Øjne Der Kan Dræbe

Erica er en 16 årige pige, der er skilsmisse barn. det er blevet sommerferie og hun skal hjem til hendes mor i danmark. (hun bor hos sin far i england normalt) hun glæder sig ikke, da hun har aldrig kunnet lide Danmark. men i år er det anderledes. hun møder en sort engel. hun er pludselig noget kraftfuldt. og Danmark er alligevel ikke så kedelig og fredeligt som det ser ud til at være...

4Likes
83Kommentarer
4407Visninger
AA

4. kap. 4

Men der var ingen engel der, kun et vindue som stod på vid gab. Jeg skyndte mig over til vinduet for at lukke det. Men en lille sort lap var klistret på vinduet. Der var skrevet med hvid skrift og der stod kun et ord på den. Loren. Jeg kærtegnede navnet, som var det en lille kattekilling. Varsomt og forsigtigt (jeg vidste ikke hvorfor) som om det kunne gå i tusinde af stykker, tog jeg det med over ved mit skrivebord. Åbnede et lille skrin jeg havde fået af min far, lige inden han havde flyttede til England. Jeg lagde det sorte papir med englens navn, ned i skrinet, og lukkede det forsigtigt. Jeg kiggede lidt på skrinet og huskede tilbage til den dag han rejste, jeg havde kun været tre år…
Min far havde fået alle hans kufferter ind i bilen og var nu på vej tilbage til mig med en gave i hånden. Han gik ned på knæ så han var lige så stor som mig. Han smilede med tåre i øjnene og jeg kunne huske at jeg også græd. Jeg rakte min små buttede hænder frem og aede min far på kinden.
”Far, ikke gå” mine tåre trillede ned af kinderne, og jeg prøvede på at tage mig sammen.
”Cat. Nu skal du huske at passe godt på din mor! Og være en stor og stærk pige” han smilede glad og gav mig gaven.
”her den er til dig” jeg tog imod gaven, og åbnede den. Mine øjne blev store. Bag det flotte lyserøde bånd, og blomster gavepapiret. Var der det smukkeste skrin. Den var rød okker farve med indskærede blomster og Mit navn stod på låget med guld sammenbunde skrift. Jeg gispede af synet, og så op på min far. Han kyssede mig på panden og hoppede i bilen. Lidt efter var han ude af syne.
Jeg kom tilbage til virkeligheden med tåre trillende ned af kinderne. Jeg gik over til spejlet og smilede til mig selv. Så fik jeg øje på noget på min hals, to sorte vinger lige der hvor Loren havde kysset mig. Jeg rørte forsigtigt ved det. Det gjorde ikke spor ondt. Hvad betyder alt dette? Hvorfor har jeg pludselig to vinger på min hals?
Jeg gik væk fra spejlet og hen til mit klædeskab. Fiskede mit silkenattøj frem. Mens jeg tog det på tænkte jeg på om hvad en sort engel egentlig er.. og hvad var det for en stor kraft jeg havde? Jeg rørte igen varsomt ved de to vinger på min hals. Jeg tænkte mig godt om, men jeg opgav hurtig hvad det var det betød, og gik nedenunder. Den lille ’’familie’’ sad i stuen og så fjernsyn, og så ikke det mindste bekymrede ud, over mig. Jeg gik ind i stuen og så på den en efter en. De var helt tavse, ikke engang en hilsen.
”ja jeg er ikke død!” hvæssede jeg ud mellem tænderne. Og det satte skub i tingene som om de havde troet jeg var et spøgelse. De sprang op og krammede mig, men Carl stod stift og stirrede på mig. Jeg stirrede igen med et iskoldt blik. Han gjorde store øjne og krympede sammen smertefuldt. Jeg stirrede bare iskold på ham og tænkte ’Død’ og.. han holdt op med at trække vejret og blev helt hvid i hovedet. Jeg sansede ingenting omkring mig end Carl som lagde døende foran mig. Jeg sansede ikke at min mor skreg og Emma græd. Jeg sansede ikke at de flygtede væk fra mit hjem, Træhuset. Jeg kiggede kun iskoldt på Carl som nu lå foran mig med livløse øjne, kridhvid i ansigtet. Jeg kunne mærke en kulde stige op fra ham og jeg kunne lugte døden. Jeg vendte mig om og forlod Træhuset.
Nu var jeg ikke i mere i tvivl. Jeg havde fundet ud af hvad det var for en kraft Loren havde snakket om.
Som øjne der kan dræbe.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...