You Belong With Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2011
  • Opdateret: 4 jul. 2011
  • Status: Færdig
Følgende er skrevet ud fra Taylor Swift's sang - You Belong With Me.

Evaline Samuels er en seniorelev og går på årgang med sin nabo - Cody Brighton. Cody og Evaline har været umådeligt gode venner hele deres liv, og selvom han er anfører for skolens footballhold og kommer sammen med Cheerleader kaptajnen, Christina, kan der måske godt udvikles mere end venskabelige følelser mellem dem? De sender tit små beskeder til hinanden ved hjælp af deres værelset som ligger lige ud til hinanden. Evaline holder i starten sine følelser skjult for Cody, men om ikke årets største footballkamp og et skolebal kan ændre de skjulte følelser? Hvem ved?

39Likes
107Kommentarer
6485Visninger
AA

12. Så går det løs

En ting havde jeg besluttet med mig selv. Jeg ville ikke lade andre påvirke mig denne aften.
Der var bal på skolen, og siden jeg skuffede Cody ved ikke at tage af sted, fordi jeg hellere ville lave unyttige lektier til om mandagen, fik jeg hurtigt kaldt på min storebror.

”Hvad er der, Eve?” pustede Sebastian, da han var kommet løbende ind af døren til mit værelse. ”Måske du ikke er så feminim, men jeg har virkelig brug for din hjælp.” Derefter fik jeg i korte, men dog beskrevede træk min storebror om hele min plan. Trods han var en dreng, var han hurtigt med på den, og ville hjælpe mig alt hvad han kunne.


”Vi ses bror, og tusind tak for hjælpen. Jeg skylder dig stort for det her,” storsmilede jeg, da min bror havde fået sat mig af udenfor skolens hovedindgang. ”Du skal ikke tænke på at skylde mig tilbage. Kom nu bare derind og få vidst dem alle sammen, hvem der fortjener Cody!” Han blinkede kort med det ene øje, vinkede så mens han kørte sig vej. Som han havde opfordret mig til, tog jeg hurtigt om kjolen, altså hev den lidt op, og løb så ind i gymnastiksalen, hvor ballet blev holdt. Det var nu det ville gå løs.
Papiret havde jeg i min hule hånd, mens jeg kort rettede på mit hår.
Min bror havde hjulpet mig med at gøre noget helt specielt ud af mig selv. Brillerne, var blevet udskiftet med et par kontaktlinser, samt var mit hår blevet fugtet lidt, og så var det ellers ladet hænge løst ned over mine skuldre, så de mange naturlige krøller jeg havde, rigtigt blev fremhævet. Hvis ikke min bror havde været til så stor hjælp som han havde, så havde jeg nok ikke følt mig så godt tilpas i dette outfit som jeg gjorde. Kjole, brillefri og løst hår, havde aldrig rigtigt været min kop te.


Da jeg forsigtigt trådte ind i salen, mens musikken spillede på fuld skrue, blev der pludseligt helt stille blandt alle eleverne fra min skole. Alles blikke var rettet mod mig. Det var mig som for en gangs skyld var i centrum. Noget nyt, var det hvertfald. Som havene skiltes, da Moses gik gennem det, ligeså trak alle mennesker sig ud til siden, så jeg havde fået en gang at gå i. Det var som om de forgudede mig, eller måske de væmmedes ved synet af mig, så de derfor veg tilbage for mig? Yderligt tænkte jeg ikke over det, da mit blik ramte Cody. Han stod og snakkede med en ven, lige længere fremme, og havde ikke fået øje på mig.
Gisp lød fra folk, som måske også først havde fået øje på mig nu. Gispe som fik min drømmefyr til at rette sit blik mod mig. Som om tiden gik i stå, da han kiggede på mig, var det eneste jeg kunne, bare at smile.
Hans ansigtsudtryk var først forvirrence at tyde, men da det trak sig op i ét stort smil, slap jeg mere af.

Med korte bevægelser begav han sig hen mod mig, mens jeg også begav mig hen mod ham. Det var nu eller aldrig. Så genert som jeg var, så kiggede jeg ned i jorden, da jeg ikke turde se folk blikke mig. ”Cody hvor skal du hen?” Hendes skingre stemme lød gennem luften. Mit blik landede på hende, og hendes hånd, som hun havde om Codys arm. ”Du skal ikke over til hende,” befalede hun så. Og der stod hun så. Skolens baldronning med sin udfordrende røde diamantbroderet kjole. Hendes sorte, eller nærmere brune hår, var glattet, og sad tæt ind til hendes ansigt. Som om hun ville danse med ham, trak hun ham godt ind til sig. Uden besvær, rev han sig dog fra hende, mens han kiggede over på mig. ”Det gør du ikke!” skreg hun. Et arrigt blik blev sendt til mig, men jeg var ligeglad. Hun skulle ikke prøve på at hakke ned på mig mere. Det var slut med det. Hun bestemte ikke over mig, og skulle ikke tro, at bare fordi hun kunne lide at mobbe mig, at hun så rent faktisk gjorde livet surt for mig. Intet skulle ødelægge dette øjeblik nu.

Selv ikke hende…


Kort efter stod vi overfor hinanden. Med ansigterne rettet mod personen overfor os, Cody for mit vedkommende, blev jeg straks nervøs. Hvad nu hvis jeg alligevel endte med at fortryde i sidste øjeblik.
Selvom han havde givet udtryk for, at han sikkert godt kunne lide mig, kunne det måske være bedrag og ren skuespil? Ikke tøve. Spring ud i det?


Forsigtigt foldede jeg mit papir ud, hvorefter jeg viste ham min lille besked.
Et stort smil bredte sig igen på hans læber, hvilket smittede af på mig. Hurtigt havde han fået en hånd stukket ind i hans inderste lomme af hans smoking, og trak så også et lille stykke papir frem.
En besked magen til mig, viste sig foran mig: ”Jeg elsker dig,” havde han også skrevet.

Selvom mit hjerte bankede med hundrede kilometer i timen, vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige. Han elskede mig, jeg elskede ham. Bare eventyret mellem os, så ville stoppe her. En slutning som Cody ikke helt havde i sinde at stoppe endnu.

Han trippede ganske kort hen mod mig, kærtegnede blidt min kind, og lod så sine læber strejfe mine, for kort efter hårdt at presse dem mod mine læber. Mine arme lagde jeg kort om hans nakke, og kyssede så med. En drøm gik i opfyldelse for mig, hvilket fik mig til at tænke på min sang, jeg i den forrige uge havde sunget. En sang som måske alligevel passede ret godt til mit liv.

Forsigtigt bed han sig i læben, mens han hænder lagde sig om mine. Dette måtte betyde enden på et mareridt og starten på et godt og lykkeligt eventyr…
”Må jeg så høre, hvad din sang hed?” spurgte han nysgerrigt om, da vi stadig stod helt tæt. Den dreng gav ikke just så let op. Stædig var han. ”Vil du virkelig gerne vide det?” Med en nikkeden bevægelse, fik han signaleret at han gerne ville. Et svar som passede mig fint.

”You belong with me,” endte mig svar med at være.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...