Vampyrer kan også elske!CB<3

Hvem siger, at vampyrer og lidt kendte mennesker som Christian beadles, ikke kan elske hinanden?

7Likes
78Kommentarer
4081Visninger
AA

1. Koldt blik, og vampyr vulapyk (eller måske ikke)?

Jeg kiggede dybt, ind i hans iskolde, blå øjne. De var gennemborende, mens mine, var fyldte med frygt, og angst. Hans smil, var lumskt, mens han bevægede sig yndefuldt over mod mig, i den blinde gyde, jeg var end i. Jeg kunne ikke rende væk, jeg sad fast. Hvor kunne jeg, løbe hen? Jeg stod helt op, af den kolde stenmur. Mit lange, lyse, lidt krøllede hår, gik mig til navlen, og strittede lidt. Jeg var ikke høj, og det havde jeg aldrig værret, så intet problem. Han stod pludselig foran mig, uden jeg havde set, han havde rørt sig. Jeg gispede, da hans næse, rørte min, og han kiggede mig dybt, ind i mine øjne, der var blå, og fyldt med angst, der voksede til et panikanfald. Han begyndte at kysse min hals, og hvis jeg ikke gættede forkert, duftede han til mig? Lidt efter, kunne jeg mærke, noget bore sig igennem min hud, og en smerte skød igennem min krop. Det føltes som at blive brændt, mens en bus kører over en, igen og igen. Jeg faldt ned på jorden, men skreg ikke, af bare smerte. Den havde lammet mig, mens jeg vred mig på jorden. Jeg begyndte at gispe efter vejret, men så lidt efter, var det som om, jeg ikke behøvede luften, men noget at drikke. Min hals var tør. Jeg rejste mig, og den samme mand, stod overfor mig, mens han kigede vurderende på mig. "kom," sagde han, med en klangløs stemme, der lød mere som en ordre, end en venlig gestus. Jeg gik efter ham, ud af gyden, og videre ud, i en lille, mørk skov. Vi var kommet et godt stykke ind, hvorefter jeg kunne dufte noget, der duftede godt. jeg fik lyst til at løbe efter duften, men jeg vidste ikke, hvad det var, så jeg holdte min trang tilbage. "hør her, det var forkert af mig, jeg skulle aldrig," sådan sagde manden, da han snublede over sine sætninger. "hvad er der?" sagde jeg, med en stemme, der var lidt hæs. "du... du... du er en vampyr, jagt efter det, du kan dufte, men lad vær med, at opsøge mig," sagde manden, og så forsvandt han, ud i skoven. Eller skulle jeg sige vampyr, i stedet for mand? lige meget, var JEG en vampyr? Det gav da ikke mening? Men jeg fulgte alligevel, efter den dejlige duft, og lidt efter, havde jeg lagt en puma ned, og drak dens blod. Da den var tømt, rejste jeg mig op. Jeg tørrede hurtigt min mund, og kiggede mig lidt omkring. Jeg var jo, blevet en vampyr! Jeg begyndte tat gå ind mod byen, og jeg var der lidt efter. Jeg gik lidt rundt, indtil jeg gik ind i en. Det var mørkt, men jeg kunne se tydeligt. Det var jeg ikke vant til! Jeg var jo som en kat. Jeg rejste mig op, oghjalp også ham op. Bag ham, stod der 2 drenge, der smilede stort. "undskyld," sagde mig og drengen i kor, da vi fik øjenkontakt. Han var lidt højere end mig, men kun lidt. "det gør ikke noget, det var også min skyld," sagde jeg, og kiggede smilende, på drengen, og til hans venner, bag ham. Jeg følte mig ikke en gang fristet, til at drikke dem, men det var vel også lidt normalt? Hvad vidste jeg, om det? Intet, men jeg var ligeglad. "jeg hedder Chris," sagde den spkaldte chris, og rakte sin hånd frem. Jeg tog imod, den brændende hånd, og smilede sødt. "jeg hedder Emma," sagde jeg, og gav slip igen. "og jeg er Ryan, og det er Chaz," sagde Ryan, og smilede stort. Jeg nikkede, hvorefter jeg smilede stort. "jeg må videre," sagde jeg, og gik videre forbi dem, uden at sige farvel.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...