The Break Of The Dawn - Færdig

Den helt almindelige pige Isabella, møder Twilightstjernen Booboo Stewart til Eclipse premieren i København.
Og det møde fører en række begivenheder med sig.

Det er mit bidrag til fanfictionkonkurrencen.

7Likes
115Kommentarer
3831Visninger
AA

9. Et valg - Et svært et

Da Booboo tog hjem den aften spurgte han om vi ikke kunne være sammen dagen efter. Jeg sagde selvfølgelig ja, uden så meget som at tøve.
Han sagde at han skulle spørge mig om noget vigtigt, men at han lige skulle finde ud af hvordan han gjorde det rigtigt.
Skræmmende…
Min mor syntes til gengæld godt om ham. Ikke at jeg havde forventet andet. Han er jo bare dejlig!
“Sød dreng,” sagde hun, Da hun lukkede døren efter ham.
“Ja, jeg kunne ikke være mere enig,” sukkede jeg.
Vi spiste ikke sammen til aften, for min mor syntes at hun skulle se en krimi, og jeg ville se en film i TV. Taking Lives, eller noget. I hvert fald var den med Angelina Jolie, og den viste sig også at være rigtig god.
Men den sluttede så også klokken 2, så jeg smuttede bare i seng, smadret efter en lang dag.

Jeg vågnede jeg at min mobil brummede. Jeg havde åbenbart glemt at slukke den i går. Selvom jeg stadig sov, vidste jeg at klokken ikke var mange. En form for fornemmelse.
Og ganske rigtigt. Klokken var kun lidt over syv. Hvem fanden skriver på sådan et tidspunkt? Det er da ikke et tidspunkt for civiliserede mennesker. Eller åbenbart. For det var Booboo.

*Hej!<3 Kommer du ikke forbi mit hotel? Jeg skal spørge dig om noget vigtigt. Du bestemmer tidspunkt, jeg er oppe fra nu af…<3*

*Hej…<3 Hvad fanden er det for et tidspunkt at skrive på? ;s<3 Du vækkede mig.. -.-<3*

Han svarede hurtigt, så han måtte altså være vågen. Sådan for alvor.

*Sorry Bella. Troede din mobil var slukket når du sov ;)<3*

*Det plejer den også at være.. Men glemte det i går xD Kommer ved 8 tiden, okay?<3*

Nu hvor jeg var oppe, kunne jeg lige så godt bruge så meget af vores meget sparsomme tid, sammen med Booboo. Han skulle jo rejse lige om lidt…

*Okay, great! Ses skat!<3*

SKAT! Han kaldte mig skat! Ihh! Pludselig var jeg helt vågen, og sprang ud af sengen, for at få tøj på, noget makeup i fjæset, og spurte igennem København og ind til hans hotel. Selvfølgelig ville jeg ikke gøre det… Så kunne jeg ikke være der til tiden, desværre.
Men det med tøjet og makeuppen gjorde jeg. Hurtigt! Eyeliner er simpelthen noget af det sværeste af skynde sig med…
Jeg hoppede på 2A ind mod byen, og stod af ved Booboos hotel.
Jeg var der 5 minutter for sent, men det var også bare bussens skyld. Eller det ville jeg ønske, men den kom faktisk til tiden, og kørte heller ikke særlig langsomt, selvom det var myldretid.
Jeg gik ind af døren, og hen til skranken for at finde ud af hvilket værelse han boede på.
“Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte kapselmennesket bag skranken. Og ja, jeg kalder folk uden personlighed for kapselmennesker!
“Kan du fortælle mig hvilket værelse Booboo Stewart bor på?” spurgte jeg høfligt.
Kapselmennesket kiggede på sin lille computerskærm og sagde: “Navn?”
“Isabella,” sagde jeg.
“Der står desværre ikke dit navn på listen. Der står kun Bella. Jeg kan desværre ikke hjælpe dig,” beklagede han.
“Den idiot.. Han burde vide at jeg ville opgive mit rigtige navn, og ikke mit kælenavn,” mumlede jeg.
Og så fandt jeg min telefon frem, og ringede til ham.
“Hey Booboo!”
“Hej! Hvor bliver du af Bella?” spurgte han. Han lød en smule nervøs.
“Ja, jeg står nede i hallen, fordi NOGEN har glemt at opgive mit rigtige navn, men i stedet mit kælenavn, så jeg er ret stuck her,” mukkede jeg.
“Åh, sorry! Jeg kommer lige ned,” lo han, og lagde på.
2 minutter senere kom han ud af elevatoren.
“Hej smukke,” sagde han, og trak mig hen til elevatoren. Jeg forstod godt hvorfor han ikke hilste overstrømmende på mig. Der kunne være journalister alle steder. Ikke godt. Slet ikke for opmærksomhedshadende mig.
Da vi kom op på hans værelse, bad han mig om at sætte mig på sengen et øjeblik. Mens jeg sad der, gik han rundt i ring, og mumlede noget for sig selv. Det jeg opfattede var.
“Jeg troede ellers jeg vidste hvad jeg skulle sige..”
Mere mumleri.
“Men hvad skal jeg egentlig sige?”
“Hvad fanden er det jeg laver?!”
“Det kan jeg jo ikke bede hende om!”

“Booboo! Jeg er her faktisk stadig,” smålo jeg, for at dække over min nervøsitet. Hvad var det han ville? Hvad var det han ikke kunne bede mig om?
“Ja undskyld… Nu spørger jeg altså bare. Det kan alligevel ikke gå andet end galt,” mumlede han.
“Hvad er det så?” spurgte jeg, og vendte al min opmærksomhed mod ham, da han satte sig på sengen, ved siden af mig.
“Altså… Jeg skal jo rejse i morgen. Og så tænkte jeg på… Kunne du måske… Have lyst til at tage med? Jeg ved godt at det er meget at bede om! Og jeg kan godt forstå hvis du ikke vil. Jeg mener, jeg beder dig jo om at forlade din mor, dine venner… Din hest!”
Jeg fik vist ikke sagt andet end: “Øhh..” i ret lang tid.
Det havde jeg ikke regnet med. Her havde jeg gået hele ugen, og forberedt mig på at sige farvel til ham. Jeg er stærk, havde mit mantra været. Og det plejer også at passe. Men lige da han kom med sit spørgsmål, gik det op for mig, hvor ondt det ville gøre at skilles fra ham. Og god damn, det ville gøre ondt!
Men jeg ville savne min mor. Og jeg ville savne Maja noget så frygteligt. Og Martell… Martell, det ville nærmest være uudholdeligt. Men jeg har mistet en hest før. En der betød meget mere, og jeg er stadig i live.
Så jeg tog chancen…
Da tavsheden næsten kvalte os, brød jeg den.
“Det vil jeg gerne. Hvis det er okay med min mor, pakker jeg med det samme,” smilede jeg.
“Seriøst! Ej hvor er det vildt!” lo han, og kyssede mig. Det gjorde at jeg fik endnu mere lyst til at tage med.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...