Øjne Der Kan Dræbe

Erica er en 16 årige pige, der er skilsmisse barn. det er blevet sommerferie og hun skal hjem til hendes mor i danmark. (hun bor hos sin far i england normalt) hun glæder sig ikke, da hun har aldrig kunnet lide Danmark. men i år er det anderledes. hun møder en sort engel. hun er pludselig noget kraftfuldt. og Danmark er alligevel ikke så kedelig og fredeligt som det ser ud til at være...

4Likes
83Kommentarer
4412Visninger
AA

18. kap. 18

Da jeg vågnede igen var jeg alene i et tykt mørke, som burde skræmme mig men på en eller anden mærkelig måde gjorde det mørke mig tryg. Jeg lukkede mine øjne og følte efter en hver smerte mens jeg bed tænderne sammen. Mit hoved kværnede men noget undrede mig. Det var ikke den samme skærende smerte som i mit ben men en mere dyb og mørk smerte som hele tiden sørgede for at smerten var der, men alligevel beroligede mig med at jeg stadig var i live.
Jeg mærkede pludselig en kulde komme snigende ind på hospitalsstuen. Den var kold og grum og da den passerede medbragte den ikke kun kuldegysninger men også en ondskab som selv jeg – som skulle forstille som en af de onde - måtte krympe mig for.
Jeg vidste ikke hvor det kom fra men pludselig poppede navnet ’Viktoria’ op, og jeg vidste med sikkerhed at jeg skulle til at komme væk. Men problemet var jo lige det, at det kunne jeg ikke.
”Erica..” En hvisken nået mit højre øre, og jeg kiggede straks den vej. Intet.
”Erica..” Hvisken kom nu fra venstre men da jeg kiggede der over var der heller intet. En uhyggelig gysen kriblede ned af min rygrad og mit instinkt sagde, nej råbte; Flygt, flygt, flygt! Jeg bandede lavt da jeg vidste jeg var fanget. Med både halskrave og bandage over hele kroppen kunne jeg umulig bevæge mig. Plus, mine ben råbte tydeligt at jeg bare skulle glemme flygte metoden.
Den kolde hvisken var over det hele nu. Lige inden den første hvisken nået ud kom den næste fra det modsatte hjørne. Min krop var anspændt og det gjorde ondt i hver en lemme. Hvisken kom igen kriblende hen over min nakke til mit øre. Man kunne mærke dens kolde ånde og min krop spændtes igen. Jeg havde virkelig problemer. Jeg kiggede over mod de andre som lagde i sygestuen, og det så ud som om de ikke lagde mærke til noget..
”Kom Erica..” Den samme hvisken var igen nu ovenover mig. Jeg kiggede rædselsslagen op i loftet og mit blik faldt på en mørk skygge der var mørkere end mørk. Min mund åbnede sig men intet skrig formede sig ud over mine læber. Lyset slukkede pludselig med et kæmpe knald og alle apparaterne i stuen fløj rundt. Jeg kiggede ængstelig over mod de andre patienter men de sov rolig i deres senge. Alt for rolige..
Et stød gik igennem mig og pludselig kunne jeg ikke mærke smerten mere. Jeg fløj ud af sengen og ud af rummet. Lige inden jeg løb ud af døren, var jeg sikker på at jeg så blod flyde på dørtærsklen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...