Ginnungagab

Oplevelsen af at være fanget i mørke.. psykisk udfordring..

0Likes
0Kommentarer
1245Visninger

1. Ginnungagab

Vækket uret ringer, klokken er kun 5. Det er alt for tidligt efter min mening. Men vi skal jo nå at gøre det hele klar inden klokken 7. Det er der udfordringen begynder. Jeg håber virkelig jeg kan gennemføre den, og at min psyke kan holde til det. Nå men jeg må vel hellere til at rejse mig op, og komme ud af sengen. Katrine er jo for længst stået op. Jeg fatter ikke hun kan komme så hurtigt ud af sengen. Og da slet ikke når det er så tidligt. Nå, op af sengen. Donk! Gulvet var hårdere end jeg huskede det. Jeg må lære at rejse mig mere forsigtigt, ellers… ja ellers… Nå lige meget det var bare godt jeg ikke slog hovedet op i overkøjen. Det plejer Mikkel at gøre. Han brokker sig i hvert fald altid over det. Shit! Er klokken allerede så meget? Jeg må hellere skynde mig over i spise salen så. Der er morgenmad om 3 minutter, og det går ikke at komme for sent. Jeg er godt nok træt… Hvordan kunne jeg glemme alle de trælse trapper? De har jo været der hver morgen de sidste mange måneder. Og jeg bor stadigvæk på 3. sal. Husk det nu, husk det nu Marie. Donk, donk, donk, donk, donk, donk, donk og donk. Så nåede man ned til Thomas’ etage. Eller den etager han bor på er nok mere korrekt. Må nok hellere lige ind og tjekke om de er kommet op. Det kunne ligne dem at sove endnu.

Så nu er der kun 2 min til det begynder. Alle de 4 vækkeure er stillet til at ringe om en time. Hvorfor egentligt 4? Er vi virkeligt så bange for at overhøre dem? Vi skulle bare have nøjes med mi. Det er klart det sejeste. En kænguru der spiller en herre sej melodi. Okay, det ville måske ikke være så smart med det alligevel, jeg har brugt det som vækkeur for mange gange. Jeg er trænet i at overhøre det. Men så skulle vi bare have nøjes med et af de andres. Men hvad nu hvis vi overhører det, hvad nu hvis det ikke spiller ret højt, eller hvad nu hvis vi høre musik og så slet ikke høre noget? Tror vidst det er bedst med 4 alligevel. Så nu er det nu. ”Gedebukkebensoverogundergeneralkrigskommandørsergentinde med hippopotomonstrosesquippedaliofobi ”Det var den sidste sætningen inden tavsheden. Og nu ind i mørket. Det skal nok blive sjovt.

12. time er nu startet, vi er næsten halvvejs, og det er ved at blive hårdt. Glæder mig allerede til uret ringer. Nå, over at finde sin plads, op af væggen. Der føler man sig mest tryk. Kan ikke lide det stor åbne tomrum, det er så stort og så ukendt. Selvom jeg ved hvad der er over det hele, har for længst været alle steder herinde. Vi kravlede en del rundt i starten. Men nu er det prøvet, ligesom så meget andet. Det er lidt som et hel liv man lever her inde. Først kravlede vi rundt og udforskede rummet, ligesom små børn der lige har lært at kravle. Også begyndte vi at lege med ting når vi fandt dem. Blandt andet den der børn ting med put firkantede klodser i firkantede huller, den som vi købte i genbrugen i sidste uge. Den var rigtig underholdene i starten. Så fandt vi dublo’et og begyndte at bygge med det… og puslespillet. Det var svært, men faktisk også en sjov udfordring at ligge puslespil i fuldstændig mørke. Donk, donk, jeg slår hovedet ind i væggen, det burde ikke være rart, men kan bare ikke lade være. Det er så beroligende, donk, donk. Man er sikker på væggen er der så, og man selv er der. Eller kan man nu også være sikker på det? Det hele kunne jo ligeså godt være noget jeg bilder mig ind. Eller noget en hel anden bilder sig ind. Måske er jeg bare en andens fantasi. Skræmmende tanke. Donk, donk. Har lyst til at sige noget til en af de andre, men det må vi ikke, jeg må vente til uret ringer igen. Kan høre det for mit indre. Men det er ikke uret, ikke endnu.

Hvor kom jeg til… jo. Da vi havde været her inde i 5 eller 6 timer begyndte vi at finde på nye ting at lave. Jeg kan huske at da man var små så legede man sådan en leg hvor man cyklede. Det var 2 personer der lå på ryggen med fødderne mod hinanden. Og så cyklede man, og sloges om hvem der skulle have hvilket ben trukket ud. Det gjorde vi også i dag, mig og Victoria. Men nu er det også ved at være længe siden. Heller ikke det er sjovt mere.

Noget rigtig sjovt vi lavede var da mig og Victoria lå og hørte musik. Ja det er altid mig og Victoria eller bare mig. Man kan måske undre sig over hvorfor vi synes det var så sjovt bare at ligge og høre musik, men vi lå ved siden af hinanden på madrasserne i hjørnet og holdt hinanden i hånden. Der lå vi så og dansede til musikken med den arm vi holdt i hånden med. Vi hørte blandt andet en sang der fik os begge to til at tænke på sommerfugle, så vi lavede sommerfugl med vores hænder og fløj rundt med den. Det var faktisk ret sejt når vi hverken kunne snakke sammen eller se noget. Og vi vidste begge med sikkerhed det var en sommerfugl. Det fik os til at få totalt grine flip.

Håber snart tiden er gået, vil godt ud igen. Mørket trænger sig på, det er ubehageligt og over det hele. Men se det fra den positive side Marie, du får intet ud af negative ting. De får bare tiden til at gå langsommere. Uret ringer sikkert lige om lidt. Du skal bare tænke på hvad det er for noget det her. Lad som om du fortæller om hvad Ginnungagab er. Og nej ikke hvad ordet betyder og hvor det stammer fra. Du skal fortælle om hvad Ginnungagab er i denne sammenhæng. Okay så gør vi det, vi prøver at starte fra en ende af, da er jo alligevel ikke andet at lave. Begynd nu! Ja, ja lad mig nu lige selv starte. Okay, det her er Ginnungagab, mørke og ingen ting. Det er vores udfordring, vi er 4 der er syge nok til det her. Reglerne er simple, synes jeg, men de tager nok noget tid at komme igennem alligevel. Nå men vi skal være her i 24 timer, eller ikke rigtigt, vi skal være her i 50 minutter også ud i 10 minutter og så ind igen. Indtil der er gået 12 timer. Det lyder måske ikke så slemt men jeg har fundet ud af at det er. I den tid vi er her inde må vi ikke sige noget som helst, eller på anden måde kommunikere. Vi skal bare få tiden til at gå og løse et par opgaver som at bygge et tårn der er højre end os selv. Har jeg husket at fortælle at her er totalt mørke? Det er der, vi kan intet se. Jeg ved faktisk ikke om mine øjne er åbne eller lukkede, jeg kan ikke mærke det og jeg kan ikke se forskel. Det en ret underlig ting. Her inde i rummet har vi en masse mad i små ens skåle, det kan give specielle oplevelser. Nogle ting stikker man hånden i og konstatere at det føles så klamt og lugter så klamt at man ikke har lyst til selv at spise det. Så må man jo give det videre til en anden. Tror jeg fandt Mathias der. Det fik ham til at udstøde nogle underlige lyde da han smagte det. Der var også 32 ens flasker med drikkevarer, ca. halvdelen var med vand og ca. halvdelen med fun-saftevand, jeg kan ikke lide fun, og det ved jeg de andre heller ikke kan, men så bliver det en større udfordring at finde noget man gider drikke. Udover disse 2 acceptable ting var der også 3 nitter. En med eddike og 2 med saltvand. Det fik mig til at lave en standart fremgangsmåde når jeg var tørstig. Først finder man hen til bordet hvor det stod, i sig selv vanskeligt. Så lugtede man til tingede og så smagte man. Jeg glemte at gøre det en gang… ad, det var en ubehagelig oplevelse. Jeg burde ikke

Var det uret der ringede? Årh, ja. Hvad vej er det nu over til døren, ca den her retning tror jeg, ja her er den. Håndtaget er lige her. Nej det var vidst bare mig, uret ringede ikke, det er bare noget jeg bilder mig ind. Der er sikkert lang tid tilbage endnu. Tror jeg vil finde noget papir og en blyant, så kan jeg skriver lidt. Det aftalte jeg jo også med Victoria at vi skulle gøre. Gad vide hvad de andre laver? De er sikkert lige så langt ude som mig, mørket er begyndt at få mig til at høre syner… hvad mon de andre er begyndt på. Jeg må huske at spørge dem om det når vi kommer ud. Hvor var det nu papiret og kuglepennen blev lagt? Var det ikke over i hjørnet på bordet. Det må det næsten være. Det lyder faktisk lidt som om Victoria sidder og skriver der over. Så må jeg hellere se at komme i gang. Der er bordet, og hov der sidder en. Fod, bukser, så er det ikke Tine, trøje, hår der er nogenlunde langt, det må være Victoria. Og jo hun sidder med papir i hånden. Må finde mit eget og et sted at sidde. Der! Kuglepen! Tror det er den røde, ved ikke hvorfor jeg tror det, det ser bare sådan ud i mit hoved. Næste punkt, at finde et sted at sidde over ved væggen. Gulvtæppet føles faktisk sjovt når man kravler på det… Donk, væg. Nu har jeg også været længe nok væk fra væggen, min ryg føles så udsat. Kan meget bedre lide når min ryg er mod væggen. Ja, nu er der nogen lunde tryghed igen. Det der gulvtæppe er altså fascinerende, strukturerne føles så tydeligt. Har ikke prøvet det før. Og mine fingre, jeg kan mærke mine egne fingreaftryk, sygt. Og jeg kan høre hvor de andre er. Mine sanser er vildt gode! Hey jeg for en ide. Der var noget lego her i nærheden. Ja der. Den må være gul den her, så giver den kræft hvis man spiser den. Lego-klods plus jeg kan høre hvor de andre er lig med en ny leg. Gnæg gnæg. Yes jeg ramte, det må være Mathias, det lyder som ham. Gnæg gnæg. Ny klods, hvor sidder der en mere, der over kan jeg høre en. Det lød som om jeg ramte noget papir der. Victoria nok. Jeg må nok også hellere komme i gang med at skrive.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...