You Belong With Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2011
  • Opdateret: 4 jul. 2011
  • Status: Færdig
Følgende er skrevet ud fra Taylor Swift's sang - You Belong With Me. Evaline Samuels er en seniorelev og går på årgang med sin nabo - Cody Brighton. Cody og Evaline har været umådeligt gode venner hele deres liv, og selvom han er anfører for skolens footballhold og kommer sammen med Cheerleader kaptajnen, Christina, kan der måske godt udvikles mere end venskabelige følelser mellem dem? De sender tit små beskeder til hinanden ved hjælp af deres værelset som ligger lige ud til hinanden. Evaline holder i starten sine følelser skjult for Cody, men om ikke årets største footballkamp og et skolebal kan ændre de skjulte følelser? Hvem ved?

39Likes
140Kommentarer
6159Visninger
AA

1. Udsynet fra første sal

Endnu et stort smil plantede sig for mine læber. Hvordan kunne jeg blive ved med at smile over den samme ting? Hvordan kunne jeg blive ved med at smile over ham? Kun i smug kiggede jeg på ham. Med ham mente jeg min nabo – Cody. Vi havde været naboer lige så længe jeg kunne huske, og siden vores forældre altid havde været umådeligt gode venner, så var Cody og jeg selv også gået hen og blevet gode venner. Jeg sad inde på mit værelse og kiggede ud af mit vindue. Mit vindue som for det første førte ud til en lille altan, men som også gav mig udsyn til Codys værelse. Vi havde værelse lige ved siden af hinanden, og hvis vi begge to kiggede ud af vores vinduer, kunne vi se direkte på hinanden. Jeg havde fået øje på Cody som sad på sin seng med sin telefon klistret til sit venstre øre. Som sædvanligt snakkede han med sin kæreste. Hun ringede altid til ham. Hver eneste aften. Altid skulle hun tjekke op på hvad han lavede, og om han var sammen med andre piger. Hvis han overhovedet nærmede sig andre piger, flippede hun fuldstændigt ud. Dog skete det ikke altid. Hvis hun ikke flippede ud over, at han snakkede med andre piger, så valgte hun bare at ”afmærke” sig territorium. Hun valgte for det meste at gå hen til Cody, enten kysse ham midt på munden, eller bare kramme ham. Så viste hun pigerne på den måde, at de ikke skulle komme hendes kæreste fornær. Hun var selvfølgelig den populære på skolen. Hvem var ikke den mest populære, når man ovenikøbet også var cheerleader anfører? Cody var anfører på Footballholdet, så de var jo næsten ”ment to be” de to. Men hvem ville ikke være som hans kæreste, Christina? Mange ville give deres højre arm for at få al hendes popularitet, hendes udseende og ikke mindst for at få hendes kæreste. Jeg kunne se Cody gå stille rundt inde på værelset. Han så ud til at være irriteret over noget. Hvad havde han at være irriteret over? Intet! ”Evaline! Vi skal over til familien Brighton og spise om ti minutter, så jeg vil gerne at du får dig gjort klar.” Min mors stemme kom nede fra stuen. Jeg sukkede kort, inden jeg så gik over til mit skab. Jeg hev en ny stribet skjorte ud, og tog den udenover min hvide top. Mit lyse krøllede hår, samlede jeg hurtigt i en hestehale, hvorefter jeg også skubbede mine store sorte briller på plads. Jeg fik trukket i mine Nike sko på, og løb så ned af trapperne fra første sal hvor mit værelse lå. "Hvordan kan det være vi skal derover? Jeg troede bare vi skulle hygge os sammen, os tre, sådan en lørdag som i dag." Begge mine forældre rystede på hovedet. "Det må blive en anden dag. Tænk på du skal over til Cody. I skal da nok kunne få det hyggeligt sammen. I er jo også gode venner. Det er også ved at være lang tid siden i har brugt tid sammen," sagde min mor, hvilket fik mig til at ryste opgivende på hovedet. Selvfølgelig var det lang tid siden jeg havde brugt tid sammen med Cody. Christina ville jo blive splitterragende tosset hvis hun fandt ud af, at jeg hang ud me hendes kæreste. Så ville der blive balade, og mest af alt.. Jeg ville få al baladen! "Du behøver ikke snakke til mig, som var jeg tre år. Jeg er sytten, mor. Du må bare se i øjnene, at jeg ikke er din lille pige mere. Jeg er ved at blive stor," prøvede jeg opgivende at fortælle min mor. Hun ville højst sansynligt ikke kunne forstå mig alligevel. Utallige gange havde jeg prøvet på, at forklare hende, at jeg ikke var en lille pige mere. Det så bare ikke rigtigt ud til at hænge sig fat inde i hendes hoved. "Skal i to stå og smådiskutere hele dagen, eller skal vi se at komme afsted. Vi skulle helst ikke være sent på den igen, hvilket vi jo altid er." Min far prøvede på at på at få opmærksomheden bland mig mor og jeg. I takt med min mor sukkede vi begge to. Vi vidste godt han havde ret. Vi måtte hellere komme afsted, så vi ikke kom for sent. "Så lad os gå. Vi skulle helst ikke komme for sent," drillede min mor, og puffede kærligt min far i siden. Han kyssede hende i håret, tog en arm om hendes skulder, og så gik vi ellers over til familien Brighton.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...