Det blanke papir

En forfatters kærlighed ... Eller mangel på samme.

11Likes
11Kommentarer
1432Visninger
AA

1. Og hun sad for sig selv, indtil ...

Hun sad lidt for sig selv mens hun undrede sig over hvad det nu var hun skulle gøre. Med hagen let hvilende på håndryggen sad hun og vippede en smule på stolen med et fraværende utryk i øjnene. Hun gnavede frustreret på sin blyant. Hendes tanker snoede sig og vred sig i hendes sind. De hviskede søde såvel som ondskabsfulde ord – de dannede ord der blev til sætninger der blev forvandlet til en historie. Alt hun behøvede var at skrive den ned på papiret, men hendes fingre nægtede pure at adlyde hende og det blanke papir skinnende hvidt og hånligt mod hende. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det? tænkte hun irriteret for sig selv. Har du end ikke i sinde at prøve at overkomme denne forhindring?
Men hun fik intet svar – og havde hun egentlig forventet det?
Irriteret smed hun blyanten fra sig og krøllede det ellers ubrugte papir sammen. I det øjeblik hørte hun lyden af en stol der skrabede hen over gulvet. Hun så op.
”Yo. Hva’ så smukke?” spurgte drengen foran hende. Pigens elles så alvorlige, og lige nu lidt irriterede, ansigt lyste op i et smil. ”Hey. Jeg er bare lige ved at få et flip over den her son of a bitch roman jeg er ved at skrive.” svarede hun. Han kiggede sigende på det blanke og nu meget krøllede papir. ”Jeg ved det, jeg ved det. Det lader til jeg ikke rigtigt kan komme i gang.” sagde hun og pustede en tot hår væk fra øjnene. Hun lænede sig tilbage i stolen igen. ”Gir’ du ikke lige en hånd?” spøgte hun. Han lo. En dejlig perlende latter der smittede. ”Tosse.”
Han tog papiret op igen og glattede det ud. ”Her.” sagde han. Han smilte ikke, mens hans øjne glimtede af det skjulte smil. Hun tog fat om blyanten igen. ”Alright. You’re the boss!”


Efter et par minutters stilhed og skulen til det blanke papir sukkede hun og så op igen. Overrasket bemærkede hun at han kiggede intenst på hende. Han rødmede og så væk da det gik op for ham at hun havde lagt mærke til ham. Hun fniste. ”Sidder der noget fast på mit ansigt?” spurgte hun. Hvorfor var det så meget sjovere at tale med ham end at skrive den forbandede roman der bare ikke ville ned på papir?
Et øjeblik så han bare på hende, før han smilte fjoget. ”Ja, faktisk. Liiige …”
Han lænede sig forlæns og sætningen døde ud da hans læber fandt hendes.
” …. Her …” afsluttede han stille. Et øjeblik stivnede hun og så chokeret på ham. Så tændtes et lys i hendes øjne. Han ventede spændt. ”Jeg har det! Endelig!” nærmest råbte hun og gav sig ivrigt til at skrible løs.
Han sukkede. Det var altid sådan. Hvorfor kunne hun ikke bare indse at hun ikke behøvede papir og blyant for at opleve noget fantastisk en gang imellem?
”Du ved godt jeg elsker dig, ikke?” spurgte han med hånden støttende under hagen og med et opgivende udtryk i ansigtet. ”Mhhn …” mumlede hun, allerede komplet fortabt.
Drengen der havde været hendes bedste ven i hvad der syntes at være århundreder sukkede. Han kunne ikke lade være med at tænke om hans ord nogensinde ville trænge ind til hende sådan som bøgernes gjorde …

- Af Kia M. C.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...