vågnede, blev han overrasket, og begyndte at jagte mig gennem huset. Og huset var pænt stort, så jeg valgte at gå om i baghaven. Jeg gemte mig bag en stor plante, og så Justin, der kiggede rundt. Han kunne ikke finde mig, og så ret sjov ud med det hvide ansigt. Jeg kunne ikke holde et grin inde, så jeg flækkede af grin, og afslørede mig selv. Han satte i løb i mod mig, og fangede mig, inden jeg nåede at løbe væk. Han tog fat om mit liv, og gned sit ansigt mod mit.
”Justin!”, skreg jeg af grin, og prøvede på at skubbe ham væk. Jeg slog ham på brystkassen med mine hænder, og skreg igen, da han strammede grebet om mig.
Han grinte selv, og kyssede mig hurtigt på munden.
”Tjek din Twitter, Biebs”, lo jeg, og gik væk fra ham. Han løb ind, og jeg fulgte efter ham. Han stod med sin mobil med åben mund, og stirrede på displayet.
”Det gjorde du bare ikke!”, sagde han ’surt’. Han kiggede på mig, og tørrede sit ansigt med bagsiden af sin hånd. Jeg kvalte et grin, og kunne mærke kvalmen stige op i mig. Med en hånd for munden løb jeg ind på det nærmeste badeværelse, og brækkede mig for første gang i ugen. Jeg troede, jeg ikke var syg længere?!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...