Øjne Der Kan Dræbe

Erica er en 16 årige pige, der er skilsmisse barn. det er blevet sommerferie og hun skal hjem til hendes mor i danmark. (hun bor hos sin far i england normalt) hun glæder sig ikke, da hun har aldrig kunnet lide Danmark. men i år er det anderledes. hun møder en sort engel. hun er pludselig noget kraftfuldt. og Danmark er alligevel ikke så kedelig og fredeligt som det ser ud til at være...

4Likes
83Kommentarer
4441Visninger
AA

16. kap. 16

Jeg fik ikke lov til at forlade hospitalstuen lige med det samme og var derfor tvunget til at blive liggende i de alt for bløde senge med de masser af puder og en puffet dyne der hele tiden var i uorden. Min hovedpine var så småt ved at være helt væk dog var der stadig en lille smerte der nagede inderst inde og hele tiden gjorde opmærksom på sig selv. Jeg kiggede rundt og så at Lea var smuttet så jeg var helt alene, sådan næsten da vis man tæller de få andre patienter med.
Mit hovede prøvede forgæves at skubbe den irriterne hovedepine væk for at få plads til en mulig flugtplan. Jeg kunne måske dræbe nogle få vidner og så flygte? Med det samme kom Loren ind og rystede på hovedet. Mit hjerte stoppede i få sekunder hvor efter det så galoperede afsted.
"At flygte vil være dumt, især i den tilstand, Cat" Loren lavede nogle små tsk-lyde, og forsatte så med: "Og du skal bestemt ikke dræbe nogle, så vil det hele bare blive meget værre og du vil komme en tur forbi fangehullet, med en masse rotter" Han satte sig på en stol hved siden af min seng, og hamrede fingrene over natbordet, for at demostrer rotternes små krible krable lyde når de farede over gulvet i fangehullet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. For den løgner der stod foran mig var så smuk at han umuligt kunne være sådan en forræder. Mine øjne faldt på hans sorte vinger og ordene 'som sendt fra helvede' tumlede igennem min hjerne. Loren måtte have set mit mistænktsomme blik for han lænede sig længere hen over mig, til hvores ansigter var få centimeter fra hinanden.
"Cat, hvad skete der helt præcist?" Han havde sat sin forførende hvisken i spil og var nu igang med at fortrylle mig med hans udølige skønhed. Jeg sank en enkelt gang, og prøvede så mine skuespiller evner ad.
"Ehm.. Jeg gik en tur igår forbi nordmuren og besvimmede så fordi jeg.." Jeg tøvede et kort sekund og forsatte så hurtigt igen: "Fordig jeg var træt. Jeg manglede søvn og min hjerne lukkede ligesom bare af?" Jeg prøvede at holde mig til sandheden så meget som muligt uden at afsløre at jeg havde hørt og set ham og Viktoria sammen snakke om mig og nogle hemmeligheder. Loren kiggede længe på mig med sit gennemborende blik og kyssede mig så på panden. Min hovedepine satte for alvor igang igen da hans læber rørte min pande. Jeg sank sammen og stønnede af min hovedpine. Loren smilede sit bedreviden smil og forsvandt så men jeg lagde mærke til at på stolen han havde siddet på lagde en sedel.

'Mød mig på biblioteket så snart du er blevet løsladet'

Jeg spekulerede kort over om jeg skulle komme, men besluttede så at jeg hellere måtte. Noget sagde mig at jeg ikke måtte give udtryk for at have overhørt noget af hans og Rektor Viktorias samtale.
Da jeg var blevet 'løsladt' skyndte jeg mig over til bibliotekket. Jeg gik over til den dør til sidelokalet og skulle lige til at åbne den da den blev åbnet af Loren på den anden side. Jeg kiggede overrasket op på ham, og han smilede bare til mig. Jeg gik tøvende ind og Loren lukkede døren bag mig.
"Cat, jeg hved du skjuler noget for mig" Hans stemme var død alvorlig og hans øjne havde en styrke over sig som fortalte at han ikke vil tøve med at gøre mig ondt vis jeg løj. Jeg prøvede forgæves at se ud som om at jeg ikke anede hvad han snakkede om. Men det lykkedes tydligvis ikke, for han kom tættere på med et lumsk smil. jeg bakkede, men støtte snart ind i døren bag mig. pokkers. Min hånd gled op på håndtaget og trak den stille ned. Men jeg kunne se på Lorens øjne at han udmærket vidste at jeg prøvede at flygte. Så trak han langsomt en nøgle op af lommen. Pokkers. Igen. Mine øjne ledte efter noget jeg måske kunne slå ham midlertidig ned med, men vidste at det var umuligt. Men jeg kunne jo selvfølgelig bruge mine øjne men..
"Dine øjne hjælper ikke på mig" Smilede han lumsk og endnu engang gættede mine tanker. Nej LÆSTE mine tanker.
"Cat, Hvad hørte du af den samtale?" Han havde hænderne på hver side af mig og havde trykket sin krop mod min så jeg ikke bare blev bedøvet af hans perfekte krop men også var fanget. Jeg prøvede at trække vejret normalt mens jeg hele tiden prøvede at få min krop under kontrol. Hans krop tiltrak min som to magneter.
"Kom nu Cat, hvad er du bange for?" Han kiggede ned af mig og jeg kunne se på ham at han udmærket vidste hvordan min krop reagerede på hans og hans lumske smil blev mere rovdyrsagtig. På en måde var der vel noget sexede over hans smil men min hjerne var som småt ved at opdage at jeg stod i en virkelig farlig situation. Jeg sank engang og samlede så lidt mod til mig, men min stemme rystede aligevel da jeg sagde: "Loren, jeg ved virkelig ikke hvad du snakker om" Jeg kiggede op i hans øjne og prøvede at udstråle en forvirring og sødme. Det virkede til synladen ikke for hans blik borede sig en i min og styrken blev mere kraftfuld.
"Hør her Cat. Denne skole er ikke som den ser ud til. Viktoria er ond og du må nød til at fortælle mig hvad du ved! ellers kan jeg jo ikke beskytte dig?" hans stemme var stadig den kolde og alvorlige men der kom aligevel lidt blødt frem i den. Som om han virkelig havde følelser for mig. Løgner! Han er en Løgner! forhelvede Cat husk på at han har spillet skuespil helt fra start! Loren så indgående på ham og jeg havde en fornemmelse på at han fulgte med i hver en bevægelse og blik fra mig.
"Jeg hørte bare i snakke om noget omkring mig at jeg ikke måtte opdage en eller anden ting!" udbrød jeg og sank sammen da jeg fandt ud af at Loren faktisk var farligt. at han kom fra helvede.. uvilkårligt hviskede jeg "helvede" højt og Loren stivnede med det samme.
"Nårh ja! så høre jeg at du har været en smut forbi helvede! Viktoria har vist været nede og hente dig derop? men hvordan var det så? lige så slemt som alle går rundt og tror? eller måske et paradis for sådan nogle sorte engle som dig? Eller nej du er jo en falden engel!" Min stemme var spydig og ondskabsfuld og et kort øjeblik var jeg i tvivl om det var min egen. Jeg gennemborede mit blik i hans og et kort øjeblik synes jeg at jeg så ham krympe.
"Nåe ja så har dig og Viktoria vis også et kærlighedsliv som du har glemt at fortælle mig noget om!" Jeg prøvede forgæves at skubbe hans krop væk fra min men han var simpelthen for tung.
"Erica, det er ikke som du tror.." Han så bedende på mig og alt det kolde, alvorlige og dødsfarlige var forsvundet som dug fra solen. Jeg vidste ikke helt om det var skuespil men noget i hans øjne sagde mig at det bestemt ikke var skuespil. Men mit stædige jeg gav ikke slip så let.
"Det ved jeg nu ikke helt Loren! Jeg kommer her ind og du sætter med det samme en alvor igang som for det til at gyse ned af ryggen på mig!" Han kiggede lidt på mig og kunne ikke holde et smil tilbage. Jeg vidste hvad han tænkte på; Min krop havde reageret på en helt anderledes måde. Jeg rev mig pludselig ud fra hans greb og fik jeg en ide. Mine øjne kunne muligvis ikke dræbe ham, men måske kunne de sende en smerte der vil gøre ham ubrulig et kort øjeblik. Loren vendte sig mod mig og så på mig med et bedende blik og mumlede: "Nej Erica hver sød at lade hver.." Han brugte kun mit fulde navn i følsomme øjeblikke og det fik mig til at tvivle et kort øjeblik, men kun kort. Jeg kiggede direkte på ham og så hvordan hans øjne blev blanke og glasagtige. Nu havde jeg hans fulde opmærksomhed. Jeg tænkte på en smerte der kom snigende som min hovedepine havde gjordt bare ti gange værre. Jeg så hvordan han pludselig krympede sig som en hund der var blevet straffet af sin herre. Jeg sendte endnu en smerte igennem og han klynkede og faldt sammen. Jeg fik en kort medlidenhed med ham, men rystede det så af mig, og løb forbi ham. i det jeg kommer forbi ham fiskede jeg nøglen ud af hans lomme og skyndte mig så at låse døren op og løbe. Jeg var ligeglad med hvordan Xenius kiggede forbløffet op af sine papir og hvordan eleverne mumlede 'idiot' i det jeg kom farende forbi dem. Jeg løb og løb til mine lunger var ved at sprænges. En fjern bevidsthed fortalte mig at tåre løb ned af mine kinde men jeg var ligeglad. Lad dem løbe af helvedes til.
Da jeg endelig var standset op var jeg havnet i en af de mange haver. Jeg lagde mig ned i grasset men vidste jeg ikke måtte være her i for lang tid. Loren var nok på vej efter mig og da jeg havde fået pusten igen skyndte jeg mig videre. Dog denne gang kun i en frisk gågang.
Jeg gik på en af gangene da jeg kiggede mig tilbage og så Lorens høje skikkelse nogle meter fra mig. Han gik roligt, med hænderne i lommen, og det så ud til at han bare gik en tur rundt som gangvagt. De andre elever så ud til at de ikek synes der var noget unormalt over Loren, men jeg vidste bedre. Han havde gang i et af hans skuespiller talenter.
Jeg satte farten op og nåede så til en tynd snoede trappe af sten. Jeg løb hurtigt op af en uden at se mig tilbageog drejede så af hved en af de mange døre og forsatte ind bag ved den. Jeg var næste hundrede på at jeg havde rystet Loren af men lige da jeg tog fat i en dør for enden af den gang jeg lige havde småløbet i kunne jeg høre at den dør jeg kom ind af tidligere smækkede og nogle raske skridt kom nærmere. Jeg kiggede ned på gulvet og så en skygge udforme sig med kæmpe vinger. Jeg gispede og skyndte mig så ind af døren og op af nogle trapper. Op, op op til jeg var helt oppe. Jeg vidste at jeg var på øverste etage og at der var meget langt ned, så hoppe kunne jeg ikke. Jeg kunne høre Lorens skridt op af trapperne og snart var hans skikkelse synlig. Jeg ledte febrilsk efter en udgang eller lign. Jeg forsatte hen og kom så til en meget smal trappe op til loftet. dens trin var at træ og meget rådne. Jeg skyndte mig op af den og da jeg var næsten oppe gik min fod igennemm et trappetrin og jeg faldt så lang jeg var. jeg tog af med hænderne mod stødet og fik nogle hudafskrabninger op af hænderne og armene. Jeg prøvede at trække mit ben fri men det var umuligt. Jeg kunne høre Lorens skridt komme nærmere og nærmere, og tænkte over om han nød denne lille leg siden han tog sig så god tid. Jeg kiggede mig rædselslagen om efter noget der kunne hjælpe mig og fik øje på en jernstang. Jeg strakte mig og var næsten ved at få den da jeg hørte Loren op af trapperne. Jeg strakte mig længere og længere og tilsidst fik jeg den. Jeg hamrede den ned i trappetrinet og prøvede at gøre hullet større. Jeg så mig op og mit blik faldt på lorens vinger der først kom til syne og så hans hovede. Jeg trak hurtigt mit ben op og kunne mærke nogle splinter hugge sig i. Jeg bed smerten i mig og skyndte mig, nu haltende, at komme væk.
"Cat, jeg vil bare snakke" Jeg hørte Lorens bedende stemme og haltede hurtigt væk. Men her var ikke mere. Jeg så mig om og fandt så et lille vindue i taget. Plads nok til jeg lige kunne klemme mig ind. Jeg tog en muresten og hamrede den i vinduet og sprang så ud. En lille påmindelse fra min hjerne gjorde mig opmærksom på at de resterende glasskår i vinduet havde skåret i min krop og tøj.
Jeg var ude! -på taget.. Jeg klatrede langs en kant i taget og kom så til et hjørne. en lille del af mig hørte hvordan de elever der var ude skreg og råbte fordi de havde fået øje på mig. Snart efter kunne jeg høre Caissas eksotiske stemme kalde. jeg opfattede ikke det hele kun noget med at jeg skulle til at komme ned. Men jeg vidste jo ikke hvordan. Loren ventede formentlig nok på jeg kom tilbage. Og jeg kunne ikke forsætte da der ikke var mere at klatre på. Jeg sukkede og kiggede så ned. En kæmpe fejltagelse. Mit hovede begyndte straks at svimle og min mave trak sig sammen da jeg så hvor langt ned der var. jeg gættede på 20 meter mere nåede jeg ikke tænke på da min svimmelhed fik mig til at træde forkert og jeg straks faldte. Jeg prøvede febrilsk at få fat i noget mens jeg røg ned langs muren. Mine hænder fik fat i en vindueskam men det var kun kort for så snart tyngdekraften tog fat i min krop gav mine hænder slip. Jeg lukkede øjnene og faldt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...