The Break Of The Dawn - Færdig

Den helt almindelige pige Isabella, møder Twilightstjernen Booboo Stewart til Eclipse premieren i København.
Og det møde fører en række begivenheder med sig.

Det er mit bidrag til fanfictionkonkurrencen.

7Likes
115Kommentarer
3831Visninger
AA

2. SMS-beskeder, og et cafébesøg

OBS! Indeholder spoilers fra Breaking Dawn - The Twilight Saga!

Da jeg kom hjem den aften, havde jeg allerede en lang række beskeder fra Booboo. Jeg fortalte ikke min mor noget, hun ville bare flippe ud.
Men jeg var virkelig bare lykkelig.
Han virkede sjov, men også super venlig, og som en man kunne stole på. På den anden side… Man ved jo aldrig med en skuespiller…
Jeg gik direkte i seng, men kun fordi min mor bad mig om det. Jeg blev ved med at skrive med Booboo til klokken halv 4, da vi omsider blev enige om at det måske var på tide at lægge sig til at sove, hvis vi skulle ses i morgen.
Og det skulle vi.

“Mor, jeg går en tur,” råbte jeg, og skyndte mig ud af døren.
Jeg havde stadig ikke fortalt hende om Booboo, så derfor kunne jeg heller ikke rigtig fortælle hende at det var ham jeg skulle mødes med.
I dag havde jeg lidt mere afslappet tøj på.
Mørke denimshorts, sneakers, og en løs, hvid tanktop. Det så faktisk okay ud, hvis jeg selv skal sige det.
Vi havde aftalt at mødes inde i København, på en meget eksklusiv café, der hed Victor. Plat navn, right?
Men altså. Han havde fået ryddet caféen i mellem klokken 13:00 og 14:30. Du må virkelig ikke spørge hvordan , jeg aner det helt ærligt ikke! Det er vel bare sådan noget kendte mennesker kan, går jeg ud fra.
“Hej Isabella!” råbte Booboo, og vinkede, da jeg trådte ind på caféen.
Jeg gik stille og roligt hen til bordet, selvom jeg var helt utroligt nervøs.
Hjertet sad oppe i halsen på mig, og jeg havde ekstremt svært ved at få vejret.
“Hej Booboo,” sagde jeg, da jeg kom derhen. Det er sgu synd for ham med det navn. Han må da være blevet mobbet i skolen?
Jeg satte mig ned overfor ham, og da jeg kiggede ham i øjnene slappede jeg med et af. Bare sådan, “puf…” og al anspændtheden forsvandt.
Det lyder plat, det ved jeg godt, men det var altså sådan det var, tro det eller ej.
“Hvad vil du have?” spurgte han.
“Jeg aner ikke hvad man kan få her, så hvad med at du bare bestiller noget, og så stoler jeg på at du har en okay smag indenfor mad?” foreslog jeg.
Sandheden er at jeg virkelig ikke er kræsen, så jeg havde intet i mod at tage chancen, og lade ham bestille for mig.
“Ehm.. Hvad så med.. En clubsandwich og en cola?” spurgte han usikkert. Jeg kunne godt lide at se stjernen på dybt vand, omkring hans selvtillid. Det er bare en lille smule selvbekræftende.
“Det lyder fint,” sagde jeg, med mit mest imødekommende smil. Han behøvede jo ikke ligefrem at blive kvalt i usikkerhed.
Han bestilte, og mens vi ventede på maden snakkede vi.
Vi snakkede om alt, lige fra hans karriere, til min skolegang. (Hans karriere var klart det mest interessante!) og vores hobbyer udover det.
Jeg fortalte ham at jeg holdte meget af at skrive historier, og at ride, og red på en dejlig pony der hed Martell. Han fortalte til gengæld mig at han dyrkede kampsport, og at han som yngre havde spillet i en band der hed Echoes Of Angels, og havde turneret med hans søstre. Interessant…
Da maden så endelig kom, gad vi næsten ikke spise den, så fordybet var vi i en diskussion om hvem Bella BURDE vælge. Jake eller Edward.
Jeg stemte selvfølgelig på Edward, men Booboo var ikke enig, og det gjorde at vi virkelig argumenterede for vores sag.
“Jamen, Taylor ser sgu da klart bedst ud!” sagde han.
“Nu er det jo ikke kun udseendet det handler om. Selvom jeg slet ikke er enig. Rob er bare dejlig!” hvinede jeg.
“Jaja,” mumlede han, vist ikke særlig overbevist, men løbet tør for argumenter. Jeg har bare altid godt kunnet lide idéen om uendelig kærlighed, ja undskyld mig. Og så må det jo være Bella&Edward forever, ellers holder den ikke rigtig. Og hvis Bella og Edward ikke bliver gift, bliver Nessie jo heller ikke født, og så står Jacob jo uden sin prægning. Og det kan vi jo ikke have, vel?
“Den her sandwich smager altså godt,” sagde han, med munden fuld. Det lød lidt mere som: “Den her dandwich smager altdå gorg.”
“Hvad?” spurgte jeg for at drille ham. “Jeg kan ikke forstå hvad du siger.”
Han lo. Heldigvis havde han sunket sin mad.
Han havde virkelig den dejligste latter… Åh nej.. Første tegn på forelskelse, er helt spontant at finde dejlige ting ved en fyr. Og jeg måtte virkelig ikke forelske mig i ham. Han boede i USA for god sake! Og var skuespiller! Endnu mere for god sake!
“Haha, hvor er du morsom,” sagde han ironisk.
“Ja da! Alt ved mig er fantastisk,” svarede jeg, endnu mere ironisk.
“Ja, det er der vist ingen tvivl om,” sagde han pludselig seriøs, og smilede nervøst.
Jeg prøvede at smile til ham, men det var ikke nemt. Jeg var alt, alt for overrumplet til at se upåvirket ud.
“Men… ehm… Vi må nok hellere gå nu… Klokken er 14:30, og jeg vil helst ikke overfaldes af fans…” mumlede han.
“Nej, det vil jeg faktisk heller ikke,” svarede jeg med et smil.
Som sagt har jeg altid hadet store grupper af mennesker, specielt folk jeg ikke kender. Og opmærksomhed er endnu værre!
“Men, hvad med at jeg tager min hætte meget langt ned i ansigtet, og så går vi lidt og snakker?” spurgte han.
“Det kan vi godt,” smilede jeg.
Vi gik ud af caféen, hvor der så småt var begyndt at komme mennesker.
“Må jeg stille dig nogle spørgsmål?” spurgte han.
“Ja, altså… Det kommer an på hvilke, men så længe det ikke er noget alt for pinligt er det fint,” svarede jeg.
“Okay… Hvad er din yndlingsfilm?” startede han.
“Ehm.. Der er fire. Twilight, New Moon, Eclipse og Remember Me,” svarede jeg sikkert. Nemt spørgsmål.
“Haha, klart! Pattinson filmene,” lo han.
“Hey! Twilight er ikke ‘’Pattinson film’’ det ved du selv! Og Remember Me ville være god med næsten alle skuespillere. Den er bare uhyggeligt god med Rob,” forsvarede jeg mig. Og min stolthed. Og Rob.
“Jaja, så siger vi det. Yndlingsbog?” fortsatte han.
“Daggry og Vandrende Sjæle.” Det her var nok det nemmeste spørgsmål han kunne stille. Mine elskede gudebøger.
“Ja okay, sikke en overraskelse. Så jeg går ud fra at din yndlingsforfatter er Stephenie Meyer?” spurgte han.
“Ja! Hun styrer for vildt!” grinede jeg.
“Godt.. Yndlingsfarve?”
“Rød, sort og hvid,” sagde jeg. Nogle meget kedelige farver, det ved jeg… Eller ikke rød. Men sort og hvid er faktisk, teknisk set slet ikke farver.
“Interessant… Vampyrfreak!” Udbrød han.
“Ja, det kan vi godt kalde det. Det passer vidst meget godt,” smilede jeg. Efterhånden kunne jeg ikke lade være med at smile. Han var virkelig sød, og virkelig nem at snakke med.
“Jeg er vidst nødt til at smutte nu,” mumlede han trist.
“Ej det var ærgerligt… Hvor længe er du i Danmark endnu?” spurgte jeg ivrigt.
“Jeg rejser om en uge. Jeg skal i gang med optagelserne til Breaking Dawn.”
“Altså, egentlig synes jeg at det er skide irriterende at du rejser, for jeg vil rigtig gerne lære dig bedre at kende, men når det er for Breaking Dawn… Kan jeg lide i al evighed,” sagde jeg.
“Ja, det kan du vel…” mumlede han med et smil. “Nå men, vi skrives, ikke?”
“Jo da!” sagde jeg, som om det var det mest indlysende i verden. Før vi skiltes ved mit busstoppested gav han mig et kram og, Oh My God, et kys på kinden!
Ihh! Hvor kunne jeg dog godt lide den fyr!
“Vi ses,” smilede han, og vinkede til mig mens han gik.
“Vi ses,” sagde jeg bare, men jeg er ret sikker på at jeg smilede i hele fjæset.
Da han var ude af syne fiskede jeg min mobil op, og fandt Majas nummer.
“Så ring dog lidt hurtigere!” stønnede jeg.
“Hej, det er Maja,” sagde en velkendt stemme.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...