Min gode ven

Til dig der ikke har noget imod forhold mellem drenge.

Rasmus er en helt almindelig dansk dreng, der har en dejlig kæreste, gode karakterer i skolen og et ellers tilpas liv. Pludselig en dag finder han en mærkelig dreng i en sidegade og tilbyder ham ly for natten. Det skulle han aldrig have gjort, for det viser sig nemlig, at drengen er en dæmon, der vil gøre alt for at få Rasmus for sig selv.

5Likes
17Kommentarer
1941Visninger
AA

1. Kapitel et

Min gode ven
Af Evedith

Det var en stormfuld septemberaften i Danmark, og jeg husker tydeligt hvordan kulden bed mig helt ind til knoglerne. Jeg havde været ovre hos min kæreste som boede længere væk, og min cykel var punkteret undervejs, uden at jeg havde lagt mærke til det, og så måtte jeg til sidst stå af og trække den hjemad. Det var sådan mit mareridt startede, fra en kold stormfuld aften til at jeg måtte babysitte en besat dæmon fra en anden verden. Bogstaveligt talt.
Jeg stoppede min raske gang midt i gågaden. Der havde været lidt klamt at gå der i forvejen, da der havde været helt gudsforladt for mennesker, men det mærkede jeg først da jeg syntes at høre en underlig klagende lyd fra det fjerne. Pludselig gik det op for mig, at det kom inde fra en gyde midt på gaden, hvor der ville have været langt mindre uhyggelig i dagslyset. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg havde ærlig talt ikke lyst til at nærme mig der. Derfor skyndte jeg mig forbi. Men efter kun to skridt efter, havde jeg dårlig samvittighed og jeg stillede min cykel op ad muren og pillede cykellygten af, så jeg ville kunne se hvor jeg gik. Der var nemlig ingen gadelygter, så mørkt og klamt var det.
Jeg lyste mig vej, og selvom gyden ikke var spor lang, gik jeg med korte skridt.
”Hallo” Lød det fra mig, med en anelse rysten i stemmen. Lydene forsvandt, og jeg lyste nænsomt rundt for at kigge efter, da jeg kunne have svoret på at have hørt noget. Jeg kunne høre noget bevæge sig, og lyste derhen. Lygten blinkede en anelse, og den lyste ikke så kraftigt, hvilket var et tegn på at batteriet var ved at være fladt. Jeg slog lidt på batteriet for at vække det, men i det samme slukkede det helt, og jeg protesterede irriterende og mumlende.
”Tænd lyset igen” Lød det lavt og næsten hviskende bag mig. Jeg vendte mig om og kunne se omridset af en person, der sad op ad væggen. Det lignede en pige i første sekund, men jeg kunne høre på stemmen at det var en dreng, en dreng på omtrent samme alder som mig.

Efter at han havde brugt alt det varme vand og spist alt hvad der var tilbage i køleskabet, lagde jeg ham i seng. Vi havde endnu ikke talt sammen, da han ikke var til at komme i kontakt med. Man skulle tro at han aldrig havde levet et normalt liv, når man sådan studerede ham nærmere. Han var helt udsultet og spinkel, og huden var helt farveløs. Det lange sorte, slidte hår skjulte hans ansigt, og han gjorde intet for at fjerne det. Selv ville jeg synes at det ville være irriterende med hår i ansigtet, men han brugte det åbenbart til at skjule sig bag.
Jeg satte mig selv på sengekanten og kiggede ned på ham. Han så ikke ud til at ville sove endnu, og han stirrede bare tilbage på mig igennem håret. Selv vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg var normalt ikke særlig socialt anlagt selv.
”Mine far kommer først hjem i morgen” Begyndte jeg ”Han arbejder altid om natten”
Han sagde ingenting, men kiggede bare fortsat på mig. Igennem håret kunne jeg se at han havde nogle matte og mørke øjne. De var trætte, og slet ikke med det skræmte udtryk, som han havde i sit blik, da jeg fandt ham.
Da han ikke sagde noget, måtte jeg fortsætte. ”I morgen finder vi ud af hvad vi gør med dig, okay?”
Jeg så forventningsfuldt ned på ham, men han rykkede ikke på sig eller kom med nogen lyd, og jeg nikke afgjort og rejste mig. ”Sørg for at få noget søvn.” Sagde jeg, inden jeg satte mig ned på min sovepose og lagde mig ned.
Der var stille længe, og jeg lå vågen til da himlen udenfor blev lysere. Jeg havde en elendig følelse indeni, og det var ikke fordi at jeg sov i en sovepose, men fordi at jeg havde et uhyggeligt billede af den dreng i mit hoved. Jeg havde følelsen af, at der var noget der var fuldstændigt galt, og at jeg var ved at begå en fejl. Men jeg ville naturligvis ikke lytte til de tanker. Det var kun oprigtigt gjort af mig, at tage ham til mig natten over, og jeg vidste at jeg havde god grund til at rose mig selv. Der var mange mennesker herhjemme i Danmark, der bare ville gå forbi folk der lå på gaden, men jeg havde haft et anderledes syn på denne her dreng. Jeg havde medlidenhed med ham, og der var noget uskyldigt i hans blik. Han var med sikkerhed hverken alkoholiker eller narkoman, og med den frygt i hans øjne, var jeg blevet overbevist om, at han var blevet tortureret på en eller anden led.
Efter ikke så meget søvn, kunne jeg høre ham sætte sig op i sengen, og jeg vågnede af det. Jeg vendte selv hovedet og åbnede øjnene. Drengen rejste sig og gik hen til et af vinduerne, trak gardinerne for, og gjorde det samme ved alle de andre vinduer i værelset.
”Du behøver ikke tænke på mig. Jeg kan alligevel ikke sove mere” Sagde jeg henkastet til ham og rejste mig op. Han så hen på mig med en sørgmodig mine, der fik det til at skære i mit hjerte. Jeg studerede ham som han stod der. Han så uundgåeligt sulten ud, ganske enkelt på grund af hans magre ansigt. ”Måske skal vi gå ud og handle…”
Jeg gik hen og fandt tøj frem til os begge. Han måtte låne tøj af mig, da hans eget var snavset og ødelagt, og jeg var ikke selv nogen stor fyr, så han ville sagtens kunne passe det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hjalp ham på med tøjet. Han lod ikke til at kunne gøre det selv, da han bare stod stille når jeg snakkede til ham eller rakte ham noget.
Han kiggede ned på mig mens jeg knappede skjorten på ham.
”Sådan” Svarede jeg til mig selv og rettede mig op igen ”Hvad skostørrelse har du?”
Jeg så ham i øjnene og kunne allerede fornemme, at jeg intet svar ville få. Jeg følte allerede, at jeg havde vænnet mig til det. Jeg kiggede ned på hans fødder og gik hen og fandt nogle af mine sko og gik hen til ham, for at hjælpe dem på ham.
Da skoene var snøret, fandt jeg en af min kæreste Beths forlagte elastikker, og brugte den til at samle hans hår lidt. Jeg havde overvejet at klippe det for ham, men jeg tænkte, at det måtte han selv styre om han ville.

Vi måtte gå hen til supermarkedet, for min cykel var jo punkteret, men nu var turen heller ikke så lang igen. Drengen fulgte mig roligt, men også en anelse forsigtigt. Jeg vidste at han kunne tale fra vores første møde af, og jeg gik bare og ventede på, at han selv skulle komme frem med noget at sige. Derfor sagde jeg ingenting selv.
Jeg gav ham en kurv i hånden, da vi nåede frem, og han holdt den og fulgte stadig med mens jeg fandt en masse brød og pålæg. Jeg købte noget af det han havde spist i går, for at sikre mig at han også kunne lide det i dag. Det var jo ikke ligefrem fordi han svarede mig, når jeg spurgte ham om, hvad han godt kunne lide af mad.
Vi stillede os i kø efter at have fyldt kurven op. Jeg havde købt mere end hvad jeg normalt havde gjort, når jeg havde gæster, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg aldrig skulle handle på tom mave mere.
Jeg hørte nogen velkendte stemmer, og jeg vendte mig om for at se og fik øje på en pige fra min klasse.
”Hej Rasmus” Nåede Laura at hilse, inden jeg nåede det, og jeg svarede hende med et smil. ”Hvem er det?” Hendes blik var rettet mod drengen ved siden af mig. Og det var så der hvor jeg begik en fejl, og jeg ved ikke hvor det kom fra.
”Min fætter” Hørte jeg mig selv sige ”Sam”. Jeg formoder at måtte have sagt det fordi at det slet ikke lignede mig at hænge ud med hans type, og jeg fortryder virkelig at jeg sagde det, for jeg fik en masse seriøse problemer efterfølgende.
Laura smilte til mig og vendte sig imod ham med et stadig venligt smil og hilste: ”Hej!”
Fordi jeg kendte hende så godt, bemærkede jeg hvordan hendes øjne hurtigt skimmede ham igennem, og hvordan de inderst inde udviste foragt over ham. Han var ikke ligefrem drømmefyren i hendes, eller for den sags skyld mange andre pigers verden. Jeg så selv hen på ham og afventede nervøst et svar. Han kiggede ikke engang på hende, og Lauras smil blegnede og jeg kunne se, at det næste blik hun sendte mig var spørgende.
”Han er syg, så han er ikke helt klar i hovedet” Svarede jeg og begyndte at stille mine varer på rullebåndet. Hun så på mens hendes øjenbryn hævede sig overrasket over vores varer, nærmest for at snakke om noget andet.
”Hvad skal I med så meget nutella?”
”Spise det?” Svarede jeg hende, i en tone der måske godt kunne lyde lidt grov, men heldigvis så hun ud til ikke at tage sig synderligt af det. Hun lavede bare en grimasse over tanken. Hun var vel et eller andet sted ligesom så mange andre piger, der lader som om, at de ikke kan lide noget der er usundt. Dem og deres gulerødder og vandflasker. Man ser i hvert fald aldrig drenge have gulerødder med i madpakken.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...