The Break Of The Dawn - Færdig

Den helt almindelige pige Isabella, møder Twilightstjernen Booboo Stewart til Eclipse premieren i København. Og det møde fører en række begivenheder med sig. Det er mit bidrag til fanfictionkonkurrencen.

7Likes
160Kommentarer
3731Visninger
AA

1. Formørkelse. Og så lysner alting

“Slap nu af Isabella,” sagde min mor. Hun forstod slet ikke hvorfor jeg var så meget oppe og køre. Jeg kunne bare ikke forstå hvorfor det ikke bare sagde sig selv?
For det første: Eclipse var endelig kommet, og jeg skulle selvfølgelig se den på forpremiere!
Men det var jo ikke det vigtige. Det var fedt, overfedt, men der var noget federe.
Jeg skulle se den i Cinemaxx, hvor Booboo Stewart ville komme! Oh My God!
“Som om jeg kan slappe af!” hvinede jeg.
Jeg havde lige taget mine elskede sorte jeans med sølvdetaljer på, og min dejlige nude tank top.
“Prøv nu bare. Det er surt Maja ikke kan komme med,” sagde min mor.
Det fik mig til at falde lidt ned igen.
“Ja.. Jeg glæder mig til at se hende om et par uger,” sagde jeg. Maja var min bedste veninde, men hun boede også i den anden ende af landet, og vi kunne kun se hinanden i ferierne. Heldigvis var sommerferien lige om hjørnet.
“Det kan jeg godt forstå. Nå, få du noget make-up på, og se at komme af sted,” sagde min mor, og forlod rummet.
Jeg lagde bare min sædvanlige make-up. En lille bitte smule pudder, bare til at udjævne nogle røde mærker. Og så noget eyeliner, og en del mascara, dog ikke for meget.
Og så skulle jeg ellers ud af døren.
Vi var jo i slutningen af juni, så jeg behøvede heldigvis ikke overtøj. Jeg kan virkelig ikke fordrage jakker. De har det med aldrig at klæde mig! Og man vil gerne bare se nogenlunde ud, når man skal møde en stjerne fra sine yndlings film.
Jeg fandt mine elskede, men dog sjældent brugte sorte stiletter frem, og smuttede i dem. Faktisk synes jeg høje hæle er mere behagelige end flade sko, selvom det lyder underligt.
De her var en form for gladiatorsandaler, med læderremme tværs over foden, med en halv centimeters mellemrum. Mine aller fedeste sko!
Og så skulle man ellers op til bussen.
Jeg tog bus 30 ud til Fisketorvet, og var der en halv time før Booboo ville komme. Der var alt for mange mennesker allerede.
Jeg købte en cola, og gik hen i et hjørne for at trække vejret. Jeg har aldrig været særlig god til det med store grupper mennesker. Og da slet ikke fremmede.
Jeg stillede mig i hjørnet, ved siden af en dør til baglokalet. Eller måske mere op af den.
Men jeg var så sikker på at den åbnede ud af, at jeg godt turde stå der. Så kunne jeg jo bare flytte mig, hvis nogen skulle ud.
Der tog jeg så fejl. Nogen tog fat i døren, og jeg skulle lige til at flytte mig, da den åbnede. Indad…
Jeg faldt bagover ind i en mørk gang, kun oplyst af nogle få lamper på væggene.
Og over mig stod en mørk, men underligt bekendt skikkelse.
“Undskyld, undskyld!” sagde skikkelsen, nærmest panisk.
“Det er okay, det var mig der var klodset,” mumlede jeg.
Skikkelsen rakte mig en hånd, og jeg tog den. Alle lamperne hang bagved ham, så hans ansigt henlå i mørke.
Da han trak mig op behøvede jeg slet ikke hjælpe. Gal han var stærk!
“Tak,” mumlede jeg genert, og famlede efter dørhåndtaget.
“Hey vent lige!” sagde han, og greb min arm. “Hvem er du?”
“Isabella. Jeg hedder Isabella.” sagde jeg bare, efterhånden desperat efter at komme ud og få noget luft.
“Booboo,” sagde han med et smil. Han tænder stod i stærk kontrast til hans hud, trods mørket.
Han vendte sig om og gik ned af gangen. Og det var sgu rigtigt. Han var Booboo Stewart. Og jeg stod mundlam tilbage, og prøvede at regne ud hvordan fanden det var sket.
Jeg fandt endelig dørhåndtaget og skyndte mig ud og gemme mig i et hjørne. Et andet hjørne denne gang!
Tiden gik hurtigt imens jeg gennemgik scenariet i tankerne, og endelig blev det tid til filmen. Trods at jeg var rystet kunne jeg ikke lade være med at hoppe på stedet på vej ind i salen. Heldigvis var jeg ikke den eneste der gjorde det.
Det første der kom var en særlig hilsen til alle der så den på premiere og forpremiere, fra Kristen Stewart og Taylor Lautner. Alle skreg, også mig selv.
Filmen begyndte, og jeg var tryllebundet.
Alle (inklusive mig selv, tror jeg) skreg igen da Taylor Lautner dukkede frem som Jacob. Han var også ret lækker. Dog har jeg selv altid bedst kunnet lide Robert. Måske er jeg alene om det, men jeg tvivler stærkt. Edward er jo også bare dejlig. Jacob kan virkelig være en idiot nogen gange. Jeg ved godt at det er fordi han elsker Bella og alt det der, men han kan virkelig være en arrogant stodder når han vil.
Men som sagt, filmen var fantastisk.
Hele vejen i gennem var jeg fængslet (ikke en overraskelse) og den efterlod mig åndeløs, kun ventende på fjerde og sidste film i rækken, nemlig Breaking Dawn.
Efter filmen kunne man jo møde Booboo.
Før havde jeg glædet mig så meget at jeg næsten ikke kunne vente, nu ville jeg bare grave mig ned, det første det bedste sted. Alt for at undgå at han genkendte mig, det ville være så pinligt! Og alle lamperne havde jo vendt mod mig, derinde…
Men samtidig skyldte jeg lidt mig selv den her oplevelse, så jeg stillede mig i en kø fuld af skrigende piger, og ventede på at det blev min tur.
Da køen endelig nåede til mig, var der næsten ikke flere tilbage. Der stod én pige bag mig. De fleste andre var taget hjem omkring midnat.
Efterhånden en halv time siden.
“Hey,” sagde han, i mens han kiggede på sin telefon.
“Hej,” svarede jeg, og ønskede så inderligt at han ikke ville genkende mig.
Men held har nu engang aldrig særlig godt kunnet lide mig…
“Hey, var det ikke dig, deromme i baglokalet?” spurgte han, en smule forvirret. Men han smilede stadig sit ultra-nuttede smil.
“Jo, jo det var mig,” svarede jeg, og kunne mærke at jeg rødmede.
“Godt du er her, jeg var bange for at jeg havde skræmt dig væk. Du tabte den her,” sagde han, og rakte mig en kæde.
MIN kæde.
Med MIN medaljon.
Den er mellemstor, af sølv, og hjerteformet. Jeg har den sjældent på, men på den anden side går jeg aldrig ud uden. Aldrig nogensinde.
I den ligger to billeder, foldet sammen til bittesmå stykker papir. Det ene er af mig og Maja, i en forlystelse i Djurs Sommerland.
Det andet er af min gamle pony Soulmate.
Jeg tog i mod den, uden at vide hvad jeg skulle sige, udover: “Tak.”
“Så lidt. Jeg kan jo ikke bare stjæle den. Og bare rolig, jeg har ikke kigget i den. Hvad er der for resten i? Altså hvis jeg må vide det. Et billede af dig og din kæreste?” spurgte han med dét smil.
“Nej… bare et billede af mig og min bedste veninde,” svarede jeg smilende
Jeg undlader for det meste det med hesten. De færreste forstår hvorfor jeg beholder et, et år gammelt billede af en hest, jeg sandsynligvis aldrig ser igen, i mit dyrebareste eje.
“Det giver mening,” svarede han.
Pigen der havde stået bag mig, var gået.
“Jeg tror de lukker nu,” sagde han.
“Ja okay,” sagde jeg nedtrykt. Jeg ville gerne have lært ham lidt bedre at kende. Det overraskede mig hvor afslappet jeg følte mig i hans selskab. Helt som mig selv. Helt som det skulle være.
“Men… Kan jeg ikke få dit nummer? Jeg er i Danmark et par dage, og det kunne være fedt at lære dig at kende. Hvis du altså vil…” mumlede han usikkert. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan verdensberømte drenge kan være usikre. Men det er nok bare mig…
“Ja det… Det kunne være fedt,” smilede jeg. “Mit nummer er 25153678.”
Han kodede nummeret ind som jeg sagde det, og kiggede så op.
“Fedt, jeg skriver til dig om lidt,” smilede han. “Men nu bliver jeg virkelig nødt til at gå.”
Jeg skulle lige til at vende mig om for at gå, da han trak mig ind i et knus. Det overraskede mig meget, men gjorde også et stort indtryk på mig.
Jeg syntes virkelig godt om ham indtil videre.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...