The Break Of The Dawn - Færdig

Den helt almindelige pige Isabella, møder Twilightstjernen Booboo Stewart til Eclipse premieren i København.
Og det møde fører en række begivenheder med sig.

Det er mit bidrag til fanfictionkonkurrencen.

7Likes
115Kommentarer
3830Visninger
AA

6. CHOK!

Udover Booboos mislykkede forsøg på at fange min geniale pony, gik dagen godt. Jeg sprang lidt på Martell i ridehuset, og vi kom op omkring 60 cm i cordeo. Det var virkelig en optur, og et stort skridt.
Så spurgte jeg Booboo om han ikke også ville prøve at ride, og så ville jeg trække ham lidt rundt.
“Du skal da prøve,” sagde jeg.
“No way! Jeg falder sgu da af! Han kan ikke lide mig!” argumenterede han med at grin.
“Men jeg trækker dig jo! Der sker ikke noget,” forsikrede jeg ham.
“Det kan du sagtens sige. Det er ikke dig der falder af,” mumlede han.
“Nårh, lille Booboo kan ikke engang ride på en lille sød pony. Det tør han nemmerlig ikke,” drillede jeg.
“Okay… Hjælp mig lige op…” overgav han sig.
“Du kan da selv komme op! Han er så lille,” udfordrede jeg ham.
“Han er ikke lille… Han er meget høj og skræmmende…”
“1 meter og 44 centimeter. Det er ikke højt,” sagde jeg, og rakte tunge af ham.
“Gør det nu bare,” gav han igen, med et kæmpe smil.
“Jaja,” mumlede jeg, og lod som om jeg var tvær.
Da han endelig kom op syntes han ikke særlig godt om det. Ikke i starten i hvert fald.
“Hvorfor er det også at du rider uden sadel? Så er det jo meget nemmere at ryge af,” spurgte han nervøst.
“Det synes jeg ikke. Martell bukker ret tit, og så kan man risikere at ryge op foran sadlen. Så er det svært at komme tilbage og sidde ordentligt. Til gengæld hvis man rider uden sadel, kan man bare skubbe sig tilbage. Det er meget nemmere,” forklarede jeg.
“Jeg synes bare at det er uhyggeligt… Han har ikke tænkt sig at bukke når du trækker ham, vel?” spurgte han videre.
“Jeg trækker ham jo sådan set ikke, for jeg har ikke fat i ham,” sagde jeg. Jeg var efterhånden nået næsten ind på midten af ridehuset og gå. “Men nej, han bukker kun i galop.”
“Puha, ellers var jeg fløjet direkte af,” mumlede han lettet.
“Det er jeg ikke i tvivl om,” lo jeg.

Han travede en lille smule på Martell, men var ved at glide af, i den lille ponys elendige trav, så han stoppede med det samme.
Da vi endelig kom tilbage til stalden var jeg mildest talt smadret.
Martell blev lukket på fold igen, og så ringede Booboo til sin ‘’herre seje personlige chauffør’’ og fik ham til at hente os.
I de tyve minutter der gik, sad vi og snakkede i stalden, der var helt tom.
“Det er surt at du rejser snart…” sagde jeg trist.
“Ja, det er det. Virkelig surt. Jeg kan godt lide at være her,” mumlede han. Pludselig virkede han genert. Det havde jeg ikke oplevet før…
“Jeg kan også godt lide at du er her. Jeg har ikke så mange venner her omkring,” sagde jeg, i et forsøg på at fjerne den pludselig anspændthed i samtalen.
“Er det hvad vi er? Venner? Kunne det aldrig blive mere end det?” spurgte han, og lød nærmest frustreret. Mit hjerte galopperede af sted, så jeg var sikker på at han kunne høre det, mens jeg forsøgte at holde min vejrtrækning under kontrol. Jeg har altid været god til at skjule mine følelser og reaktioner, så jeg tror det gik meget godt, men jeg er faktisk ikke sikker. Øjeblikket var for uvirkeligt.
“Æh.. Så det du siger er…” mumlede jeg, men nåede ikke at afslutte sætningen.
“Jeg kan virkelig godt lide dig, Isabella. Virkelig, virkelig godt. Der er bare noget ved dig der er anderledes. Ærligt…” tilstod han, og kiggede på mig, i håb om at ordentligt svar. Det fik han ikke rigtig.
“Æh…” var alt hvad utroligt intelligente lille mig kunne komme med.
“Hey, jeg forstår det godt. Det ville være løgn hvis jeg sagde ‘No hard feelings’ men jeg forstår det trods alt godt,” sagde han, og forsøgte at smile.
“Det er slet ikke… Jeg kan også godt… Det er bare… Chok…” var mit bedste bud på en sammenhængende forklaring på hvor vild jeg var med ham. Genialt… Simpelthen genialt.
“Du kan også godt?! Du kan også godt hvad?” spurgte han ivrigt.
Jeg tog mig sammen, tog en dyb indånding, og sagde:
“Jeg kan også rigtig godt lide dig.” Jeg åndede tungt ud. Det var overstået, jeg havde sagt det.
“Fantastisk!” udbrød han, med et stort smil.
I samme øjeblik dyttede bilen udenfor.
“Kom!” sagde han, stadig smilende, og tog min hånd.
I samme øjeblik som han åbnede døren, slap han min hånd, og blinkede til mig. Så gik vi i stilhed ned af indkørslen, og satte os ind bag i den helt vildt seje Mercedes.
Vi kørte endnu engang i stort set tavshed. Den eneste korte samtale var da jeg var på vej ud af bilen.
“Så smutter jeg nu. Vi ses,” sagde jeg, og smilede til ham.
“Ved du hvad, jeg følger dig lige til døren,” mumlede han, og gik ud på samme tid som mig.
Da vi ikke kunne ses fra bilen mere, trak ham mig ind i mit nabohus’ indkørsel.
“Vi ses,” sagde han, og smilede.
“Vi ses,” svarede jeg, og smilede mindst ligeså meget.
Jeg vendte mig om for at gå hen til døren, men han greb fat i min hånd, og trak mig hen til sig igen.
Så kyssede han mig blidt. Kun kort. Prøvende. Som om han ville tjekke om jeg kunne lide det. Og selvfølgelig kunne jeg det. Jeg har aldrig været så vild med nogen før.
“Vi ses,” gentog han, da han trak sig væk, og gik så hen mod bilen igen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...