Caitlin Streaff

Det handler om en pige, som møder de Berømte Jonas Brothers.

1Likes
4Kommentarer
1915Visninger
AA

1. Kapitel 1; Hospitalet

Jeg lå helt stille, stille på den kolde hospital seng. Det var som om, jeg var på vej væk, væk fra livet, dem jeg elsket endelig alle der havde betydet noget i mit liv. Jeg kiggede stadige rundt, rundt på de kolde kridhvide væge. Alt var så dødt her inde.
Jeg rejste mig med mine arme, men dog med meget besvær. Jeg kiggede ned af mig selv, kiggede på de hvide kjoler man skulle have på her inde.
Jeg kan tydelig huske det, som det var i går det hele havde forgået. Jeg var på vej hjem til min veninde, imens jeg snakket med hende i mobilen. Hun havde været syg i lang tid, og var så bleg når man kiggede på hende.
Jeg husker at jeg snakket med hende, da jeg ser en billygte nærme sig hurtig. Med de mest skarpe lys jeg havde set i mange år, og på en split sekund, var den henne ved mig, og inden jeg havde nået af skrig, råbe eller noget som helst. Var jeg kørt over.
Jeg husker ikke de mindste detaljer, det eneste jeg husker, var jeg tænkte på min dejlige familie, der skulle se det.

Jeg kiggede hen på døren, da den hurtig blev revet op. Og en person som lå på sengen komme ind.
Han så helt død ud, som om han manglede blod, masser af blod. Jeg kiggede hen på ham, han lå helt stille helt stille.
Jeg satte mig så godt op jeg kunne, for at se hvad der skete. Hvem var han? Var han en kendt siden de så, så panisk ud.
Gadinderen blev hurtig taget rundt om personen. De ville nok ikke have nogle til at se på, og måske især ikke mig.
Jeg lagde mig tilrette, da jeg endelig ikke gad se på det, det mindede så meget om da jeg var kommet ind på hospitalet, han manglede dog bare blodet. Men det var jeg endelig også meget glad for han ikke havde.

Jeg hørte stille en stemme, som lød så svag, dog så blød. Jeg tvang mine øjne op, op for at se hvem der talte.
Jeg kiggede lige ind i nogle dejlige brune øjne, der smilte venligt til mig, som man normalt gør hvis man er høflig.
”hej.. jeg er ked af hvis jeg har larmet” sagde han smilene, da han havde lagt sin mobil fra sig. Jeg tog mig sammen til at svare, da det ellers var uhøflig hvis jeg ikke gjorde. ”eh. Det gør ikke noget, jeg var alligevel halvvågen”, jeg smilte skævt. Jeg mærkede stille mine øjne der gerne ville sove, sove vreden der var inden i mig væk. Måske var det en god ide, måske havde jeg overreageret, men helt ærlig hvem ville ikke det, jeg blev kørt ned.
Jeg lukkede stille mine øjne, og faldt ellers i den dybeste drøm og søvn jeg nogen siden har haft.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...