DRENGEN PÅ FLUGT

Thomas er en dreng der bor i fremtiden. Der er krig imellem planeterne og han ville flygte, men hvor?

1Likes
1Kommentarer
410Visninger

1. Kapitel 1.

Det var mørkt udenfor. Jeg kiggede ud af vinduet og så byen gå i krig. Det var meget slemt. Mens tårene trillede ned af mit ansigt, var jeg klar over der måtte gøres noget ved det. Klumpen i min hals blev meget værre og værre og røde øjne fik jeg skam også. Jeg vidste jeg ikke var i sikkerhed, men hvad skulle jeg dog gøre. Jeg er forladt og isoleret. Den eneste vej var at flygte! Flygte bort har fra. På den måde ville jeg komme i sikkerhed i en fart. Jeg er træt af kampen der forgår imellem planeterne! Lige nu var jeg rastløs, angsfuldt og skræmt. Mit hoved tænkede ikke, men det gjorde mit hjerte. Jeg følte det og gjorde det rigtige...

Thomas er en dreng der bor i fremtiden. Der er krig imellem planeterne og han ville flygte, men hvor?

Jeg tog min pjækkert på og forlod bygningen i en fart. Folk skreg og råbte. Missiler styrtede ned. Jeg så ikke mere. Kiggede ned på fortovet og holdte mig for mine ører. Jeg følte mig prekær og flov og var utrolig deprimeret over situation. Jeg blev ved med at gå i et raskt tempo. Men da jeg stoppede op, så jeg noget opsigtsvækkende. Denne del af byen var forladt og afsondret. Jeg løftede hovedet op og blev paralyseret. Jeg følte mig straks utilpas og forsatte indtil jeg stødte i en slags maskine. Den var rusten og støvet. Tørrede forsigtigt af med en gnidende bevægelse fra min hånd og læste hvad der stod.

"H.G. Wells. London 1979". Jeg var klar over det ikke var i min tid, men hvad betød H.G. Wells? Jeg kiggede ud af øjenkrogen for at se om der var nogen til stede, men stedet her var jo forladt. Direkte hørte jeg lyde! Jeg løb og løb indtil jeg mødte en mur på vejen. Jeg kunne ikke forsætte. Jeg så forpustet tilbage. Lydene blev kraftigere og kraftigere! Lydene forvandlede sig til stemmer og De råbte"Thomas Edward Goodmann. Kan de træde frem!". Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde. Få meter væk fra mig lå maskinen, men deres stemmer blev tydligere og tydligere "Drenge vi skal fange Goodmann!". Jeg sprang direkte i maskinen i panik! Ubevidst trykkede jeg på en knap og blev sugede ind til en anden dimension.

Lige nu sidder jeg og skriver i min journal. Jeg bruger som sædvanlig mine skriveredskaber og mit teknologiske viskelæder, hvis nu der skulle fejle i processen. Jeg ved skam godt at jeg bruge den gamle metode fra oldtiden, men jeg har ikke andet på mig. Jeg notere straks ned alt det dér sker nu, og får vær eneste detalje med. Mens jeg afridser miljøet, undersøgte jeg hvor fredfyldt der var. Der var ingen cyborgs, krig eller noget andet, man kunne følge sig utilpas i. Jeg så på de grønne og brune skulpturer på overfladen. De var pyntet med så spidse, bløde og oval formede genstande. Gaden var også befærdet med andre robotter som mig. De havde sig til gengæld en glød, som jeg ikke havde. Det så ud som om de smilte? Nogen græd, andre råbte, sang og meget mere.

Jeg tænkede mig om og fandt ud af at det var forbudt! Man måtte jo ikke vise sine føleser for andre.
Der var stadig nogen efter mig, jeg kan føle det. Langsomt gik jeg og stirrede på den blå baggrund. Der var nogen hvide bomulds vatter og de så bløde ud. Mens jeg var sikker i stykke tid her. Tænkte jeg på de andre. Dem der er i krig nu. Der måtte gøres noget ved det, men før jeg skulle til at gå videre, tog nogen fat i min arm og rev mig væk. Jeg var fanget nu, ingen udvej tænkte jeg.
Jeg sad i et mørk rum, lyset pegede kun på mig.

Jeg var bundet fast til stolen. En fra mørket begyndte at tale. "Du skylder mig noget". Jeg kunne ikke se hvem det var, men hans stemme var mørk og stærk. Jeg var urolig. Jeg begyndte at danne billeder inde i mit hoved, til at forstille hvem han var. Jeg svarede ham med afdæmpet stemme for at virke selvsikker. "Jeg ved hvem du er. Du er bange for at vise dig". Efter nogen sekunder kom han frem. Det var ikke som jeg forventede personen. Han var iført en metalrustning og en kniv i hånden.

Han kom nærmere og nærmere. Forsigtigt stilte han sig bag min ryg. Jeg mærkede et skarpt element rundt om min hals og en sveddråbe fra min pande, glids langt mit ansigt. Langsomt skar han i mig og bloddråber fra min hals dryppede lige så stille ned. Den smerte gjorde ondt. Jeg hørte et skud! Manden i metalrustningen faldt om. Der var nogen bag mig, som løste rebet op.
Den nogen var lys i huden og havde en amerikansk accent.

Hun hed Anica og var en hemmelig spion, som ville redde universet fra krig. "Vil du? Thomas" spurgte hun med en blid stemme.
Anica var også fra fremtiden og hun har spurgt Thomas om de skulle samarbejde i at redde verdnen. Anica var en ung pige fra Amerika og ville stoppe krigen. Thomas accepterede ansøgningen, men hvordan kan de klare sig 2 mod verdnen?
Anica og jeg var parate til at stoppe krigen. Det eneste spørgsmål var hvordan? Vi sneg os ud til byen og gjorde os klar. Jeg kunne ikke klare denne strid længere! Jeg viste Anica hvor tidsmaskinen lå, og vi transporterede os frem i tiden.

Derefter tog vi det næste rumskib til Venus og ville tale med generalen, men så let var det ikke. Vi var nød til at gå under forklædning, da jeg nu var efterlyst her på jorden. Vi tog ud til rumstationen og hoppede med rakketen. Vi købte ikke billet. Efter nogen få minutter var vi fremme og stod lige foran generalen.

"Hvad vil i!" råbte generalen. "Vi vil stoppe krigen general" sagde Anica selvsikkert. Han kiggede på os misbilligt og smed os ud. Men så fik jeg denne idé! Hvad så hvis vi rejser tilbage i tiden og for stoppet krigen før den begyndt. Jeg fortalte straks Anica idéen og hun svarede: "Hvad så med de ikke tror på os?". Jeg tog mit kamera frem og en avis fra idag op af min taske. Begyndte at filme universet's dårlige tilstand og miljø, mens jeg foklarede hele historien om krigens forløb.
Vi rejste tilbage i tiden og viste filmen til præsidenten.

Da han så filmen blev han måløs og gav hans ord på at der ikke ville komme krig mere. Jeg var nu kommet hjem det første jeg så var disse skulpurturer som kaldtes træer og de havde blade på sig. Alt var ligsom fortiden og det er en dejlig tid nu!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...