You Belong With Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2011
  • Opdateret: 4 jul. 2011
  • Status: Færdig
Følgende er skrevet ud fra Taylor Swift's sang - You Belong With Me.

Evaline Samuels er en seniorelev og går på årgang med sin nabo - Cody Brighton. Cody og Evaline har været umådeligt gode venner hele deres liv, og selvom han er anfører for skolens footballhold og kommer sammen med Cheerleader kaptajnen, Christina, kan der måske godt udvikles mere end venskabelige følelser mellem dem? De sender tit små beskeder til hinanden ved hjælp af deres værelset som ligger lige ud til hinanden. Evaline holder i starten sine følelser skjult for Cody, men om ikke årets største footballkamp og et skolebal kan ændre de skjulte følelser? Hvem ved?

39Likes
107Kommentarer
6488Visninger
AA

2. En lørdag aften i selvskab med familien Brighton

”Bank du bare på, Eve,” sagde min mor opfordrende. Selvfølgelig var det mig, som skulle banke på vores naboers dør. Forsigtigt bankede jeg med tre lette slag på døren. ”Tilfreds,” snerrede jeg af min mor.
Til tider kunne hun gå mig umådeligt meget på nerverne. Jeg vendte hovedet om mod hende, og så hun skulle til svare. Dog lukkede hun munden igen, da vi kunne høre hoveddøren blive åbnet. ”Hej og velkommen. Kom bare ind,” sagde en venlig kvindestemme. Min nabos stemme, Julie Brighton. ”Tak fordi vi måtte komme,” svarede min mor krammede Julie. ”Det er også ved at være lang tid siden sidst.” Forsigtigt gik jeg forbi min mor og Codys mor. De valgte at placere sig midt i døråbningen. ”Hej Evaline,” kom det fra Codys far, da jeg kom ud i køkkenet. Han rakte mig hånden, og jeg tog hurtigt i mod den.
”Hej Kellan,” smilede jeg, mens mit blik flakkede rundt til at alle vinkler af køkkenet. ”Hvis det er Cody du leder efter, så er han oppe på sit værelse. Du går bare ind.” Forstående nikkede jeg med hovedet, hvorefter jeg så begav mig op på første sal. Døren ind til hans værelse var lukket helt til, dog kunne jeg svagt høre ham snakke. Han havde sikkert stadig gang i telefonsamtalen med Christina. Jeg tog min hånd op til døren, og bankede så på. Der blev hurtigt stille inde fra hans værelse. ”Mor gider du ikke bare godt gå. Kan du ikke høre jeg er i gang med noget,” kom det fra Cody. Vidste han ikke engang min familie og jeg, dog undtagen min storebror, Sebastian, ville komme i aften? Kort udtrykte jeg et suk, og bankede så på igen.
”Mor jeg gider iik..” Han rev døren op, men stoppede dog brat i sin sætning da han så mig. ”Hej Eve. To sekunder,” mimede han, og tog så hans telefon op til øret igen. ”Men jeg smutter nu Christina. Vi skal spise. Du kender min mor. Når maden endeligt er kommet på bordet, gider hun ikke vente ret lang tid, inden hendes korte lunte udløber.” Han nikkede et par gange mens han snakkede, og derefter lagde han på. ”Hej,” sagde han muntert og vendte så blikket mod ham. ”Hej Cody,” svarede jeg i et lige så muntert lonelejre. Hans arme slog sig om min krop, og jeg krammede med. ”Lang tid siden,” konstaterede han og gik over mod sin seng. Hurtigt gik han gjort tegn til, at jeg skulle følge trop. Jeg gjorde som han sagde, og satte mig ned i sengen ved siden af ham. ”Tja.. Vi har jo hver vores ting at se til. You know.. Jeg har mit musik og du har dit football,” halvmumlede jeg og kom til at tænke på noget der snart ville ske. Den store footballkamp skulle snart spilles. Knigths, som var footballholdet på min skole, og som også var det hold Cody var anfører for, skulle snart spille topopgør mod det andet tophold i deres gruppe. Washingtons Redskin. Det var årets sportsbegivenhed på skolen, og skolens musikorkester, som jeg var med i, skulle spille til kampen. Musik var noget jeg gik meget op i, og jeg elskede både at synge og spille. ”Ja du har nok ret. Men skal i ikke spille til kampen? Jeg mener.. Skal du ikke spille på din.. Klarinet?” Utroligt han faktisk vidste hvad jeg spillede på. Jeg havde et bestemt instrument jeg elskede at spille på. Klarinet, hvilket jeg også spillede på i skolen musikorkester. ”Det er sandt. Vi skal stå i vores blå uniformer og spille i pauserne, mens cheerleaderne skal på. Er i klar til en sejr over Redskin eller?” spurgte jeg og kørte min fingre hen over mønstret i Codys sengetøj. ”Vi skulle meget gerne vinde. Det betyder vi vinder mesterskabet. De vandt sidste år, så de fortjener ikke et mesterskab mere. Nu er det vores tur. Men jeg skal nok holde øje med dig blandt alle de andre musikere så.” Han sendte mig det velkendte smil, som han igennem hele sit liv havde haft. Jeg havde kendt det smil siden jeg blev født. Cody var tre en halv måned ældre end mig.
”Jeg tror måske ikke du skal kigge efter mig. Der ender bare med at blive ballade, og det ender så sikkert med at gå ud over mig.” ”Hvem skulle dog give dig ballade?” Undrende sendte han mig et spørgende blik. Utroligt han ikke engang vidste hvem der var skyld i al balladen mellem pigerne på skolen. ”Christina,” halvmumlede jeg, hvilket jeg inderligt håbede på han ikke hørte. Han ville sikkert bare blive sur, hvis han hørte at jeg snakkede dårligt om hans kæreste. Godt nok havde jeg kendt Cody længere tid end Christina havde, da hun ikke havde gået i samme ”primary school” som Cody og jeg, men jeg vidste også, at han måske ville blive sur over min antagelse af hans kæreste. ”Christina siger du. Du mener at hun bliver sur eller hvad?” ”Jeg mener hun bliver rasende, og så falder der brænde ned på min side.” Jeg stoppede mig selv i sætningen. Hvis han ikke selv vidste, hvor ond hun egentligt var ved de personer hun ikke kunne lide, så var det her ikke den rigtige måde at fortælle ham det på. Han måtte selv stå i en situation, hvor hun lod raseriet gå ud over andre. Han skulle selv opleve det. Han svarede mig ikke, men stirrede bare ud i luften.
Jeg vidste jeg bare skulle have holdt min mund omkring Christina.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...