The Break Of The Dawn - Færdig

Den helt almindelige pige Isabella, møder Twilightstjernen Booboo Stewart til Eclipse premieren i København.
Og det møde fører en række begivenheder med sig.

Det er mit bidrag til fanfictionkonkurrencen.

7Likes
115Kommentarer
3836Visninger
AA

8. Velkommen til mit ydmyge hjem. Med mere

Min mor og jeg (og Booboo, men fra sidelinjen) blev enige om at han kunne komme to dage efter turen ud til Martell. Men så havde han også kun to dage tilbage i Danmark, før han skulle hjem til USA igen. Ganske vidst for at filme Breaking Dawn, men det gjorde jo ikke vores farvel mindre smertefuldt. Eller smertefuldt er måske at overdrive, men gal hvor var jeg vild med den fyr.
Men han ville komme onsdag.
Hele tirsdagen brugte jeg på at rydde op.
Uhyggeligt kedeligt, det ved jeg godt, men mit værelse lignede noget der var løgn. Der lå kladder til historier, og vasketøj alle steder. Og vandflasker, som mit værelse har det med at flyde med.
Da jeg endelig var færdig klokken 17:00 (efter en MASSE pauser foran computeren) var jeg smadret. Jeg smed mig i min seng, og så TV resten af aftnen. Eller det vil sige, til jeg faldt i søvn klokken 21:45. Og mig, som plejer at være oppe til klokken 3.
Dagen efter var jeg bare lidt nervøs. Ville han komme ind, se at vi ikke var rige, og så bare skride igen? Ej, det var ikke Booboo… Var det?
Jeg tog nogle mørke tynde leggins på, og en hvid top på. Så en lang Friis & Company halskæde, og mine elskede runde sølvøreringe.
Og så ventede jeg ellers. Jeg havde beregnet tiden rimelig dårligt, så da jeg var færdig med at gøre mig klar, var der hele tre lange timer til Booboo kom. Damn it!
“Det er så hvad der sker, når Bella glemmer at tænke,” mumlede jeg for mig selv, mens jeg ledte efter min fjernbetjening, der helt belejligt også var forsvundet. Oh happy day…
Jeg endte med ikke at finde min fjernbetjening, men i stedet slæbe mig selv (og min dyne) hele vejen ind i sofaen for at se TV derinde.
Det komiske i det er, at da jeg så fik tændt det, var der faktisk intet jeg gad se.
Min mor stod endelig op, og lavede morgenmad til mig. Selv det er jeg for doven til at gøre selv, så uanset hvor sulten jeg er, laver hun det altid.
“Her,” sagde hun, og rakte mig en tallerken med… Rugbrød… Det kedelige stads.
“Tak,” sagde jeg med et smil. Jeg kunne jo ikke rigtig tillade mig at være utilfreds. Hvis jeg ville bestemme hvad jeg skulle have til morgenmad, måtte jeg lave det selv. Basta.
Men det var nu okay. Der var grønsager til, så det blev knap så kedeligt. Jeg har noget med grønsager. Jeg elsker at spise dem, men gider jeg skrælle en gulerod? Aldrig i livet!
Derfor er min eneste løsning, at lade min mor kokkerere. Og det kunne klart være værre end det er.
Jeg spiste min morgenmad, mens jeg så endnu mere TV jeg ikke gad se.
Så kiggede jeg på uret igen. Og igen. Klokken blev bare ved med at være 11, og han skulle komme klokken 13. To timer. To timer.
Hvor utroligt det end lyder, så kom tiden hvor Booboo kom, og da det ringede på døren, stormede jeg gennem entréen for at åbne. Og ind af opgangsdøren kom… Postbudet… Årh, fuck ham. Han smed nogle breve i postkasserne nede ved døren, og gik så igen…
Da det ringede på igen var jeg knap så ivrig. Men jeg ville stadig ikke lade min mor åbne.
“Hej Bella!” sagde Booboo med et smil, da han kom ind af døren.
“Hej!” smilede jeg tilbage.
Han kom op af trappen, og kyssede mig på kinden. Det kildede ved hans berøring… Fantastisk!
Han tog sine sko af, og jeg viste ham, ind i stuen, hvor min mor sad og læste.
“Hej, Booboo,” sagde han, og rakte hånden frem mod min mor.
“Hej, Anette,” svarede hun venligt, og rakte ham hånden.
“Hun er slet ikke så skræmmende som jeg troede,” hviskede han i mit øre.
“Nej, men det er kun fordi du ikke har set hende når vi skændes,” fniste jeg, ligeledes ind i hans øre.
“Hvad står i og hvisker om?” spurgte min mor, irriterende som hun er.
“Ingenting,” svarede vi bare i kor, og begyndte at grine.
“Aha..” sagde hun bare som svar.
“Men mor… Vi går ind på mit værelse,” skyndte jeg mig at sige, og trak så af med Booboo.
Da vi gik ind på mit værelse stivnede han et øjeblik.
“Hvad er der?” spurgte jeg bekymret.
“Kæft, du har egentlig mange Twilight plakater!” lo han, og kiggede rundt. “Men ingen af mig?”
“Der er ingen af dig i de danske blade… Det er virkelig irriterende,” beklagede jeg mig.
“Ja, det kan jeg forestille mig, så lækker som jeg er,” drillede han.
“Ja, det er du da,” sagde jeg ironisk.
“Hey!”
“Hvad skat?” spurgte jeg, og rakte tunge af ham.
“Du skal passe på hvad du siger nu,” truede han med et grin.
“Uh, jeg ryster!” sagde jeg, og lo.
I stedet for at svare igen, lige så flabet som mig, sprang han frem, og kylede mig ned på min seng.
Og bed mig blidt i halsen.
“Hey, jeg troede at du var varulv,” drillede jeg
“Ja, det er jeg da. Men nogen gange er vampyrerne de sejeste,” lo han. “Nogen gange.”
“Altid!” modsagde jeg ham med et smil.
“Din kæreste er varulv, og så siger du at vampyrer er de sejeste!” fnyste han fornærmet.
Jeg stivnede ved ordet kæreste. Havde han virkelig sagt det?! Mit hjerte sprang mindst tre slag over, sådan føltes det da i hvert fald.
“Bella, er der noget galt?” spurgte han, da jeg ikke svarede.
“Kaldte du mig lige din kæreste?” spurgte jeg i stedet, stirrende ud i rummet, stadig lammet.
“Det… Gjorde jeg vel,” mumlede han, og kiggede ind i væggen overfor min seng.
“Ih!” hvinede jeg, og kyssede ham.
“Så det gør altså ikke noget?” spurgte han forsigtigt.
“Er du gal, nej!” hvinede jeg.
“Jeg er muligvis gal, men jeg er glad for at det ikke gør noget,” lo han, og kyssede mig tilbage. Mere ivrigt end i går. Knap så forsigtigt og prøvende.
Og jeg nød det også mere.
Selvom det i går havde været fantastisk, havde jeg også været nervøs i det øjeblik. Det var jeg ikke nu. Det var perfekt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...