Vampyrer kan også elske!CB<3

Hvem siger, at vampyrer og lidt kendte mennesker som Christian beadles, ikke kan elske hinanden?

7Likes
78Kommentarer
4331Visninger
AA

15. Min skaber...

Vi gik langsomt ind ad skoven, mens duften af Caitlin og min skaber, blev stærkere. "de er tæt på," sagde jeg til drengene, der var bag mig. De forholdt sig stille, mens jeg gik forrest, og viste vej. Duften blev kraftigere, og kraftigere, og til sidst, stod vi i en lysning, hvor Caitlin lagde og vred sig på jorden, ca. 15 meter fra os. Min skaber, stod 2 meter bag hende, og smilede lumskt. Men jeg kiggede ikke på ham, mit blik var fæstnet, på Caitlin. "hvad har du gjort, ved hende?" sagde jeg, med en skinger stemme, hvilket kom bag på mig. "det samme som med dig... Hun har været sådan der, i 5 minutter... Det går langsomt med hende her, jeg tror der kan gå, omkring 1 time, før hun er vampyr," sagde han, uden spor af ærgrelse. Jeg kiggede op på ham, og kæmpede for, ikke at hvæse af ham. "hvorfor gør du, det her?" sagde jeg, og var lige ved at hvæse, men klappede hurtigt kæberne sammen, da jeg ikke ville hvæse. "ikke hvorfr du, men hvorfor vi," sagde han, og så dukkede der 2 andre vampyrer, frem bag ham. Jeg tog 3 skridt hen mod ham, mens jeg hvæsede, da en smerte kom pludseligt. Den fik mig til at falde ned på jorden, og vride mig af smerte, uden jeg kunne skrige. "slap af Veronica," sagde han, og så forsvandt smerten, så pludseligt, som den kom. Jeg rejste mig op, og vaklede et skridt bagud, mens han smilte triumferende. "hvorfor gør i det her?" spurgte jeg, da jeg havde sundet mig lidt. "fordi, du kan være nyttig... Jeg har fundet ud af, at du har et talent, for at styre de fire elementer," sagde han, med et skævt smil. Jeg kiggede bagud, på drengene. De gik frem ved siden af mig. "jeg ser, du har en ven, der er formskifter," sagde han, og kiggede på formskifterne, ved min side. "og mennesker," sagde han, og kiggede sultent, på Chris, Chaz, Ryan og Justin. Jeg hvæsede, da han kiggede på dem. Så kiggede han på mig igen, og jeg stoppede min hvæsen. "og du lever af dyreblod," sagde han, med et alvorligt ansigtsudtryk. "så du har aldrig smagt menneskeblod... Så bliver det svært for dig, at stoppe, hvis du skal have giften, ud af hende," sagde han, og kastede et blik, på Caitlin, der stadig vred sig af smerte. Jeg fæstnede mit blik, på Caitlin, der vred sig af smerte. "men du kan vel prøve," sagde han, og så skubbede han hende, helt hen til mig, med et triumferende smil - han troede ved allerede, han havde vundet. Jeg kiggede på Chris, der stod ved siden af mig. Han satte sig ned på knæ, ligesom de andre også gjorde. De sad omkring hende, mens jeg stadig stod op. Jeg satte mig langsomt ned på knæ, og tog så fat i hendes arm. Han havde bidt hende, ved håndledet. Jeg kiggede på Caitlin, og tog så en dyb indånding, med lukkede øjne. Jeg åbnede mine øjne, og satte mine tænder, i hendes håndled. Jeg sugede, og kunne mærke, hvordan der kom en rus over mig, som gav mig lyst til, at få mere. Der var godt nok en lille smagt af gift i blodet, men det smagte lækkert, og jeg havde svært ved at standse igen. Det gav mig mere energi, end dyreblod gav mig. Det gjorde mig vild, og jeg fik lyst, til at dræbe. Jeg kunne smage, at giften næsten var væk, og at Caitlin, lagde stille nu. Så var giften helt væk, og blodet smagte endnu bedre. "Emma, stop nu," sagde Jake, der var ved min anden side, end Chris. Han skubbede til mig, men uden effekt på mig. Jeg var stærkere, end nogensinde før. Så grinede min skaber, triumferende. Det fik mig til at lukke mine øjne, og stoppe med at suge. Men jeg slap ikke, hendes håndled. Duften af hendes blod, kom snigende op i min næse, og jeg fik endnu en gang, lyst til at drikke det, og bare blive ved. Jeg kæmpede imod fristen, ogslap så hendes håndled hurtigt, og gik 6 meter bagud. Min skaber, kiggede måbende på mig, indtil han fik sit ansigt under kontrol, og lavede et koldt udtryk. Jeg kiggede på Caitlin, der langsomt fik sig sat op. Hun så ud til, at have det fint. Manden der stod bag ham, kunne dog ikke skjule sin ærgrelse, og det var det samme, med kvinden. Veronica, hed hun vist. Hun lod sit blik falde, så det endte på Caitlin, - der stadig blødte lidt - med et sultent blik. Hun var ved at tabe kontrollen, over hendes bevægelser, så jeg sprang, og landede 5 meter foran Caitlin, og stod kun 10 meter, væk fra dem, for at beskytte Caitlin. Jeg stod i forsvarsstilling, mens jeg snerrede. De trådte alle, et skridt bagud. "vi gør ikke noget... Hvorfor slutter du dig ikke sammen med os?" spurgte min skaber, med en blid stemme. Lidt for blid, efter min smag. "jeg kender ikke en gang dit navn! Og jeg har det fint, lige hvor jeg er," sagde jeg, gennem sammenbidte tænder. "det der er Bastian, det der er Veronica, og jeg er Ben," sagde Ben, med en lige så blid stemme. "sikke en skam... Men det er jo dit eget valg... vi ser dog frem til, at besøge dig igen," sagde Ben, og vendte sig om, sammen med Bastian og Veronica, og så forsvandt de. Jeg rettede mig op, og stoppede med at snerre, mens jeg gik baglæns, meget langsomt. Jeg kunne ikke dufte dem, så de var væk. Jeg vendte mig om, og mødte mange forvirrede blikke. Jeg stoppede op, der hvor jeg stod; hvad hvis de synes, jeg var frastødende, efter at have drukket af Caitlin's blod? Jeg ventede på deres afvisning, men de gjorde intet, udover at få Caitlin op at stå, sammen me dem selv. Caitlin gik hen imod mig, og gjorde det, jeg mindst havde forventet. Hun gav mig et kram. Jeg kunne stadig dufte hendes blod bag mit hoved, så jeg lukkede mine øjne, og lagde mine arme om hende. "tak," hviskede hun, i mit øre. Jeg gav slip på hende, samme tid som hun gav slip på mig. Jeg gik 2 meter bagud, da hendes blod, var tiltrækkende. Hun kiggede uforstående på mig, men med et smil. "dit. blod." sagde jeg, mens jeg prøvede ikke at trække vejret. 2nårh," sagde hun, og gemte sin hånd, bag sig selv. "tak fordi, du reddede hende," sagde Chris, med et lettet smil. "dog med besvær, men alligevel... Hvordan kunne du stoppe? Fik i ikke en rus over jer?" spurgte Jake, og kiggede forvirret på mig. "jeg ved det ikke," sagde jeg, og trak på skuldrene. Jeg vidste ikke, hvordan je stoppede, jeg gjorde det jo bare. Med meget besvær, men jeg gjorde det. "skal vi gå hjem?" spurgte Justin, med et smil. Jeg nikkede, og så gik vi hjem af.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...