Forbered dig på at dø

Dwight er vampyrjæger med stort V. Han tjener kassen og han er tilfreds med tilværelsen. En dag bliver han beordret til at dræbe en vampyr på hans egen alder. Piece of cake.
Men der er noget i hendes blik, der gør, at han ikke kan trykke på aftrækkeren.

17Likes
49Kommentarer
3875Visninger
AA

8. Afhængig

Dwight havde sat sig i sofaen, ventede på at hun kom tilbage. Han tog sig til halsen hvor blodet ikke helt var stoppet med at pible ud, men han vidste at såret ville lukke sige om et øjeblik. Han helede hurtigt, akkurat ligesom vampyrer. Da døren gik op og hun trådte ud fra badeværelset løftede han hovedet for at se på hende. Hun stirrede på ham med et ulykkeligt blik, som om hun druknede i skam over det hun havde gjort.
”Jeg er frygteligt ked af det,” hviskede hun. Hendes underlæbe bævede og han undertrykte et suk. Hvis hun begyndte at græde ville han ikke vide, hvad han skulle stille op.
”Det skal du ikke være. Jeg er glad for, at du gjorde det,” svarede han ærligt og forsøgte at sende hende et opmuntrende smil. Det så dog ikke ud til at påvirke hende.
”Glad? Jeg… Jeg drak dit blod! Det er jo sygt! Det er sådan noget der sker i film og bøger, men aldrig i virkeligheden! Aldrig!”
”Vampyrer drikker blod. Deal with it. Selv hvis du sulter dig selv, vil du ikke dø.”
Hun så ikke ud til at have nogen kommentar. I stedet satte hun sig på sofaen, så langt fra ham som muligt. Tavshed. Det var ikke akavet, men han kunne alligevel mærke noget anspændt omkring hende, som om hun ikke var tryg her.
”Min krop vil stadig have mere,” hviskede hun. ”Jeg tror ikke... Jeg kan ikke få mig selv til at spise menneskeføde igen.”
”Det ved jeg godt.”
”Men jeg kan ikke bare.. De dør jo, ikke? Jeg kan da ikke bare suge livet ud af dem! De har familie og venner og mål og drømme, jeg kan da ikke bare…”
”Jeg ved det godt,” gentog han. Han så på hende, da hun begravede hovedet i hænderne og han klappede hende akavet på skulderen. Han lyttede med tilbageholdt åndedræt. Græd hun? Nej, heldigvis ikke.
”Hvad skal jeg gøre?” spurgte hun ham frustreret. Hvis han ikke havde lyttet ihærdigt, havde han ikke hørt det. Det var så lavt. Så opgivende. Han tog en dyb indånding, da han blev mindet om deres første møde. Hvordan han havde været så tæt på at dræbe hende, og hvordan hun i sidste ende bare… Gav op.
”Du kan tage blod fra mig. Min krop kan holde til det og jeg vil ikke dø. Men jeg kan ikke love at være her 24/7, så du må lære at styre dig lidt,” tilbød han. Igen det brændende ønske om at hjælpe hende.
Han mødte hendes blik, da hun så ham i øjnene, og han vidste, at hun ville gå med til det. Det ville ikke koste nogen liv, og det var hendes førsteprioritet. En bitter latter lød fra hende.
”Tænk at jeg stoler på den, der forsøger at dræbe mig,” mumlede hun. ”Men hvis du svigter, er det også lige meget. Jeg kan ikke komme i tanke om noget lige nu, jeg kommer til at savne.”
Han kunne ikke styre sig. Pludselig lænede han sig bare frem og pressede sine læber mod hendes i et hedt kys. Først virkede hun overrasket, men hun begyndte at svare, da hun kyssede ham igen. Da han trak sig væk lagde hun noget i hans hånd og han så ned. Sølvnålen.
”Jeg samlede den op, efter at… At…”
”Du havde drukket mit blod,” hjalp han smilende.
Hun nikkede. Han rejste sig fra sofaen og gik over mod døren, som han åbnede. Langsomt trådte han ud i opgangen og gik over mod trappen der førte ned til gaden igen. Han så sig ikke tilbage, men han vidste instinktivt, at hun fulgte ham med øjnene hele vejen ned af trappen. Svagt kunne han høre lyden af en dør der forsigtigt gled i bag ham og han gav sølvnålen et let klem.
Tingene var ikke gået helt som planlagt, men han havde helt sikkert ikke noget imod ændringerne.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...