Øjne Der Kan Dræbe

Erica er en 16 årige pige, der er skilsmisse barn. det er blevet sommerferie og hun skal hjem til hendes mor i danmark. (hun bor hos sin far i england normalt) hun glæder sig ikke, da hun har aldrig kunnet lide Danmark. men i år er det anderledes. hun møder en sort engel. hun er pludselig noget kraftfuldt. og Danmark er alligevel ikke så kedelig og fredeligt som det ser ud til at være...

4Likes
83Kommentarer
4504Visninger
AA

5. kap. 5

De høje træer stod omkring mig og det så ud som om de stirrede på mig som om de vidste at jeg lige havde... dræbt Carl. Det var ikke fordi jeg følte skyldfølelse, eller lignende. Det føltes faktisk.. godt. Wow, jeg måtte seriøst snart til at få fat i en psykolog. Jeg gik i den skov Loren havde fundet mig i sidste gang og ventede egentlig bare på at det skulle ske igen.
Og det gjorde han. Et kvarters tid efter jeg havde fundet en træstub og sidde ned på, kom han baskende med hans store sorte vinger. Han smilede venligt og imødekommende til mig som om vi var bedste venner. jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle tackle det men lod bare et lille smil vise sig på mine læber.
"så mødes vi igen Cat" sagde han ædelt og med et høfligt smil. jeg kiggede lidt mistænksom på ham. hvor blev det flirtende smil af? den selvsikre attitude? jeg ignorede det og hilste så men bare igen.
"Ja, så mødes vi igen Loren" jeg sagde hans navn som om det var pesten selv. men hvorfor så fjendtlig lige pludselig?
"Orh du skal ikke tage dig af din egen fjendtlighed," sagde han med nu det gamle selvsikre smil "det er normalt efter man har udført en af sine Gerninger" Jeg kiggede uforstående på ham og han forklarede med et suk "Cat, du har lige dræbt din stedfar uden den mindste tøven. og du fortryder det ikke nu.. er det ikke lidt mærkeligt?" Jeg tænkte lidt over hvad det var han sagde, og han havde ret det var lidt mærkeligt. dog træk jeg bare på skulderen, og sendte et skævt og ligeglad smil. Han grinte lidt da han så min kolde attitude.
"Det må jeg sige Cat. du er virkelig stærk. Og kold." han grinede stadig lidt efter men stoppede så brat op. "Vi er sent på den."
"Sent på hvad?" spurgte jeg mistænktsom.
"Sent på dit nye liv" svarede han kort og med et frækt smil.
"Og hvordan kommer vi så til mit 'nye liv'?"
"Sådan her.." Han tog fat i mig og holdt mig ind til hans bryst. jeg gjorde intet modstand for jeg kunne virkelig godt li at være så tæt på ham. Så follede han hans kæmpe vinger ud, og baskede lidt med dem. han bogstavligt talt sprang lige op i luften. træerne omkring os blev sløret og det gik stærkere og stærkere. Loren mumlede en masse uforstålige ord hurtigt efter hinanden, og så åbnede der sig et lille sort hul over os og Loren og jeg forsvandt ind i det.
Vi landede et sted midt i en skov med store og gamle træer. Loren gav stille slip på mig og lod mig kigge mig omkring. Der var noget ved denne skov som føltes magisk og aligevel truende som om at hvert øjeblik kunne man falde død om..
Jeg vendte mig om og foran mig stod det mest uhyggelige og aligevel smukkeste slot jeg nogen sinde havde set. det havde 5 etager og var en mørk grå farve med mørkeblåt tag. det var stort og havde en masse tårne..
"Velkommen til Viktoria Akademiet.."
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...