Søvnløs

Diana Madison. Kvinde. 1,89 høj. Brunette. Mørkeblå øjne. Uren hud. Menneske. Diana er hovedpersonen i hele historien, men stadig ikke en af de vigtigeste personer. Hendes liv er nemlig gået ad helvedes til. Siden skolestarten, havde hendes forældre skændtes om alt muligt hun ikke forstod, og da de blev skilt forstod hun det hele. Skolen var heller ikke let, i starten sagde skolens nedladende piger ting om hende, men i slutningen ville de teste hende om hun kunne blive klaret at puffes lidt til. Derefter gik hun tilbage til starten, og ville aldrig kigge sig tilbage til slutningen. Hun startede, og lagde alting bag sig. Men en tidlig morgen ændres alt for hende. Apoteket var åbent og hun stødte ind i en fyr, der ikke var intresseret i hende, men det der løber i hendes åre ..

2Likes
15Kommentarer
1878Visninger
AA

1. Intro

Der hvor der var mørkt, og der hvor månen glimter, var der et forladt hus.
Man kunne ikke kalde det et hus, man kunne kalde det for noget affald, ragelse, muggent skidt, noget der er skjult for omverden. En offentlig minearbejderplads, eller en grufuld losseplads.
Huset var formet i en skæv spids, der pegede mod et træ der var blevet ramt af selve lynet.
Rundt omkring var der huller, der var blevet dækket af alt for meget jord, så det så helt forkert ud. Der var skrald, og muggent træ alle vegne. Gafler og rustne spader, med rædsomme klinkede brud i siderne kunne man finde tæt ved en klem sprække. Et advarende ulve hyl kunne høres i nærheden, tågen flød roligt ud, og det betød at de kom. En masse mænd og damer der dukkede op i det fjerne. De havde alle sammen en lang kulsort kåbe på, og en kulsort hætte på. Der var spæd, børn, og til og med gamle. De var alle sammen ukendte, en af de forreste der gik der fremme havde en lanterne i hånden. En anden var mere pukkelrygget og havde en stok i hånden. Man kunne skimte hans hvide skæg. Lyden af ulvene der sang hver for sig, og de sort klædte mænd og damerne der mumlede en sang i kor, gav en fredefyld stemning, der langsomt for hen da de stoppede foran huset. Nogen åndede lettet ud, og gav sig til at tage et skridt tilbage, mens andre gik frem ved siden af manden med lanternen. Den gamle mand med stokken stod nu forrest, og hostede to gange.
Alle var spændte, men ikke nødvendigvis af glæde. Den gamle mands hænder skælvede. Hans hånd rystede som fik stokken til at vippe. Alle de andre turde ikke engang at se på ham, kun at tørre deres øjne.
Der var en lang pause hvor alle kunne høre hinandens tunge vejrtrækninger. Det tog sin tid, indtil den gamle mand tog sin blege hånd frem og lavede en bevægelse der viste at de skulle gå ind i huset.
De gik ind og så sig ikke tilbage.
Da de gik ind var der mørkere end der var udenfor. Takket været deres nattesyn, var det let som ingenting. De skulle bare følge stien, og den var meget enkel. I starten var der et kæmpe tunnel. De fulgte hinanden i rette rækker igennem tunnelen uden at stoppe brat op. De skulle bare følge faklernes lys. Der var jord, og jord overalt. Nogen store rødder holdte den oppe, ellers var det det rene jord. De holdt alle sammen blikket lige ud, og talte ikke engang. Den eneste lyd omkring dem, var en utydelig hvisken. Ingen kunne høre hvad denne hvisken handlede om. Børn kryb ind til deres mødre, og mødrene mumlede beroligende ting ind til deres hoveder.
Alle var bange, og rædselsslagene for hvad der ville ske. Selv de allermest modigste, eller de mest stærkeste, gik side om side med hinanden. Pludselig lød der en bulmen, i tunnelen. Den var ikke så kraftig, men alle fik en slem omgang kuldegysninger. Den lange række stoppede tøvende. Der kunne høres en summen i en og væres øre. Summen var ikke stille tværtimod, den lød som en bi der stak en i øret. Folk tog sig nu til øret. Summen blev højere. Alle faklerne var tændte, men det var som om en målrettet vind slog dem alle ihjel fra dem der er tættest, til dem man ikke kan se. Selv lanternen. Én ud af flokken skreg et kvalt skrig. Kun de to første foran, den gamle og manden med den slukkede lanterne, holdte fast på sin fokus og koncentration. Hele jorden rystede, og det var som om helvede ville dukke frem under dem. Og det gjorde det. Et jord skælv begyndte, og alle skreg og løb i alle retninger. Nogle løb tilbage, og nogle løb frem. Det var liv eller død, men de to mænd så ikke skræmt fra vid og sans, men blev stående. Hele jordskælvet var en faretruende illusion. Da alle var ude, eller væk, blev mændene stadig stående. Der blev nu stille. De ventede kun på et nyt og mere specifik advarsel.
Ville disse se døden i øjnene?
En hvisken løb igennem deres øre.
De kunne stadig ikke høre den, men der var allerede for sent.
De faldt begge om, af hjertestop, mens hætterne ikke var faldet af. I tunnelen var der nu stille. En tydelig hvisken kom nu, og selvom de var døde, kunne de stadig høre den.
"Fra jord og til jord skal i blive!"


De sidste var lige kommet ud af tunnelen, og tog sig forpustet til hjertet. Et tegn på at de gemte sig af skam. Det gjorde de alle.
Langt væk herfra kunne man høre en klokke ringe. Ikke en normal klokke, den slog midnat.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...