vampyrisk kærlighed.


2Likes
5Kommentarer
1146Visninger

1. forfulgt...

Jeg hoppede fra tag til tag, mens jeg panisk kiggede mig bagud, en gang imellem. Jeg kiggede panisk bagud, for at se, hvem der forfulgte mig, men der var intet at se. Jeg stoppede på et tag, og lyttede intenst, efter lyde, der kunne afsløre min efterfølger. En lille brise kom direkte hen mod mig, og med den, kom en sødlig duft, en duft, som kun en vampyr, kunne dufte som. Jeg var også selv en vampyr, så selvfølgelig, kunne jeg lugte det, med min supernæse. Lidt efter, stod en høj, muskuløs vampyr foran mig, men vampyrens ansigt og krop, var dækket af sort tøj, og skyggen der lagde på vampyren, hjalp ikke. Jeg kiggede med et skarpere blik, og kunne skimte nogle sorte hårtotter, blafre, i den kølige vind. Et par gyldne øjne, kiggede ind i mine øjne. En hvæsen slap over mine læber, og ud gennem mine sammenbidte tænder. Vampyren som helt sikkert var en mand, hvæsede igen, men med en mere intens lyd. Jeg bevægede hurtigt min hånd, og han stillede sig i angrebsstilling. Han var i hvert fald, ikke tryg lige nu, hvilket jeg heller ikke var. Hvad skulle jeg gøre, løbe eller kæmpe? Jeg valgte den første, og drejede derfor hurtigt om, og styrtede afsted, henover tagene, endnu en gang. Han fulgte efter, og lidt efter, var der ikke flere huse. Jeg sprang ned fra taget, og løb afsted, langs vejen. Lidt efter, stod han foran mig, og jeg stoppede brat op, selvom jeg stoppede, gled jeg 2 meter, så vi kun stod 1 meter, fra hinanden. Vi kunne strække vores arm ud, og røre hinanden, men ingen af os, så meget som rørte en muskel. "hvad vil du?" spurgte jeg, med en lettere panisk stemme, mens jeg spejlede mig selv, i hans klare, gyldne øjne. Mit sorte, lange hår, blafrede let i vinden, mine mindre gyldne øjne, glødede, og den lårkorte kjole jeg havde på, sad tæt på min krop, så man kunne se min velformede krop. "hvad tror du, jeg vil?" sagde han, med en dyb stemme, der mere lød som om, han ville knurre. "jeg kender dig ikke, hvorfra skulle jeg vide det?" spurgte jeg, og kiggede forvirret, men koldt på ham. "du kender mig, fra fremtiden," sagde han, og kiggede lumskt på mig. "fra fremtiden? kommer jeg til, at kende dig?" sagde jeg, og kiggede gennemborende på ham, med et tilfredst smil. "du kommer til, ja," sagde han, og stod lige pludselig kun ½ meter fra mig. Han rakte sin hånd frem, og lod den røre min kind, mens jeg mest af alt, havde lyst til at bide den af, eller skubbe den væk. Men følelsen, var sært dejlig. Det var et kærtegn, et tegn på omsorg, jeg ikke havde følt, i meget lang tid.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...