Vampyrer kan også elske!CB<3

Hvem siger, at vampyrer og lidt kendte mennesker som Christian beadles, ikke kan elske hinanden?

7Likes
78Kommentarer
4330Visninger
AA

12. der røg den jagt... eller, ikke helt!

Jeg fjernede det, der landede på mig, og rejste mig op. Til min store overraskelse, stod en stor, sort ulv, foran mig. Den knurrede, og bed ud efter mig. Jeg undveg, og hvæsede tilbage, som kat mod hund. Den hoppede endnu en gang ud efter mig, men jeg fjernede mig endnu en gang. Jeg kunne se drengene vente utålmodigt, 40 meter væk. Lidt efter, dukkede der også en hvid, en rød, en grå og en brun ulv frem, fra buskadset. "må ma ikke en gang jage en hjort, i fred?" hvæsede jeg, og kiggede ad den vej, som hjorten var forsvundet. De kiggede alle tilbage på drengene, der stod 40 meter væk. "ja, det er såmænd mine venner," hvæsede jeg, da de kiggede frem og tilbage, mellem mig og drengene. De kiggede mistroiske på mig, og blev alle ved med at blotte tænder, imens de knurrede. Jeg sukkede, og rettede mig op, for at vise, at jeg ikke gjorde noget. Ulvene kiggede uroligt og forvirret, på hinanden. De troede sikkert at det var en fælde, men det var det ikke. Hvorfor skulle jeg snyde, de var jo trods alt i flertal. Jeg trådte et skridt tilbage. Ulvene knurrede som reaktion, på min bevægelse. Jeg kiggede tilbage på drengene, som der nu kunne se mig. De vinkede, og jeg vinkede tilbage. "se, det er mine venner," sagde jeg, da ulvene havde set, vores lille vink til hinanden. De stoppede med at knurre, og stillede sig normalt. De rystede alle sammen lidt, og lidt efter, stod der 5 drenge, foran mig. De var vel alle omkring de 17 år. De lignede alle Jake, men de havde kun shorts på. "undskyld, hvis vi ødelagde din jagt," sagde den forreste dreng, med et undskyldende smil. "det gør ikke noget, smagen er væk..." sagde jeg, og smilede stort. "hvad for en smag?" spurgte den samme drenge igen, med et forvirret udtryk, som de andre også havde. "jeg smagte bare noget pizza... forfærdeligt, gør det aldrig igen," sagde jeg, og skar hurtigt ansigt, men smilede bagefter. Chris, Chaz, Ryan, Justin og Jake, var 10 meter fra mig, og smilede alle stort. Jeg kunne ud af øjenkrogen se, at en af drengene, stirrede på mig, men jeg ignorerede det; jeg kiggede kun på drengene, der kom tættere på. Lidt efter, stod de ved siden af mig, og kiggede på drengene, foran mig. "hey Jake," sagde den forreste, med et stort smil. "hej gutter," sagde Jake, og smilede stort til dem alle. "vi vidste ikke, du var begyndt at hænge ud med vampyrer," sagde den forreste, og smilede drilskt til mig. "det er i dag jeg har mødt hende, da jeg jo var sammen med Chris, så det er ham, der egentlig er ven med hende," sagde Jake, og kiggede på Chris, der smilede stort, som et eller andet fjols. "ja, men da jeg mødte hende, troede jeg da ikke, at hun var en vampyr," forsikrede Chris dem om, da de kiggede på ham. Så kiggede alle på mig, som om jeg var uskyldig. "hvad? Skulle jeg råbe, jeg er en vampyr, og så risikere, at jeg endte på en sindssyge anstalt?" sagde jeg med et smil, og kiggede uskyldigt på dem. Så kom lugten af hjort igen, og jeg vendte mig om. 15 meter længere bag mig, stod en hjort. Jeg kiggede undskyldende på dem, og løb så efter hjorten, med de andres blikke, borende ind i min ryg. Jeg fik hurtigt fat i den, og slog så kæberne sammen om halsen på den, hvorefter jeg sugede til. Energienn pumpede i mig, og jeg smilede, mens jeg drak. Jeg slap den, da den var tom, og løb tilbage til de andre. De kiggede med væmmelse på mig, eller det gjorde ulve drengene. "det der var klamt," sagde den forreste, og skar ansigt. "jeg har da ikke valgt, at jeg vil leve af blod," sagde jeg, og kiggede uskyldigt på ham. "har du ikke? Hvordan blev du så vampyr?" spurgte han, med et smil. "jeg blev bidt," sagde jeg, med et smil. "altså, ligesom i film?" spurgte han, og kiggede på mig, med vantro. "jeps, en eller anden fulgte efter mig, så jeg begyndte at løbe, og så endte jeg i en blindgyde, han bed mig, og sagde så, han ikke ville have bidt mig, og forsvandt ud i den blå luft," sagde jeg, og trak på skuldrene. "har du så et ar?" spurgte han, og så kiggede alle nysgerrigt på mig. Ja?" sagde jeg, lidt tøvende. "må vi se?" spurgte de, og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg blottede min hals, så de kunne se, mit ar, der var formet som en halv måne. De kiggede på det med store øjne, men så dækede jeg det. "gjorde det ondt, eller?" spurgte Chris, og kiggede stadig nysgerrigt på mig. Jeg nikkede, og prøvede at glemme den overvældende smerte, jeg havde haft. "skal vi komme hjem ad?" spurgte jeg, med et smil, for at aflede dem, og det virkede, for lidt efter nikkede de, og så gik vi hjem ad.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...