(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 5 ♥

*Overrasket så jeg på ham og glippede med øjnene. Var det en drøm eller virkelighed? Var det bare min fantasi eller virkelighed?*.

45Likes
405Kommentarer
10941Visninger
AA

18. (Justin's syn)......

Hun haltede ud af stuen, og jeg stønnede irriteret. Jeg skulle også lige ødelægge alt med min store mund. Jeg slukkede fladskærmen, og fulgte efter hende. Jeg gik op på værelset, og så hende sidde på sengen.
"Undskyld", sagde jeg stille. Hun kiggede op, og smilte svagt til mig.
"Må jeg spørge dig om noget?", spurgte hun, imens hun kiggede på hendes skadede hænder. Jeg nikkede, og satte mig ved siden af hende.
"Har ud stadig noget kørende med Selena?"... Jeg fik en klump i halsen, og blev vred og irriteret på hende.
"Hvorfor fanden spørger du om dét?!", snerrede jeg sammenbidt.
"Hun prøver hele tiden at få fat på dig, så det........", sagde hun stille, men jeg afbrød hende vredt.
"Jamen tak fordi du stoler på mig. Hvad fanden er du for en kæreste?!", råbte jeg, og rejste mig op. Hun så chokeret og såret på mig. Hun havde ret, men jeg blev bare virkelig sur på hende, fordi hun absolut skulle bringe dét emne op.
"I er overalt, Justin. Du HAR noget kørende med hende, for jeg har set billederne. Og du skal ikke tale, for det er ikke mig der kysser med en luder bag min kærestes ryg!", sagde hun, og begyndte at råbe det sidste. SÅ gik hun over stregen!
"HUN ER IKKE EN LUDER! OG I DET MINDSTE ER DET IKKE MIG, DER LIGGER OG KNALDER MED ÉN ELLER ANDEN!", skreg jeg i hovedet på hende.
Hun rejste sig med tårer i øjnene.
"JUSTIN NU HOLDER DU DIN KÆFT!", råbte hun, og skubbede til mig.
Jeg tog hårdt fat om hendes højre håndled, og kunne ikke styre mig selv. Jeg kom til at bøje hendes hånd tilbage, så hun råbte, og slog mig med den anden hånd
Jeg gav hurtigt slip på hendes hånd, og hun kollapsede grædende på gulvet.
Hun tog sig til sin hånd, og det gik op for mig, hvad jeg havde gjort.
"Medina... Undskyld, jeg ved ikke, hvad der gik af mig", stammede jeg, og satte mig på hug ved siden af hende.
"Du er sindssyg", hulkede hun, og gemte sit ansigt i sine hænder.
"Det var ikke med vilje, søde, undskyld", sagde jeg, og fik selv tårrer i øjnene.
Hun rejste sig hurtigt op, og løb ud af værelset. Jeg sad bare som en idiot, og kølede lidt ned. Jeg havde gjort hende fortræd. Både fysisk og psykisk. Jeg havde snydt hende, og havde gjort noget ved hendes håndled. Måske var den brækket? Forstuvet? Gået af led?

Senere talte vi slet ikke sammen. Vi sad bare ved spisebordet, og spsite i tavshed. Eller jeg spiste, og hun stirrede ned i sin mad med blanke øjne. Hun havde ikke enang rørt gaflen eller noget. Jeg sukkede, og lænede mig tilbage i stolen.
"Du har ikke rørt din mad", begyndte jeg tøvende. Hun rystede bare på hovedet, og hendes læber dirrede, imens hun så ned i bordet.
"Undskyld", sagde jeg stille, og prøvede på at fange hendes blik. Hun rystede hverken på hovedet, eller nikkede. Intet. Hun var virkelig vred på mig, men ville ikke vise mig det. Jeg begyndte at rydde af bordet, og stillede tingede tæt på vasken, så Maria ville tage sig af det. Jaja. I know. Jeg var en møgforkælet popidiot, men jeg gjorde mig altså fortjent til alle de ting. Men jeg fortjente ikke Medina. Jeg sårede hende konstant, og hun tilgav mig konstant.
Jeg gik ind i stuen, og så lidt tv.
"Kan du ikke give mig Ryan's eller Chaz's nummer?"... Jeg så op på Medina, og trak på skuldrene. Så NU ville hun tale til mig?
"Hvorfor?", spurgte jeg.
"Ja eller nej?!", vrissede hun med en strækt arm. Jeg tog min iPhone, fandt Ryan's nummer, og rakte hende min mobil.
"Bare ring fra min", sagde jeg, og så på fjernsynet igen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...