I skyggen af berømmelse(JB)

Jazmyn er blevet 10 år og er meget mere nysgerrig. Hendes liv har ændret sig meget gennem de sidste år, nemlig da hun er blevet mere kendt. Men ikke fordi hun har noget talent, men fordi at verdens største sanger for øjeblikket er hendes storebror: Justin Bieber. - Følg med i min lille fortælling om hendes liv og hvordan hun har det. Det hele er digtet også hendes alder, men jeg ville skrive noget andet. Jeg har intet imod Justin Bieber, men nogen steder står der at han opføre sig lidt åndsvagt.

21Likes
650Kommentarer
4352Visninger
AA

1. Kuverten

Det var en hel normal torsdag. Det eneste træ, som pyntede vores have, stod og slog på vinduet. Regnen stod ned i stænger, så det nærmest var svært at se noget. Jeg var alene hjemme, da mine forældre havde travlt og min bror, var hos mine bedsteforældre. Da der intet var af underholdning i huset, havde jeg fundet de gamle familie fotos frem. Der gav altid en varm følelse inden i, at tænke tilbage på den tid. Den tid hvor man var ukendt, den tid hvor man var mere eller mindre normal, den tid fra da man var lille. De sidste par år havde min families liv taget en kæmpe drejning, mest fra Justins side, men også os andre. Det var nogen gange lidt svært at være Justin Biebers søster, når alle efterhånden kendte en. Nogen gange er det dejligt at blive genkendt, men andre gange kan det være ret så irriterende. Justin har næsten heller aldrig tid til mig eller Jaxon mere. De skete også tit at han aflyste vores aftaler, men når han så havde tid var det virkelig hyggeligt og dejligt. Jeg kom forbi et masse billeder, fra da jeg var lille og fra dengang Justin var lille. Jeg kunne mærke mit smilebånd trak op ad, da jeg så den søde lille dreng i badekarret, som i dag var min verdenskendte storebror. Da jeg bladrede til den næste side, flød en lille krøllet kuvert ud og landede glidende hen af gulvet. Med det samme lagde jeg de resterende billeder til side og bukkede mig ned. Kuverten var støvet og så gammel ud. Stille vendte jeg dem om og så den flotte håndskrift på forsiden; ’I’m sorry’ stod der med en flydende håndskrift. Hvad mon det var for noget. Jeg tog forsigtigt i flappen af kuverten, den sad godt fast og det betød jo at den aldrig havde været åben. Da jeg fik åbnet kuverten og fik indholdet ud af den. Et lille stykket foldet papir lå i den, men denne gang stod der ’Til Pattie og Justin.’ Det betød jo at det var til Justin og hans mor, så burde jeg jo ikke kigge i det, men allerede da kuverten faldt ud, var der ingen vej tilbage. Jeg åbnede kortet og et billede faldt ud, da det var limet fast, men limen var udtørret. Billede var blevet med gråtonet, men det var af Justin, Pattie og min far, som også var Justins far. Justin kunne højest være tre måneder på det billede, men hvor var han kær med hans krystal klare brune øjne. Mit blik faldt tilbage på det resterende tekst – stadig med et perfekt håndskrift. Det var så perfekt at jeg ikke kunne læse det, men hvis Justins alder på billedet, passede med kortet, var min far og Pattie lige gået fra hinanden der. Forsigtigt maste jeg billedet mod papirets flade, for at det ville sidde fast.
Efter mange forsøg fik jeg endelig billedet til at blive og jeg fik lukket kuverten og lagt den i mappen. Det var også på et hængende hår, for lidt efter at jeg havde sat mappen på plads blev døren åben.
”Jazmyn” blev der råbt fra gangen og straks vidste jeg hvem det var.
”Justin” hvinede jeg og løb ud til ham. Jeg sprang op i hans arme, da han nemt kunne bære mig.
”Nå hvordan har du det?” spurgte han mig.
”Super, du er her jo” sagde jeg og grinede. Han satte mig ned og smilede til mig.
”Jeg har savnet dig” sagde han og jeg vidste at han mente det. Det var virkelig dejligt at se ham igen.
”Men jeg er altså alene hjemme” sagde jeg hurtigt til ham. Han fik sine sko af og sammen gik vi ind i stuen.
”Det er fint nok, jeg venter bare, for jeg skal snakke med jer alle sammen” sagde han med et smil på læben. Jeg tænkte straks på kuverten og tænkte om jeg skulle vise ham den. Mere nåede jeg ikke at tænke da han greb fat i mig og kildede mig. Han gjorde det tit, men alligevel var jeg aldrig klar til det, fordi det kom så uventet hver gang.
”Hvad skal du snakke med os om?” spurgte jeg ham.
”Det er en overraskelse” sagde han, jeg hadede at han altid havde overraskelser.
”Typisk dig Justin” sagde jeg surmulende til ham.
”Det har noget med min koncert at gøre” sagde han til sidst. Hvad kunne der vare overraskende ved hans koncert?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...