Man ved ikke hvad man har, før man har mistet det

Erika på 13 år, er som alle andre piger i teenage alderen. En dag da hun kommer hjem holder hendes fars bil udenfor og det undrer hende ret meget, da han aldrig er hjemme ved den tid. Da hendes far kom gående ind i værelset ser han helt fortabt ud og som om han ikke ved hvad han skal gøre. Lige der får Erika en nyhed der ændrer hele hendes liv! Fra det sekund og til foraltid!

2Likes
19Kommentarer
3715Visninger
AA

1. Det hele startede sådan...

Engang fik jeg afvide af en klog gammel mand, at man ikke ved hvad man har før man har mistet det.
Dengang var jeg kun 11 år, og jeg forstod ikke rigitgt den sætning. Men her på det sidste er jeg begyndt at forstå, hvad der er ment med det!
Dengang vidste jeg ikke hvad det ville sige at miste en, man elsker. Men den dag i dag, forstår jeg det bedre end nogensinde, og det giver stor mening.
Jeg vidste heller ikke at hele ens liv kunne ændres så hurtigt, på en dag, på et sekund, og ved et ord.
Det hele kan gå så stærkt og du kan komme så langt ud, at du ikke ved hvad du skal gøre! Sådan gik det med mig - Erika Nielson...
Mit liv ændret sig på et sekund på en helt almindelig dag, jeg lærte at man ved ikke hvad man har, før man har mistet det.

Før jeg overhovdet går i gang med at fortælle hvordan det hele gik til vil jeg lige fortælle at min mor havde haft det skidt i længere tid, hun havde haft det skidt over det hele, jeg mener hele kroppen.
Hun havde været til læge flere gange, de havde bare ikke fundet ud af hvad det var der var galt i nu. Derfor var det i dag min far og mor skulle til læge og de skulle se om de kunne finde ud af hvad der var galt med hende.


Det hele startede en helt almindelig Torsdag, jeg kan huske den dag, og det hele kørte rundt i mit hovede konstant.
Jeg blev vækket ved en der ruskede blidt i mig, jeg kiggede forskrækket op og mødte min mors kærlige blik.
"Du skal op Erika" sagde hun blidt, hun smilte og gik ud af værelset igen.. Jeg rejste mig træt op, kiggede mig i spejlet, SHIT! Jeg lignede jo et monster!
Jeg greb min hårbørste og børstede mit alt for filtret hår, hvorefter jeg tog et par almindelig jeans og en papfars pige langærmet trøje. Jeg tog en vest uden over og smuttede ned i køkkenet. Min mor, far og lillesøster sad allerede, og var godt i gang med morgenmaden.
Jeg satte mig ned og tog cornflakes pakken og hældte lidt op, jeg hældte lidt mælk over og sluttede af med lidt sukker.
Jeg begyndte at spise, da de andre var færdige med at spise sad jeg stadig og spiste min cornflakes. Sådan var det altid ved os! Jeg sad hver morgen og spiste langsomere end de andre og ventede på at min mor sagde at jeg skulle skynde mig i skole.
"Skat? Du skal tage afsted nu" sagde hun imens hun gik stresset rundt i køkkenet og rydet op. "Okay" mumlede jeg og satte min tallerken i opvaskemaskinen.
"Vi ses skat, jeg elsker dig" sagde min mor og kyssede mig på panden, bagefter gjorde hun det samme ved Amalie - min lillesøster på 11 år.
"Vi er altså 11 og 13 år" sagde jeg surt men alligevel med et lille smil, "det godt med jer to" sagde hun og skubbede os ud af døren."
"Skal du hjem til en veninde i dag?" spurgte jeg Amalie for at få en samtale i gang. "Ja, jeg tager hjem til Julie. Vi skal bare høre SÅ meget Justin Bieber musik" sagde hun glad, "Freak" mumlede jeg og begyndte at grine.
Da vi nåede hen til skolen gik hun hen i 4. klassernes afdeling og jeg gik hen i 6. og 7. afdelingen, da jeg gik i 6.
"Hejsa" råbte en stemme bag mig, jeg vendte mig forskrækket om og så på Maria som var på vej hen til mig. Maria var ikke min bedste veninde, bare en god veninde..
"Hej" sagde jeg og krammede hende hurtigt, vi skyndte os at gå ind i klassen hvor vi til vores store overraskelse var ved at komme for sent.
Timerne sneglede sig afsted og i frikvarterne snakkede jeg som sædvanlig med de 3 piger som jeg altid plejede at snakke med, Maria, Sabrina og Sofie. Vi snakkede altid om de samme ting og det var der heller ikke noget nyt i i dag.
Da vi ENDELIG fik fri, tog jeg min telefon op af lommen imens jeg gik ud af klassen. Maria kom op på siden af mig, jeg mumlede et "hej" og kiggede igen ned i min telefon. Der var ikke kommet nogle beskeder så jeg slukkede den, og lagde den tilbage i min lomme.
"Kan du være sammen i dag?" spurgte jeg Maria, "Nej, jeg skal hjem til min mormor. Min mor TVANG mig, jeg gider altså bare ikke" sukkede hun.
"Det skal nok gå" sagde jeg og krammede hende, hendes mormor var dement og boede på plejehjem så hun kunne næsten aldrig huske Maria og hendes storebror - Mathias. Det iriterede hende rigtig meget og hun syntes ikke det var særlig sjovt at besøge sin mormor.
Vi gik hver vores vej, da jeg kom hjem holdte min fars bil ude foran vores hus. Hvorfor var han hjemme? Han plejede da altid at komme hjem ved en 5 tiden, jeg slog mit blik ned på mit ur, klokken var kun 14.00, mærkeligt?
Jeg tog i håndtaget, døren var låst op, og jeg gik direkte ind. Jeg smed min sko og min jakke i gangen, og gik op på mit værelse og smed mig i min sovesofa.
Jeg tændte for tv'et og begyndte at se "the voice", jeg var lige ved at falde i søvn da jeg kunne høre en der bankede på min dør.
Inden jeg nåede at sige "kom ind" eller bare noget der minede om, blev døren åbnet og der stod min far. Jeg ved ikke hvorfor men han lignede ikke sig selv, han havde røde øjne, han så træt ud og så ,så han også forvirret ud. Han lignede en der ikke vidste hvad han skulle gøre.
"Hej far" mumlede jeg og forsøgte at sætte mig op, trods jeg faktisk var blevet meget træt. Han svarer mig ikke, men gik i stedet hen og satte sig ved siden af mig. Han skruede ned for the voice som kørte for fyld drøn.
"Erika? Jeg har noget vigtig jeg skal fortælle dig" sagde han, jeg kunne skimte han var ved at få tåre i øjnene. Jeg blev med et bange, hvad var der galt?
"Hvad?" mumlede jeg og kiggede op på ham med et spørgende udtryk i ansigtet. Han kiggede hurtigt ned i jorden hvorefter han igen kiggede op på mig og åbnede munden og sagde "Vi har fået diagnosen på mor. Hun har haft det i længere tid end vi havde troet. Sygdommen er så slem at hun er på hospitalet og skal blive der i lidt tid!"
Tårene begyndte at rende ned over hans ansigt, og for første gang i mit 13 årige liv så jeg min far græde - sådan rigtigt.
"Hvad er der galt med hende?" spurgte jeg chokeret, han lænte sig tilbage i sofaen og blev ved at græde. Jeg kunne ikke snakke med ham, for når han forsøgete at sige noget græd han bare endnu mere.
Sådan sad vi i lidt tid, indtil min far stoppede med at græde, han tænkte over noget kunne man se. Han kiggede op på mig og så, så fortabt ud jeg har aldrig havde set ham før, så åbnede han igen munden og sagde "Erika? Mor har fået kræft!"
I det sekund han sagde de ord kiggede jeg ned i gulvet, hele verden stoppede nærmest. Det eneste jeg kunne høre var "hun har fået kræft, hun har fået kræft, hun har fået kræft"
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...